∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sommerballet. Dansk design. Bellevue Teatret.
Overraskende interessant og anderledes sommerforestilling – som kunne have undertitlen: Arkitektens mareridt eller vejen til inspiration.
Superdanseren Alban Lendorf er tilbage på gæstevisit i Danmark efter flere år i New York hos The American Ballet Theatre.
Promotionbillede af Alban Lendorf. Bellevue Teatret, Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det var med bange anelser, at jeg gik på Bellevue lørdag aften. Et par pressebilleder, med henholdsvis Arne Jacobsens ”Ægget” og en Alban Lendorf i liggende positur med bar overkrop, havde varslet en tilsyneladende vulgær tilgang til emnet: dansk design i almindelighed og Arne Jacobsen i særdeleshed. For stedet er jo Jacobsens smukke Bellevue Teatret i Klampenborg, Den hvide perle ved det blå Øresund.
Heldigvis er ”Dansk design”, efter idé og koreografi af René Vinther, med superdanseren Alban Lendorf helt anderledes og et seriøst forsøg på at forene alle mulige af teatrets virkemidler, fra scenografi og koreografi til lys og lyd, for at fortælle noget om kunstnerens skabelsesproces – og vel at mærke arkitektens!
“Danish Design” Bellevue Teatret 2019. Alban Lendorf. Foto: Emilia Therese.
Hele sceneåbningen er bygget om, og er nu helt hvid med kraftigt perspektiv. Her mærkes scenografen Benjamin La Cours sikre hånd. Det fungerer flot med et stort lærred, hvor flere af de kendte danske møbeldesignere som optakt fortæller: Arne Jacobsen, Wegner, Kjærholm m.fl. I korte klip møder vi disse herrer, som har beriget os med ikke mindst nogle bemærkelsesværdige og holdbare stole. Men pludselig skifter alt, og Alban Lendorf ligger på scenen under et bord. Han træder frem – i sorte cowboybukser og t-shirts og begynder at bevæge sig i en blanding af klassiske attituder og moderne bevægelser. Han krøller den ene skitse efter den anden. Duer ikke! Han er arkitekten på jagt efter den rette idé!!
“Danish Design” Bellevue Teatret 2019. Alban Lendorf. Scenografi: Benjamin La Cour. Foto: Emilia Therese.
En spændende projiceret figur i bevægelse på scenens sider og bagvæg bliver modspiller og giver kraftige associationer til både Le Corbusiers store mandsfigur – og Leonardo da Vincis berømte mandsperson indtegnet i en cirkel. Vi er ved basis: mennesket i rummet. For uden respekt for menneskekroppen, intet vellykket design. Denne undersøgelse fortsætter snart med seks hvidkalkede dansere, to kvinder og fire mænd, som befolker scenen på store og små, hvide kuber og kasser. Alban Lendorf, alias arkitekten, kæmper nu med de levende figurer, skikkelser og deres kasser. Det føles som et mareridt og bliver værre, da han i vægtløs tilstand tumler rundt i snører højt oppe over scenegulvet. De uendelige projektioner skifter i rytmiske forløb, og musikken har nu bevæget sig over til mere techno i pagt med de seks danseres abrupte bevægelser.
“Danish Design” Bellevue Teatret 2019. Alban Lendorf. Foto: Emilia Therese.
Ikke mindst Alban Lendorfs stræk og beherskelse af kroppen er en nydelse at se på, selv om selve koreografien ikke i sig selv rummer hverken fornyelse eller overraskelser. Men det bærer man over med, for godt ser det ud.
I rette moment skifter mareridtet. For Lendorf, arkitekten, er nået til klarhed. Han skulle tilsyneladende så meget grumt igennem, før ideerne kunne udkrystallisere sig. En usynlig blyant tegner (og fortæller), hvordan Bellevue-området blev til med teater, det ikke realiserede høje tårn og de markante stole i salen – som (helt uden belæg) er blevet sammenlignet med Øresunds bølgetoppe. Smart og teknisk bliver disse projektioner clouet på arkitektens mange anstrengelser: vi ser lige foran os, hvordan det mareridtsagtige, Sisyfos-lignende arbejde krones med et helstøbt, færdigt værk.
“Danish Design” Bellevue Teatret 2019. Alban Lendorf. Foto: Emilia Therese.
På 45 minutter lykkes det danseren Lendorf, koreografen Vinther og scenografen La Cour at fortælle en anderledes historie om kunstnerens vej mod værket. Og med en danser som Alban Lendorf i verdensklasse på scenen er det lige til at holde ud.
Bellevue Teatret. Arkivfoto af teatret ved åbningsforestillingen, 1936.
Noget andet er, at Arne Jacobsen nok ikke havde så svært ved at nå frem til sine resultater. Han var en tænksom og myreflittig mand, der vidste det meste om fortidens og samtidens arkitektur og stod på skuldrene af sine forbilleder: Erich Mendelsohn, Walter Gropius og Alvar Aalto. Spørgsmålet er også, om Arne Jacobsen, hvis han havde mareridt, ville opleve det i helt skingrende hvidt, da han jo elskede farver. Ikke mindst den douce blå/grønne nuance hentet fra naturen holdt han af og havde i øvrigt over 300 forskellige plantearter i sin lille rækkehushave.
Det er også forunderligt, at man, hvor jeg først sad, på række ti midtfor, ikke kunne se en snus, for stolene er placeret lige bag hinanden. Det ser flot ud, men hensigtsmæssigt er det ikke. Det var arkitektens valg, dengang i 1936.
Men det skal ikke stå i vejen for ”Sommerballet. Dansk Design”, der har givet Bellevue Teatret et veltrimmet og charmerende bud på et moderne Arne Jacobsen-portræt. Og denne nye forestilling er langt mere i øjenhøjde med publikum end Robert Wilsons fortænkte ”The White Town” tilbage i 2002.
Med “Sommerballet. Dansk Design” er den gamle sommerballet-tradition, som Alexander Kølpin stod i spidsen for igennem mange år, nu vendt tilbage til Bellevue, blot i nyt regi. Det er bare så godt. Og at det danske balletpublikum endelig kan møde Alban Lendorf den næste uges tid på Bellevue Teatret, er heller ikke så dumt.
Medvirkende: Alban Lendorf, Stine Andersen, Tiago Miguel Mourato Coelho, Catarina Clode Casquiero, Troels Graakjær, Nicco Olaybal Graulund-Jørgensen & Magnus Kofoed.
Koreografi René Vinther
Scenografi Benjamin La Cour
Musik Jesper Mechlenburg & Mike Sheridan
Varighed: 45 min.
Dansk Design opføres kun 7 gange, sidste gang søndag d.25. 8. 2019.
NB: Læs mere om Arne Jacobsen og Bellevue Teatret i bogen: Ulla Strømberg: “Bellevue Teatret. Arkitektur og teater i Arne Jacobsens bygningsværk”. Bogværket 2013.