∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse/ Ulla Strømberg.
Så er de tilbage igen, Fritz, Poul, Else, Tulle, Erik, John og alle de andre fra Rytteriet.
Det er et hyggeligt gensyn med Rytteriet Live 2 – efter ca. et år. Men selv om det er en genopsætning, er det som om, man snart har pligt til at kræve endnu mere af de to bragende dygtige skuespillere, Martin Buch og Rasmus Botoft. For de kan det hele: skrive, opfinde og spille.
Pressefoto: Isak Hoffmeyer.
Mange af de gamle figurer er fortsat med: Else og Tulle har ladet mændene blive hjemme og er taget i byen og havner ved en fejl på Bellevue Teatret. Her er Tulle den moderne, frigjorte kvinde, der vil gribe enhver lejlighed til at ha’ det sjovt og prøver at lokke veninden. Carpe Diem siger først den ene, siden bliver det kor. Sjovest er Cliff Richard-citaterne – og altså ikke fikse ordspil fra Kierkegaard eller andre kloge Aager. Længere henne i showet møder stilfærdige Else (Botoft) den gamle hippie Steen (Buch), og i deres fælles ensomhed finder de sammen højt oppe på en trappe. Her sker der noget, som bliver alment – på tværs af alder, klasse og andre båse. Også en helt isoleret lille scene med to skovmus eller rotter, det kan være svært at se forskel, når det er vaskeægte mænd, der spiller, men dyrenes viden om moderne sundhedsapostle er betagende.
Mere af det, tak – og færre af de gamle, storvulgære travere. Måske skulle makkerparret også videreudvikle de morsomme indenrigspolitiske undertoner, som de allerede har, når f.eks. seriøse politikere, som Mogens Lykketoft og Birthe Rønn Hornbech, der nok ikke har været på så mange medietræningskurser, indgår i drømmescenarier som uimodståelige partnere. Så er Rytteriet ikke plat, mens hentydningerne til det, der foregår under bæltestedet, hurtigt kan blive uinteressant. Måske er der penge i det, men at turde være plat og småpornografisk bliver ikke til kunst, blot fordi stemmen er sænket, og man har spillet på Det Kongelige Teater – præcis som med Ørkenens Sønner.
Men søde er de, ikke mindst Fritz og Poul, de to snobber fra Klampenborg og nu fulgt op af de fattige og sultne rotter.
Scenografien er stram og modernistisk, mens de 4 musikere fortsat leverer kontrapunktisk underlægning med følsomme sangtekster. Mærkværdigt, men velfungerende.
Medvirkende
Rasmus Botoft og Martin Buch Henrik Balling, Bjørn Fjæstad, Mads Andersen og Sara Grabow
Tekst Rasmus Botoft og Martin Buch
Musik komponeret af: Henrik Balling, Bjørn Fjæstad og Marie Key
Scenografi Edward Lloyd Pierce
Koreografi Katrine Engberg
Spilleperiode og -tider 20. januar – 7. februar 2015