Kulturkupeen

Snowden

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Nervepirrende film om Edward Snowden.

Patriot, spion, flygtning, hacker, helt eller forræder. Kært barn har som bekendt mange navne. Ligeså whistlebloweren Edward Snowden. Og med god grund. Snowden er ansvarlig for det mest vidtrækkende læk i USA’s efterretningstjenestes historie.

snowden-aleneFoto: SCANBOX ENTERTAINMENT

Filmen,der er stærkt inspireret af dokumentarfilmen om ham Citizenfour(2014), starter i 2013 på et hotelværelse i Hong Kong, hvor Snowden( Joseph Gordon –Levitt) befinder sig i eksil. Her mødes han i hemmelighed med en filmdokumentarist og to journalister fra The Guardian og The Washington Post.. Det er herfra Snowden trykker på knappen og lækker tusindevis af fortrolige filer til de to aviser. Filerne dokumenterer amerikansk masseovervågning ikke blot af fremmede regeringer og terrorbevægelser, men også af politikere, firmaer og ganske almindelige mennesker verden over. Fra hotelværelset med de nedrullede gardiner går vi tilbage i tiden og får historien om, hvad der drev den stille, højt begavede og velansete Snowden, som havde været ansat i NSA og CIA til at afsløre tophemmelige filer.

snowdon-foran-skaermenFoto: SCANBOX ENTERTAINMENT

Det er der kommet en rigtig spændende og virkelighedsnær film ud af. En film der stiller spørgsmål til, hvor meget personlig frihed vi skal ofre på sikkerhedens alter. Filmen har bred appel og er også for dem, som ikke fulgte sagen i detaljer, da medierne gik amok i forbindelse med lækagen.

Snowden selv har fra sit eksil i Moskva været inde over filmen som sandhedsvidne. Filmen viser dokumentariske klip med den virkelige Snowden herunder bl.a.et interview med ham i Moskva.  Filmen har således et stærkt dokumentarisk præg, selv om det under forteksterne oplyses, at der er tale om fiktion baseret på virkelige hændelser.

En central skikkelse i filmen er Snowdens kæreste Lindsay Mills(Shailene Woodley), som er nøglen til Snowdens menneskelige side. De er som dag og nat, men hun forstår og stoler på ham, selv om han aldrig har fortalt hende hende om detaljer i sit arbejde. Da han lækker filerne, kommer det også som et chok for hende.

Sacha_3254.NEF

Gorden-Levitt giver som Snowden et rørende portræt af en mand som på den ene side er patriot og elsker sit land og på den anden side føler, at han ligger inde med en viden, som han er nødt til at delagtiggøre verden i.

Den 70årige tredobbelte oscarvinder Oliver Stone er manden bag filmen.”Jeg besluttede mig for at udforske, hvad der foregik inde i Ed’s hoved. Hvad var det, der gjorde, at det blev ham, der offentliggjorde dokmenterne?” siger han i et interview. Det er lykkedes Stone at komme nærmere på et svar på det spørgsmål. Filmen, der varer to timer og 14 minutter, er ikke et minut for lang. Snowden er ikke blot fængslende. Den maner også til eftertænksomhed. Var han en helt eller en forræder?  Gå ind og se filmen og døm selv.

Instruktør: Oliver Stone

Trailer: SCANBOX ENTERTAINMENT




Premiere: 29. september 2016