Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

SEEBACH. Historien om Tommy Seebach og hans familie, konen, børnene og ikke mindst sønnen Rasmus, der også blev sanger og musiker. Godt fortalt – og eminent spillet af de mange medvirkende med Pelle Emil Hebsgaard i spidsen.    

 

De har gjort det igen. Skabt et show, der allerede fra starten af forestillingen ved premieren fik hele Fredericia til at rejse sig op og klappe taktfast. De kan deres kram, folkene på Fredericia Teater, men nu må det ikke stige dem til hovedet, så de glemmer at tænke på andet og mere end underholdningsgraden.

SEEBACH-forestillingen er i høj grad frugten af mange års gedigent og fortsat teaterarbejde. Rent dramaturgisk hænger historien pænt sammen om faderen Tommy, der blev en Dansk Toppen-pophelt og Grand Prix stjerne i Danmark en tid lang i slutningen af 1970erne g begyndelsen af 1980erne. Og om sønnerne, der som Fugl Fønix på ruinerne (det fremgår tydeligt af forestillingen) genrejser familienavnet og synger sig ind i hjerterne af næste generations piger.

Baggrunden

Med den ørehængende musik og med den interessante differentiering,  imellem faderens dansktop-harmonier og sønnen Rasmus’ mere main stream ferme kærlighedssøgende poptonalitet, er rammen god.

Men det er ikke historien om musikken og dens udvikling igennem de seneste årtier, der interesserer Fredericia-teamet. Det er familiekrøniken. Om manden, der er medlem af pigtrådsbandet ”Sir Henry and his Butlers” i de glade 1960ere, men siden begynder at stå på egne ben. Samtidigt er han et venligt familiemenneske med verdens bedste og smukkeste kone. Lykken varer som bekendt ikke evigt, og da det begynder at gå nedad med omverdenens interesse, tager flaskerne over som dulmende medicin. Det går hurtigt, og Seebachs familieliv smuldrer, men børnene holder fast. I 2001 dør han, 52 år gammel. Børnene og moderen arbejder videre, og i 2009 får Rasmus, den yngste søn, sit musikalske gennembrud.

Det er ikke Arthur Millers historie om ”En sælgers død”, men det kunne måske have været, heller ikke O’Neills ”Lang dags rejse mod nat”, to af verdensdramatikkens bedste familieportrætter. Her hos familien Seebach er de nemlig ret sunde og ganske bevidste om faldgruberne, (og så bliver det selvfølgelig mindre spændende!).

Musikken ligger lige til sidebenet. Tommy Seebachs ukomplicerede sange går stadig rent hjem: ”Hip hurra det’ min fødselsdag” – kan selv jeg huske. Anderledes med Rasmus’ bløde pop, som dog har slået an og givet ham en markant placering i dansk underholdning og et flot salg.

Dramaturgien

Det er godt klaret rent dramaturgisk i forestillingen at hoppe frem og tilbage (også tidsmæssigt) i de to historier, men det kan dog også blive lidt langtrukkent med de mange, velmenende talescener. Bedst fungerer de mest brutale situationer, hvor Tommy er fuld og får sine sammenbrud.

Alle skuespillere/sangere er eminente, og det lykkes at skabe nogle venlige portrætter, så man simpelthen må elske den familie, som i øvrigt til allersidst står lyslevende på scenen ved fremkaldelserne.  Det har nok også lagt en pæn dæmper på de muligheder, som tekstforfatterne i det hele taget har haft. Naturligvis skal der tages hensyn til de levende, som ovenikøbet er gået ind med liv og sjæl i projektet.

Det er svært at skrive underholdende nutidshistorie med kant uden at genere nogen.

Foto: Søren Malmrose.

Skuespillerne

Pelle Emil Hebsgaards som Tommy er suveræn, intet mindre. Med mørk paryk og en super musikalitet, som næsten overgår virkelighedens Tommy, fungerer portrættet upåklageligt. Her flagrer Hebsgaard aldrig ud eller går crazy, som han nogle gange kan gøre. 6 stjerner.

