Kulturkupeen

Snedronningen – urpremiere på Operaen.

4 stjerner. (5 stjerner til musikken – 5 stjerner til sangerne – 3 stjerner til instruktøren).

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

“Snedronningen” lever allerbedst i de øjeblikke, hvor snefnug og musik hvirvler rundt og forenes i et kosmisk hele.

Urpremiere på en dansk opera og ovenikøbet på baggrund af H.C. Andersen. “Snedronningen” af Hans Abrahamsen har været ventet med spænding. Komponisten, der modtog Sonnings Musikpris i år, 2019, har efter sigende arbejdet på ideen tilbage fra 2007, og efter en officiel bestilling fra Det Kongelige Teater tog arbejdet fart. I øvrigt var H.C. Andersen kun 5 dage om at skrive eventyret: “Mit seneste Eventyr, “Sneedronningen” har det været mig en Lyst at nedskrive, det trængte sig saaledes ind i min Tanke, at det dandsede hen over Papiret” skrev H.C. Andersen til B.S. Ingemann i december 1844.

Historien om Kay og Gerda er kompleks, når man trænger ned i den, men handler summarisk set om Kays uskyldstab – og Gerdas rene kærlighed til ham: Hendes tårer  får isen til at smelte….og eventyret slutter med deres forening – ikke som børn, men som voksne med det barnlige intakt i hjertet.

Abrahamsen forholder sig forholdsvis tro mod udviklingen i eventyrets syv historier og lader musikken folde sig ud. Derved opstår de musikalsk set mest spændende passager i de mere kosmiske scener, hvor snefnug og Snedronningen, der er blevet omdøbt til Den universelle, udnytter Operaens rumlige format  og indgår i den smukkeste samklang, også rent visuelt, med lysdesignerne Bruno Poet og Matt Daw sammen med Playmodes Studio. Tilsammen får de scenerummet til at fryse til is. Glas- og issplinter diffunderer rundt i hele operaen, fra balkon til balkon.  Så lytter man henrevet og forstår Abrahamsens fascination af historien. I tredje og sidste akt bliver der heldigvis skruet op for sangerne, hvor ikke mindst Sofie Elkjær Jensen viser sit format som Gerda. Men Kay, sunget af mezzosopranen Melis Jaatinen, prinsessen og prinsen, med henholdsvis Sibylle Glosted og Gerd Henning-Jensen spises af med for lidt sang. Det er lidt ærgerligt. Ikke mindst da det unge talent Sibylle Glosted i prinsesserollen får sin kongelige debut.

Musikken er derimod så raffineret, tæt og nogle steder stramt indkapslet, at den er umulig at dechifrere efter en gennemlytning. Tilgengæld er Francisco Negrins iscenesættelse ikke så kompliceret og spænder desværre ikke mindst i begyndelsen nærmest ben for sangerne. En lang åbningsscene – først mimisk, siden med musik og sang foregår på scenegulvet helt fremme mod orkestergraven. Der synges ganske lavmælt, og scenen kommer til at stå i en uskønt kontrast til den langfart som både Kay og siden Gerda skal på.   I programmet siger komponisten ærligt, at han ikke hører de ord, sangerne synger i en opera, han koncentrerer sig om tonerne. Det er selvfølgelig et standpunkt, men for at yde eventyret retfærdighed, ville det være godt  at få etableret den lille og nære verden som en tydelig, men også hørbar modsætning til det universelle. Siden fungerer både scenografen Palle Steen Christensens flotte og monumentale dekoration fortræffeligt i forening med det overbevisende lysshow, mens sangerne ikke har nok materiale at arbejde med.

Jeg havde også glædet mig til at genhøre Johan Reuter, som  ikke mere er fast på Det Kongelige Teater. Men selv om han, svævende midt i scenerummet, får lov til næsten at slutte hele operaen med et “Tik Tik ”  som symbol på tiden ingen kan standse, synes det samlet set lidt pauvert for vor store barytonsanger.  Men Kapellet og koret, som også fik afmålt deres sang på en vægt, var som altid  en stor nydelse under ledelse af Robert Houssart.

I december har  “Snedronningen ” i en anden iscenesættelse premiere i München på Bayerische Staatsoper. Det kan blive spændende at se om “Snedronningen” ( på engelsk) i Sydtyskland kan få en anden, måske romantisk eller  ligefrem biedermeiersk stemning på scenen som kontrast til Abrahamsens moderne partitur.

Ps. Operamanden og H.C. Andersen-specialisten Henrik Engelbrecht har sammen med Hans Abrahamsen skrevet librettoen, som er forholdvis Andersen-teksttro.

www.kglteater.dk

( Anmeldelsen er kort, og der mangler billeder – stadig på grund af en dårlig højre hånd.)

2 tanker om “Snedronningen – urpremiere på Operaen.

  1. Thomas Jensen

    Det mimiske i starten skyldtes primært, at dronningen kom for sent, så der måtte improviseres. 🥴

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *