Kulturkupeen

Vaiana

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Medrivende og sjov Disney film.

Fra Ron Clements og John Musker, der stod bag Disneys tegnefilm Den lille havfrue (1989) og Alladin(1992)kommer nu makkerparrets seneste film fra Walt Disney Animation Studios: Vaiana.

Foto: The Walt Disney Company Denmark

Filmen, der foregår for 1000 år siden, er et medrivende og humoristisk eventyr om den smukke og egenrådige høvdingedatter Vaiana, der bor på en afsides liggende ø i Stillehavet. Hele sit liv har hun og øens andre beboere fået at vide, at de ikke måtte sejle længere ud på havet end til revet. Hun har aldrig fået forklaret hvorfor, og da der pludselig bliver hungersnød på den ellers så frodige ø, hvor familien bor, beslutter hun sig for at trodse forbuddet og sejle ud over revet for at finde sin indre kraft og en måde hvorpå, hun kan redde sit folk. På rejsen møder hun den selvglade karismatiske Maui, der engang var en mægtig halvgud, og sammen tager de kampen op mod de enorme og skræmmende skabninger på det åbne hav.

Foto: The Walt Disney Company Denmark

Historien er delvist inspireret af mundtlige overleveringer fra stammefolk på øerne i Stillehavet. Vi følger kampen mellem det gode og det onde samtidig med, at vores heltinde forsøger at finde ud af hemmelighederne bag hendes folks historie.

Filmen har et væld af plots og underplots. Nok lige i overkanten til mindre børn. Men overordnet fungerer historien godt og ikke mindst er muskelbundtet Maui en morsom og uforudsigelig figur. Han er overbroderet med levende tatoveringer, der kommer med spiddende kommentarer til hans skøre påfund. Sjov detalje.

Som i Den lille havfrue og Alladin , bryder karaktererne med jævne mellemrum ud i sang. Fine ørehængere, der stopper historiens fremdrift for en kort stund, hvorefter fortællingen ræser videre. Tempoet er højt. Langt højere end i de klassiske tegnefilm. Dette og filmens imponerende visuelle effects giver Variana et moderne touch i forhold til den klassiske Disney formel.

Clements siger om deres research til filmen som bl.a. foregik på Fiji, Samoa og Tahiti. “Vi ønskede at gå bag turismen. Vi ville møde folk, der boede på øerne og høre om, hvad det var, der gør deres kultur så speciel”. Vaiana er selvsagt ikke en dokumentarfilm. Det er en tegnefilm baseret på fiktion, men det faktum, at den både er inspireret af mytologi og virkelige hændelser, giver filmen en særlig ånd.

Filmen varer 113 minutter. Det er for lang tid til, at mindre børn kan holde koncentrationen. Når det er sagt er Vaiana et godt bud på en familietur i biffen i den kommende vinterferie.

Instruktører: Ron Clements og John Musker

Trailer:The Walt Disney Company Denmark




Frarådes børn under 7 år.

Premiere: 2. februar 2017