∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse / Ulla Strømberg.
Saul og David som velfungerende samtidsbeskrivelse på Operaen.
Palads og betonbyggeri i mellemøsten. Maskingeværer, tv og computere. Der er masser af nutidshenvisninger i nyopsætningen af operaen ”Saul og David” fra 1902.
Langt hen ad vejen er det lykkedes for den engelske instruktør David Pountney at gøre operaen visuelt moderne og filosofisk vedkommende ved at lade den afspejle vor tids uforståelige borgerkrige og så alligevel fastholde den gammeltestamentelige dimension. For ”Saul og David” er en moralsk fortælling om, at det ikke nytter at være stivsindet. For at kunne sameksistere skal man acceptere mange kompromisser. Hvis vi levede derefter, ville der ikke være den verdensuro, som vi alle er vidner til og påvirket af i dag.
Pressefoto. Signe Roderik.
Konceptet er fornuftigt, og ligeså den scenografiske løsning, hvor scenen illuderer palads og boliger i første akt – og sidenhen både slagmark og bombet by, som vi kender det fra tv-aviserne.
Historien kunne derfor ligeså godt være hentet frem i dag for at forklare den absurde politiske situation i Mellemøsten og Asien. Hos Carl Nielsen, med libretto af Einar Christiansen, er den israelitiske kong Saul skurken, der imod guds vilje selv gennemfører en ofring. Guds udsending, apostlen Samuel, kommer for sent og hans vrede betyder, at Saul må forlade sin trone. Sauls redning kunne være den unge David, der kan formilde alle med sin sang – og som samtidig forelsker sig i Sauls datter. Hvis David evner at bekæmpe modstandernes, filistrenes, kæmpe Goliath, kan brylluppet finde sted. Det lykkes som bekendt, men pludselig bliver Saul misundelig på David, da alle hylder ham med ordene: David slog titusinder – Saul slog tusinde. Saul kender ikke til kompromissets nødvendighed og ender på den kødkrog, som hans offerdyr hang på i 1. akt.
Det Kongelige Teaters operaensemble udfylder rollerne med Johan Reuter som Saul og Morten Staugaard som Samuel, mens David synges af tenoren Niels Jørgen Riis, som her er en moden, langhåret partisan. Det kan forvirre, ikke mindst når man tænker på renaissancens billeder af David, der for øvrigt i en bronceafstøbning står på den anden siden af Københavns havn og skuer over mod operaen, høj, flot, mægtig og ung i Michelangelos udgave.
Men vi er tilbage til det evindelige problem med sangerne, at de skal synge, så det er en fryd, illudere og gennemgå nogle psykologiske skift for at legitimere operaens berettigelse. Ellers kunne vi jo nøjes med koncertopførelser, hvor musikkens suverænitet og sangernes formåen alene kunne adsprede.
Men i denne ”Saul og David” blev man følelsesmæssigt kun næsten ramt. Det er ikke nok og slet ikke Carl Nielsens skyld, men alene den tilbageholdenhed som operasangere ofte demonstrerer.
Sjældent har koret sunget så kraftfuldt og bestemt, men solisterne holdt ved premieren tilbage. Bedst lykkes det for alle i spidssituationerne – ikke mindst for Johan Reuter som onde Saul. Når han først har erkendt sin skæbne, høres han.
Og ros til programmet, der har de fleste oplysninger, man har brug for at have ved hånden.
www.Kglteater.dk