∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Maria Vinterberg, der leder Teatret ved Sorte Hest, er bidt af det absurde teater. I 2002 iscenesatte hun ”Den skaldede sangerinde” af Ionesco og gør det nu igen, 15 år efter med de samme skuespillere – på nær én. Dvs. hun kender sit stof!
”Den skaldede Sangerinde” var absurdisten Eugene Ionescos debutstykke i 1950 – et par år efter at Samuel Beckett var dukket op i teatrets verden. Og ikke mindst de to dramatikere blev synonym med ”det absurde” – en etikette, som vist nok blev slået fast af litteraturmanden Martin Esslin i 1960erne. Så vidt så godt med al teorien.
I ”Den skaldede Sangerinde” er det alle dagligdagens floskler, der skal afsløres og spiddes. Goddag, goddag, middagsmaden, omgangen med venner, hierarkier og den kultiverede samtale ægtefæller imellem. Derfor er samtlige replikker i ”Den skaldede Sangerinde” egentlig utrolig kedsommelige og skal være det, fordi sådan er det jo, at vi omgås eller ”omgikkedes” i 1950. Men intet har forandret sig til i dag. Der er dog en vis raffineret musikalitet i dialog og i replikskiftene husker jeg fra de gange, år tilbage, hvor jeg har været i nærheden af stykket.
Præsentationsbillede – har ikke noget med forestillingen at gøre. PR foto.
Nu har Maria Vinterberg moderniseret og fordansket stykket – ægteparret Smith bor uden for København, men det er egentlig lidt synd. For de har stadig tjenestepige, nu au pair, der naturligvis har taget magten. Et andet ægtepar kommer på besøg, og selv om de er inviterede, er der hverken mad eller værtsfolk parat til at modtage dem. Alt er vendt på hovedet. Og samme historier fortælles igen og igen. Til sidst går ordene op i kaos, sætninger bliver uden betydning og er i og for sig uforståelige. Er det morsomt? Ja, hvis den rette rytme er der, for så vil vi genkende os selv, vort liv, livet, det hele.
For i den almindelige omgang imellem mennesker er der ikke sket så meget siden 1950, hvor stykket i første omgang delte publikum i to lejre. De forargede og dem, der havde brug for at se verden på en ny måde. Selv kaldte Ionesco det for anti-teater – og siden hen foretrak han at betegne sig som avantgarde, men IKKE som absurdist.
Det vi ser i ”Den skaldede Sangerinde” minder meget om vort samvær med hinanden – og det er tragisk! Vi lytter ikke, siger det samme, 99% er såre banalt, og i realiteten kunne vi ligeså godt bo i et hamsterhjul.
Men det gør hr. og fru Smith ikke. Smukt ser det ud med Arne Jacobsens svanestole og oven i købet også som sofa og med de lange gardiner, der vist kendes fra Hotel Royal. Fint ser det ud – men der nævnes ingen scenograf.
Selv ønskede Ionesco tilbage i 1950, at scenografen skulle skabe noget, der ville kunne bruges til Ibsens ”Hedda Gabler”, dvs. alvorligt og seminaturalistisk.
Hvordan mon skuespillerne var dengang i 2002? Nu er de blevet voksne, 15 år ældre, har mere erfaring og har måske også fået lidt manerer. Men ikke mindst Steen Stig Lommer og Michael Moritzen har den tilpas afmålte og koncentrerede spillestil, som synes nødvendig. Ikke i ærbødighed overfor Ionesco, men mere for at få alle pointerne – eller antipointerne – hjem.
Forestillingen minder i dag på flere måder om Lars Noréns samtalestykker fra de tidligere 1980ere, hvor nogle velbjergede ægtepar altid sad og snakkede, mens skeletterne i skabene begyndte at rasle.
Ionescos stykke er 65 år gammelt – Noréns stykker er ca. 30 år gamle og ikke moderne for tiden. Det kunne være sjovt at se dem sammen.
Hvis man har glemt Ionesco, så er der mange gode grunde til at gå i Teatret ved Sorte Hest og genopfriske en vittig absurdist, der har betydet så meget for den måde, man også kan skrive for teatret på.
Medvirkende: Charlotte Elizabeth Munksgaard, Marina Bouras, Therese Glahn, Steen Stig Lommer, Peter Oliver Hansen & Michael Moritzen
Iscenesættelse: Maria Vinterberg
Dramatiker: Eugène Ionesco
Spilleperiode: Den 27. januar til den 11. marts 2017
Spillested: Teatret ved Sorte Hest
Varighed: 85 minutter (uden pause)