Kommentar af Ulla Strømberg.
Der var sikkert mange, der indgik væddemål om, hvor længe det nye makkerpar på Betty Nansen Teatret ville holde. Det blev til 6 måneder. Så holdt svenskeren Stefan Larsson op, og Vibeke Windeløv sidder nu tilbage som enedirektør. Den officielle begrundelse, ifølge pressemeddelelsen, lyder fra Larsson: ”Jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg vil instruere og spille mere (….)”. Han er en voksen mand, og burde vel have gennemtænkt sit liv, før han søgte stillingen i København.
Ak hvor er det synd for OS, de offentlige kasser, men først som sidst for teaterkunsten og Betty Nansen Teatret.
Hvem har ansvaret for miseren? Det må ligge hos bestyrelsen på Betty Nansen Teatret, der var mere end proaktiv i forsøget på at finde den rette direktion til en teaterinstitution, som de måske ikke kendte så godt. For hvad og hvem var det, de ledte efter som afløser for Peter Langdal og Henrik Hartmanns mere end vellykkede regime i 22 år på Frederiksberg Allé?
Der skulle ske noget, men hvad var det egentlig, der skulle ske, når man satte to mennesker sammen, som ikke kendte hinanden og derfor heller ikke havde et fælles program. Den gang kaldte jeg det for à la X Factor, hvor man, når der ikke er egnede kandidater, blot går ud og finder dem selv.
Det er et problem, at hele vort teatersystem er semioffentligt. På den ene side er det skattekroner, der holder skuden i gang – på den anden side kalder Kulturministeriet det armslængdeprincip og nedsætter den ene bestyrelse efter den anden – med eller uden kompetencer til at tage de endelige beslutninger. Gad vide hvor mange i Betty Nansen Teatrets nuværende bestyrelse, nedsat i 2012, der egentlig har et langt og dybt kendskab til teaterkunst og drift af en kulturinstitution.
Ser man på makkerparret Vibeke Windeløv og Stefan Larsson, har Windeløv fra dag ét spillet åbent ud og ærligt erklæret, at hun ikke ved noget om teater, men hvad alle ved, hun har været en stærk kvinde inden for film. Men hun er altså hverken instruktør, skuespiller eller på anden vis forbundet med teater. Stefan Larsson derimod er teatermand. Til gengæld havde han en kort periode på Aarhus Teater som direktør. Efter sigende var han meget hjemme i Sverige i den periode og overraskende mange kunstnere blev importeret fra netop Sverige i den korte tid, han sad på teatret. Han forlod posten, før kontrakten udløb, og den officielle begrundelse var familien hjemme i Sverige. Han var kandidat til lederposten på Dramaten, fik ikke opgaven og søgte så Betty Nansen Teatret – som selvfølgelig ligger lidt tættere på Stockholm end Aarhus. Havde bestyrelsen talt ud med Stefan Larsson forud for ansættelsen? Vi ved det ikke. Men den formodede samtale har fra mindst den ene side ikke været helt fyldestgørende.
I øvrigt har selve den repertoirelinje, som teatret har lagt, været mærkelig og på et intellektuelt ambitionsniveau, som ikke helt svarer til, hvad der er muligt på et københavnsk teater, der helst skal sælge billetter.
Tilbage står et indtil videre mislykket projekt, en afklædt bestyrelse og en teaterbranche, der skal begynde at tænke sig gevaldig godt om. Er det en god idé med de mærkelige strukturer vi har, hvor der er en semipolitisk indblanding i alverdens beslutninger? For kunst er altså ikke noget som gode partisoldater eller andre kendisser nødvendigvis mestrer. Kunst er heller ikke noget, der opstår af store personlige ambitioner. God kunst kommer, når nogle mennesker med skabende evner glemmer sig selv og finder sammen med andre i fælles projekter.