4 stjerner – 5 til iscenesættelse og skuespillere – 3 til teksterne.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Smask på Mungo Park i Allerød.
Endnu engang er det skuespillerne, iscenesættelsen og scenografien, der sejrer og overbevisende dækker over et svagt tekstgrundlag – her sammensat af instruktøren.
Smask på Mungo Park. Nana Morks. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Når det gamle Mungo Park-teaterhus i Allerød snart får en ny funklende tilbygning, kommer jeg nok til at savne den gamle atmosfære og vil huske tilbage på de mange og gode forestillinger i møbellageret. Utallige gange har præcise, små scenografier imponeret. Takket være mange gode skuespilleres mindeværdige præstationer har Mungo Park være noget særligt. De få scene-kvadratmetre har været en udfordring, der er blevet honoreret. Hvordan mon det bliver i fremtiden?
Smask på Mungo Park. Henrik Prip. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Skuespilleren Henrik Prip er, som jeg gang på gang skriver, en virkelig god karakterskuespiller og løfter niveauet blandt de unge skuespillere hos Mungo Park. Sara Fanta Traore og Nana Morks matcher ham dog flot i de tre små monologstykker, som instruktøren Anastasia Nørlund på en let og logisk måde får kædet sammen. Det føles naturligt med disse triste og alligevel morsomme eksempler på tabt kærlighed sat ind i et semiabsurd miljø. For det er netop balancegangen mellem en trist venteværelsesrealisme og en gryende absurdisme, der er forestillingens styrke og humor.
Smask på Mungo Park. 2021. Foto: Zuhal Kocan.
Sjovt og lattervækkende er det faktisk, når den fraskilte mor, spillet af Sara Fanta Traore, kun må kommunikere med sin eks, når det er livsnødvendigt. Hun føler sig forladt og kan ikke lade være at skrive sms’er til ham og benytter det mest strikse skranke-bureaukratsprog, der kan opdrives på nogen socialrådgiver-efteruddannelse. Det er både så sandt og så sørgeligt, og hun ender da også med at give ham barnevognen med indhold. Så kan han få alle årets 52 uger! Det er en monolog, næsten da.
Smask på Mungo Park. Sara Fanta Traore. 2021. Foto:Zuhal Kocan.
Mere ligeud er teksten hos den forladte mand, spillet af en sorrig og munter Henrik Prip. Konen er gået, boet skal deles, og så ser han, at de begge årtier tilbage havde leveret samme Dorrit Willumsen-bog til det fælles hjem. Ak – der var vist kærlighed engang. Også her er det en næsten-monolog, som lever, fordi Prip evner at variere og give ekstra nuancer til historien, da den skal fortælles til et udklædt Halloween-barn. Men ekstra dimensioner og “undertekst” afslører teksten ikke.
Smask. Mungo Park. Henrik Prip og Nana Morks. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Også sidste sketch om at blive forladt er morsom og bliver i ekstrem overgearet stil spillet af Nana Morks, som snart behersker de fleste genrer fra lillepige til alvorskvinde. Igen er skuespilleren formidabel ved at lade sorgen drive ud af kroppen via latter. For det hele foregår i en latterklub, og jeg tror faktisk ikke, det er opspind. De eksisterer vist derude!
Selvfølgelig skal den unge pige være ulykkeligt forelsket i en anden kvinde. Vi lever jo i nye tider, så den udvalgte sheik må ikke længere hedde Kaj eller Orla.
Her i den sidste historie om overstrømmende sorg er der tillige det, som vist på nudansk og i et kulturministerielt ansøgningsfelt hedder publikumsinddragelse. Dvs. skuespilleren går ned og hiver en tilfældig publikummer op kortvarigt på scenen. Også det lykkes fint for mungo’erne og instruktøren Anastasia Nørlund.
Instruktøren har meget fornuftigt valgt en semiabsurd ramme til fortællingerne. Det fungerer og med nogle mega teddybears m.m. på scenen er signaleret personer, som aldrig bliver voksne. Fine og håndgribelige symboler på en barndom, som bliver ved at findes i underbevidstheden.
Smask er blevet til endnu en fiks, velspillet og underholdende teaterleg hos Mungo Park.
Efterskrift:
Mens teksterne på overfladen er ok, er de alligevel for simple og ligetil. Som gode øvelser på en dramaskole. Det er fint nok, hvis det ER var en dramaskole, men Mungo Park er et teater. Jeg har snart skrevet det mange gange. Der tales fortsat om ny dansk dramatik. Sådan har det lydt i hvert fald i 50 år. Men i 1970-erne fandtes bl.a. DRs Radioteatret, som fungerede som ruge- og sandkasse. Her var mulighed for uden de vildt store omkostninger at afprøve skriveevner m.m. Her var der kun sjældent monologer. Personerne skulle tale sammen og via dialogen udvikle persontegningen. Radioteatret findes ikke mere, men mange egnsteatre, børneteatre og såmænd også landsdelsscener har givet masser af muligheder for unge skrivelystne dramatikerspirer. Hvornår bliver teksterne interessante?
Igen, igen må jeg spørge til dramatikeruddannelsen, som ligger i Aarhus. Måske har den udviklet sig til et monolog-akademi.
Netop her på Mungo, hvor unge dygtige instruktører, skuespillere og scenografer boltrer sig, ville det være befriende, hvis man tog konsekvensen og selv om programmet er ny dramatik, så kunne det måske være nyttigt bare af og til at gribe ned i den store skat af dramatiske, historiske tekster. Der er nok at tage af, også i det lille format: Albee, Pinter, Strindberg eller som Sorte Hest lige har bevist: Lars Noréns ægteskabelige trakasserier. Find noget, hvor der er et levet liv og masse af psykologi nedenunder hver replik – det ville også være godt for dramatikerspirerne at lære af.
Og sjovt nok – på trods af, at Mungo Park i et par år med den dynamiske leder Anna Malzer i spidsen har talt om ungdom og ungdom, så svigter kernepublikummet ikke det lokale teater. Gennemsnitsalderen var mindst 70 år denne onsdag, hvor jeg kom forbi.
Medvirkende: Sara Fanta Traore/ Rikke Westi, Nana Morks og Henrik Prip
Iscenesættelse og bearbejdelse: Anastasia Nørlund,
”Med venlig hilsen din ekskone”: Zakiya Ajmi
”Allehelgensaften”: Rasmus Krone
”Klubben”: Oprindelig idé: Marie Bjørn. Deviset og bearbejdet af: Anastasia Nørlund
Scenografi: Frederikke Dalum
Lyddesign: Emil Bøll
Lysdesign: Mikkel Givskov
www.mungopark.dk