Også Joakim Lind Tranberg, nyuddannet skuespiller fra Odense, gør det overraskende flot som Rasmus. Godt ser han ud, og han får i forestillingens sidste kvarter lov at trykke den af som popmusiker i et lysshow, der vil noget. Det er hele aftenen værd, de sidste 15 minutter.

Også de andre,  Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Frederikke Maarup Viskum og Emil Birk Hartmann ( lange navne, der nok burde kortes lidt af kunstneriske hensyn) – fungerer optimalt.

Hørespil i stedet for lysshow

Hvis og når der er problemer, ligger de ovre hos produktionsteamet. Thomas Agerholm som instruktør, Benjamin La Cour, som medscenograf, kostumedesigneren Anna Juul Holm og alle de andre, for der er mange bag denne produktion.  De må lære deres rum bedre at kende. Det er tredje gang jeg besøger Fredericia Teater. Tidligere er det gået an, men denne gang blev forestillingen faktisk i lange intervaller til lidt af et hørespil – for jeg kunne fra 15. række ikke se ret meget eller slet ingenting og måtte hele tiden vælge under hvilken indsnævret vinkel, jeg ville se showet. Hvad hjælper det, at man arbejdet med bred scene, simultane optrin og knald på  (samt nedgravet ekstra scene) – hvis halvdelen af publikum overhovedet ikke kan se finesserne. Så må der tænkes om og evt. bygges en ny scene op og mere kunne flyttes op under taget,  som man i øvrigt gjorde i ”Klokkeren fra Notre Dame”.

For det er synd og skam, at al det besvær med projektioner og lys og farver og såmænd også det hippieagtige halvfjerdserlook slet ikke kan opfattes af den halve publikumsmasse.

Virkelighedens personer

Et andet problem er den knivsæg, der skal balanceres på, når en forestilling handler om nulevende mennesker. Det er svært. I Fredericia gør de det fint, men kedsomheden ligger snublende nær.

Showdans

I Fredericia kan de danse, det ved alle, og de er præcise, på pletten, selv om trinene kan synes lidt stereotype. Og denne gang får de meget lidt hjælp af kostumedesigneren. Sjældent har jeg set så kedelige damehabitter  som i de sidste, moderne numre. Om igen! Lidt mere danish fashion design ville løfte baggrunden for Rasmus Seebach (Joakim Lind Tranberg)’s  numre til allersidst.

Koncerten til sidst

I øvrigt et smart fif som også blev brugt i Sju bi dua-forestillingen. Til allersidst,  når fortællingen er overstået, er det bare derud  med musikken, et synligt orkester – helle maskineriet med lys og projektioner i sving og en velsyngende, dansende Joakim Lind Tranberg. Og retten til at stå ude i sidegangen, så man endelig kunne SE. Måske var det bare det, vi kom efter!

Rolleliste:

• Tommy: Pelle Emil Hebsgaard/Teit Samsø
• Rasmus: Joakim Lind Tranberg/Teit Samsø
• Marie: Frederikke Maarup Viskum/Liv Stevns
• Nicolai: Emil Birk Hartmann/Jacob Prüser
• Karen: Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen
• Ensemble: Rasmus Rothaus Faartoft, Jeff Schjerlund, Martin Skriver, Thomas Jensen, Christina Ølgaard Thomsen, Cecilie Thiim, Line Krogholm, Mikal Larsen, Sanna Jansson, Elina Westberg, Emelie Lissmatz Johnson, Steffen Hulehøj Frederiksen, Kenny Svensson, Johan Forsberg, Patricia Tjørnelund, Christian Collenburg, Rie Sørensen, Fie Alberte Damgaard, Rikke Hvidbjerg, Kalon Badenhorst.
• Swings: Rasmus Grandt, Frida Lehman, Fie Alberte Damgaard

 

Det kreative hold

• Instruktør: Thomas Agerholm
• Manuskript: Mads Æbeløe med Søren Møller og Thomas Agerholm
• Koreograf: Kim Ace Nielsen
• Scenografisk idé: Thomas Agerholm og Benjamin La Cour
• Kapelmestre: Martin Konge og Thomas Møller
• Producent: Fredericia Teater

www.fredericiateater.dk