Kulturkupeen

Thure Lindhardt taler ud i ny bog.

“Vi ved jo, hvordan det er at være menneske”  af Thure Lindhardt i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen.

Kommenteret af Ulla Strømberg. (Selvbiografier får ingen stjerner)

Det er hverken skuespillererindringer eller bekendelseslitteratur. Thure Lindhardt giver snarere et billede af sig selv, som man kan lide eller lade ligge. Og så handler det ellers om om en mand, der ville være skuespiller og i øvrigt kommer ud af en præsteslægt og på moderne vis kan forelske sig i begge køn. Måske er han også lidt imponeret over den professionelle karriere,  og det kan man vel heller ikke fortænke ham i.

Rune Skyum-Nielsen har tilsyneladende meget loyalt skrevet alt ned. Spørgsmålet er selvfølgelig så, om det er ham, der har redigeret teksten,  så den er akronologisk – eller det er Lindhardt. I hvert fald er teksten let flydende og ganske vel skrevet  med kun få irriterende moderne talemåder. Tilgengæld er forordet mere “moderne”.

Men det jeg, som teaterhistoriker, altid søger, når en skuespiller giver sig i kast med at fortælle, er fortolkninger af roller og forståelse af vejen hen til rollen og omkostningerne. Her bliver jeg desværre ikke meget klogere, måske fordi samtalen imellem de to herrer ikke har drejet sig om teater. Kun  et par steder fortæller Lindhardt om, hvordan han opsøger miljøer for at forstå den karakter, han skal i lag med. Ellers er det mere følelser og fornemmelser.

Men livet leves jo forlæns, så det fremmer heller ikke forståelsen af skuespillerens metier, at bogen hele vejen igennem tidsmæssigt er blandet sammen. Bogen lægger nok også mere vægt på filmroller og i det hele taget Thure Lindhardts internationale karriere, som jeg ikke kendte så godt. Og imponerende er den. Yes. Men filmarbejdet beskrives egentlig heller ikke, så det kan forstås rent kunstnerisk. Joh, der er limousiner  og ugers ventetid i Hollywood og alt muligt andet, som vi dødelige kun kender fra tv, men vejen derhen til den figur, vi møder på lærredet, mangler.

At Thure Lindhardt er en begavet og eftertænksom mand, der har en skrøbelig ydre form, har han aldrig lagt skjul på. Det kunne foranledige en til at konkludere, at han også som privatperson er skrøbelig. Det afmystificerer bogen 100 procent,  og derfor er bogens hovedærinde nok at vise en mand med forholdsvis  styr på karrieren og egentlig også sig selv. En moderne type, der bor et moderne sted  og lever et moderne liv.  Derfor hjælper det nok ikke, at jeg også efterlyser en oversigt over alle Lindhardts teaterroller  og film i kronologi – og i det hele taget gerne vil forstå personen og skuespilleren, sådan hen ad vejen. Men der er ingen oversigter, intet indeks.

Bogen har også nogle grå sider, som er helliget refleksion, men for mig at se flyder det hvide og det grå sammen ved læsningen.  Noget af det vigtigste i bogen står i øvrigt på en hvid side:  “Det er ikke mig og mit skuespil, det handler om, det er de mennesker, jeg portrætterer” ( s. 115).

Erindringerne vil måske kunne sætte skub i og glæde unge mennesker, der vakler, mens ældre generationer nok har sværere ved at forstå de indre linjer og judgementer.

Og for en ordens skyld:

Thure Lindhardt: født i 1974 i Roskilde, uddannet på Odense Skuespillerskole. Filmkarrieren begyndte med “Her i Nærheden” – mens teaterkarrierens debut var i det moderne britiske stykke: “Shopping og Fucking”. Thure Lindhardt har haft hovedroller på film og teater – bl.a. titelfigur i “Hamlet” og Aladdin”.

Bogen er tilsyneladende et bestillingsværk fra forlaget Gyldendals side.

www.gyldendal.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.