∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse/ Ulla Strømberg.
Festen – turné 2015 på Folketeatret.
Historien holder stadig. Måske fordi det er pure opspind, men eminent fortalt. Først som radiohistorie hos Kjeld Koplev, så film fra 1998 af Thomas Vinterberg i starten af dogmebølgen med pris i Cannes. Fra 2002 som dramatisk tekst, hvor Bo Hr. Hansen transformerede Mogens Rukov og Thomas Vinterbergs geniale filmmanuskript om til en brugbar teatertekst.
pressebillede
Og så er vi her i 2015, hvor Geir Sveaass sammen med Scenografen Marianne Nilsson og en håndfuld dedikerede skuespillere får det hele til at leve i en ophøjet nutid. Godt gået. For det er svært at følge efter en genial film. Men det er lykkedes.
Historien kredser om incest, om mange års ophobede sorg hos tvillingerne, der får pigen til at begå selvmord, og drengen, der nu er voksen, til at sige sandheden ved familiefesten.
Først bliver han ikke hørt, så er der pludselig brevet fra den afdøde. Efterfølgende ved alle, at sandheden er grufuld, og handlingen utilgivelig.
I filmen er det naturalisme med håndholdt kamera. I et forrygende tempo. På scenen må det blive noget andet, og i Marianne Nilssons, som sædvanligt, æstetiske dekoration, er spillepladsen et hvidt rum med et bevægeligt rundt bord. Det får historien og de sparsomme replikker til at folde sig ud som poesi med markante blodige hænder på væggene og de hvide skjorter.
Skuespillerne er mere end gode, som vokset ind i rollerne. Alle burde fremhæves, og hvor det dog klæder Folketeatret at ”sætter problemer under debat”.
Et anderledes og meget seriøst bud på en turnéforestilling – og en rigtig disposition fra Folketeatrets side. Mere af det.
Desværre er turnéen ved at være slut. April 2015. Hvad med en genopsætning i København?
Festen: Folketeatret turné, 2015.
Manuskript af Bo Hr. Hansen efter film af Thomas Vinterberg med manuskript af Mogens Rukov.