Kulturkupeen

Selfmade

Set af Eva Zierau.

Kulørt og underholdende.

Netflix nye tv-serie Self Made er indbegrebet af The American Dream. Filmen er inspireret af den virkelige historie om den afroamerikanske kvinde Madam C.J.Walker(1867-1919), som fra at være en fattig vaskekone opbyggede et amerikansk hårplejeimperium, som gjorde hende til den første amerikanske kvindelige aktivist og iværksætter, der blev millionær.

Madam C.J.Walker blev født to år efter, at slaverne føderalt blev frigivet i USA. Begge hendes forældre havde været slaver.

I 1908 arbejder den 41 årige Sarah, som vaskekone. Hun henter folks snavsede tøj, tager det med hjem, vasker det og bringer det tilbage igen. Sarah er på det tidspunkt gift med en voldelig mand, som hun har datteren Lelia (Tiffany Haddish) med. En dag bliver det for meget for hende, og hun forlader ham.

Foto:Amanda Matlovich/Netflix

Hun får et deltidsarbejde på en hårplejeklinik ejet af den lyshudede smukke afroamerikaner Annie Malone. Sarah er en god sælger og ønsker at blive partner i firmaet, men får afslag, hvorefter hun starter sit konkurrerende firma med hårprodukter. Snart gifter hun sig med C.J. Walker(Blair Underwood), og skifter navn til Madam C.J.Walker. Gennem hele deres ægteskabet bakker han hende og hendes forretningsprojekt op og får selv en central rolle i firmaet.

Foto:Amanda Matlovich/Netflix                                                                                                     Det går forbavsende godt for firmaet. Madam C.J.Walker har store planer for virksomheden, hvilket fører hende fra Sydstaterne, over Denver Colorado og til New York, Hun har en beundringsværdig næse for forretning. Under mottoet Skønt hår leder til skønne muligheder ekspanderer firmaet trods af alle odds, ikke mindst stærke kvindeundertrykkende holdninger hos potentielle mandlige investorer og endnu et ægteskab, der knager.

Selfmade er en succeshistorie, som vi alle kan identificere os med. Det er første gang, at den er blevet filmatiseret. I forteksterne ser vi, at filmen er Inspired by the Life of Madam C.J. Walker, så vi skal ikke tage alt, hvad vi ser for pålydende. Men man fornemmer dog, at filmatiseringen ligger ret tæt op ad virkeligheden. Filmen handler generelt om den spæde kvindefrigørelse og om sorte amerikanske kvindes vilkår i begyndelsen af 1900 tallet. At være kvinde og sort dengang var en dårlig kombination.

Madam C.J.Walker er klatret op af den sociale rangstige og har nået toppen ved konstant at holde sig sit mål, om at blive verdens første selfmade sorte kvindelige millionær, for øje. Som hun selv siger et sted i filmen “I feel like I’m living a dream.” Man forstår hende. På arbejdsfronten er det mildest talt gået rigtigt godt for hende.

I hovedrollen som Madam C.J. Walker ses den Oscarvindende Octavia Spencer, som vi bl.a. kender fra Hidden Figures(2016) og C.J. Walker spilles af tv-stjernen Blair Underwood.

Visuelt er serien farverig og flot. Underlægningsmusikken er moderne, hvilket giver en kontrapunktisk effekt, da filmen foregår for over 100 år siden. Indimellem bryder karaktererne ud i sang, som var der tale om en musical. Man tænker, at netop en musical ville være en fin ramme for den historie.

Selfmade er kulørt og underholdende. Er man i disse tider til nogle timers uforpligtende let underholdning, hvor man bare kan lægge bekymringerne bag sig, og lade sig rive med i selskab med den entreprenante Madam C.J.Walker, så er det bare om at tune ind på Netflix.

I øvrigt kan hendes produkter købes den dag i dag bl.a. hos kosmetikgiganten Sephora.




Trailer: Netflix

Premiere Netflix 20. april 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *