Kulturkupeen

Så er det vist på tide at få et kunstministerium.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Så er det vist på tide at få et kunstministerium.

Solnedgang. Nordsjælland. August 2020. Foto: US.

Apropos dagens kronik i Politiken af Socialdemokratiets kulturordfører: Nu må tiden være inde til at skille kunst og kultur ad i to separate ministerier.

I tirsdagens Politiken (18. 8. 2020) har Socialdemokratiets kulturpolitiske ordfører, Kasper Sand Kjær, ordet. Er han sendt i byen af kulturminister Joy Mogensen? Ministeren har et par gange eller flere været lidt uklar, når kulturbegrebet skulle defineres og retfærdiggøres, ikke mindst i forbindelse med Corona-krisen.

Kronikken i Politiken

Kasper Sand Kjær understreger afsnit efter afsnit, at kultur er det hele: håndbold, fodbold, Det Kongelige Teater og blendede guldfisk. Alt er lige godt og vigtigt, for det styrker ”fællesskabet” og ”sammenhængskraften”.  At spille håndbold lærer én om fællesskab, står der. Det forstår jeg nu ikke, for jeg synes de er ganske brutale over for hinanden derinde på håndboldbanen. Fodbold giver samhørighed mellem høj og lav, når et tusindtalligt publikum står og hujer på tilskuerpladserne, understreger kronikken. Men hvad med de vilde hooligans og alle de penge, som er involveret i fodbold? Kunsten stiller spørgsmål, siger kronikøren og mener samtidigt, at Marco Evaristtis gamle installation med blendere, hvor publikum selv skulle trykke på ”on” knappen for at myrde de små guldfisk, var og er kunst!

Men hvorfor skal vi have det at vide netop nu, hvor kulturlivet kæmper med Corona-restriktioner, komplicerede støttemuligheder og værst af alt: forskelsbehandling?  Hvorfor skal det understreges, at Det Kongelige Teater, med en årlig statsstøtte på over en halv milliard kroner, er præcis lige så nyttig som en teaterforening, der sørger for professionelle turnéforestillinger uden for de store byer – eller som en anden slags teaterforening (for det er ikke en beskyttet titel), der måske er defineret som et amatørteater. Jeg forstår det ikke, og slet ikke her i august 2020, hvor bl.a. biografer undrer sig over, at de ikke fik del i hjælpemulighederne under Corona-krisen.

Æbler og pærer – et fedt

Kronikøren blander kultur og kunst sammen. Det er forståeligt, men uheldigt. Og denne tendens har været alt for markant i de seneste måneder, hvor Kultministeriet har skullet jonglere med lukkede og åbne højskoler, sportsbegivenheder, festivaller, spillesteder, dyreparker, museumsliv samt teatre, biografer og sidst, men ikke mindst, de enkelte professionelle udøvere, som er afhængige af, at der er et levende publikum. Der har tilsyneladende hersket en vis forvirring i Kulturministeriet, fordi ressortområdet pludselig skulle være sig selv bevidst. Derfor er årsagen til hele uroen i kulturverdenen måske, at det halter nede i embedsværket. Mærkeligt, for ministeriet, der blev til i de tidlige 1960erne, har da haft tid til at finde ud af definitioner og arbejdsgange.

Fortidens kulturministre

Der er noget underligt retro over kronikken, som vil forklare, hvad socialdemokratiet forstår ved kultur i dag. Og at Socialdemokratiet her i 2020 begynder at tale om kulturbegrebet, præcis som man gjorde det tilbage i 1960erne, hvor ministeriet blev dannet og området løsrevet fra andre ministerier, virker mistænkeligt. Hvad har det/de gang i?

Der har været større og mindre offentlige debatter igennem de seneste 60 år om ”kultur”, bl.a. Rindalisme-diskussionen i 1960erne: Hvad er kunst? Skal staten støtte kunstnerne? Diverse Arte-debatter, ikke mindst i 1970erne: Skal teatret være for de mange? Skal staten støtte køb af teaterbilletter?

I den flamboyante, socialdemokratiske Jytte Hildens æra som kulturminister i midten af 1990erne, var der bare gang i debatten. For hun kunne faktisk godt forstå, hvad det hele drejede sig om, men kom af og til lidt skævt af sted. Anderledes med den høje, socialdemokratiske Niels Matthiasen, der både var til fodbold på Amager og ballet på Kongens Nytorv (hvad den aktuelle kronikør tilsyneladende ikke ved). I to omgange, under Anker Jørgensen i 1970erne, var han kulturminister. Ikke mindst efter sin alt for tidlige død blev han højt hævet over enhver nedladende snak om socialdemokratiske kulturbegreber. Niels Matthiasen forstod at samle dansk kulturliv!

Kulturpolitiske redegørelser

Diverse socialdemokratiske (og radikale) kulturministre har stået bag de såkaldte kulturpolitiske redegørelser. De var nyttige, for så havde man noget at studere og analysere. Men under den konservative Brian Mikkelsens 7 år i Kulturministeriet (fra 2001 til 2008) blev det hverken til redegørelser eller klare retningslinjer.  En dyr ”Kulturkanon” er vist det mest synlige resultat af de år og så en uendelig række af ofte ulykkelige, institutionelle sammenlægninger.  Var det borgerlig kulturpolitik? Næppe. Så måske er det netop i nullerne, at dansk kulturpolitik forlader enhver form for klarhed og partipolitisk farve og snarere bliver til et centralistisk embedsmandsstyret beskæftigelsesprojekt? Her kan også medregnes hele bygningskulturområdet, som ministeriet styrer. Gang på gang har man været ivrig efter at ”affrede” kulturhistoriske områder. Her må jeg melde pas med en analyse,  for er det socialdemokratisk kulturpolitik at ville affrede eks. Nyborg Slotsområde og ”Lorry” på Frederiksberg (ny sag fra i dag, 18.8.)  – eller er det et borgerligt ønske at fjerne at enhver fornemmelse af fortidens liv?

Nu må det være slut

Igennem mere end 45 år har jeg læst og analyseret kulturpolitiske redegørelser og lyttet til nybagte og mere eller mindre langtidsholdbare kulturministre og kulturpolitiske ordførere.  Jeg orker det ikke mere og undrer mig over, hvorfor folk, som ligefrem får en hæderlig løn for at bedrive kulturpolitik, ikke ved mere om området og dermed kunne skåne os andre for deres underskoleanalyser.

Den eneste løsning er at lade kultur være kultur med højskoler, amatørteater, sportsklubber og dyreparker m.m. Og så trække ”kunsten” over i et eget ministerium, hvor ”kunsten” kan kæmpe sin egen, faktisk ret veldefinerede, kamp for at sikre vort samfund den ekstra dimension, som er al god kunsts eksistensberettigelse at skabe.

Vi må have det kunstministerium nu!

2 tanker om “Så er det vist på tide at få et kunstministerium.

  1. niels borksand

    Du har så evigt ret. Men det er nok et forfængeligt håb at tro det ka la sig gøre. Men godt du skriver. Om det så bliver læst på rettested er nok mere tvivlsomt. KH

    1. Ulla Forfatter

      Men man bliver jo nødt til at håbe. Og dette forår og denne sommer har jo vist, at det slet ikke fungerer i Kulturministeriet, når højskoler, fodboldkampe, dyreparker og klassiske koncerter skæres over en kam.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.