Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Nikoline Werdelins seneste opus.

En patchworkfamilie hedder det vist, når man lever moderne, har været gift, skilt, gift, skilt etc. og lever med børn fra flere ægteskaber eller forhold, mens afkommet på forskellig vis har flere halve og hele forældre, søskende, hunde, marsvin og deslige.

Er nogen blevet ofre? Ja, ifølge ”Stjernefamilien”. Ofre og tabere over hele linjen. Oven i hjælper den moderne, fremmedgørende teknologi heller ikke.

Disse kendsgerninger og måske en personlig status over at være moden kvinde, danner baggrunden for Nikoline Werdelins nye stykke.

Stjernefamilien. Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Scenen er sat på et nøgent, skråt gulv skabt af scenografen Karin Betz. På bedste Dogville – manér skal gulvet illustrere det ene, det andet og det tredje hjem, hvor personerne bor og konfronteres med hinanden.

Persongalleriet klippet ud af tegneserierne

Hovedpersonen er den synlige taber, den diagnosticerede unge mand, der må nøjes med at være kustode på et museum, men både kan spille violin og tale med om litteratur. I første omgang har han nægtet at sige goddag til den nye, digitale verden, og det gør ham til en outsider. Hans sprog er hæmmet; lider han af Asbergers syndrom? Peter Christoffersen har lagt en klar og stringent maske, som han fastholder indtil næstsidste sekund. Kostumet støtter figurtegningen: striktrøje, vand i kælderen på buksebenene, livremmen strammet ind og små briller under det uklippede, forpjuskede hår. Han er kort sagt forsømt og som skåret ud af en film om hæmmede og skæve personer, også når han forelsker sig i musiklærerinden.

Stjernefamilien. Peter Christoffersen. Foto: Camilla Winther.

Omkring ham er et spraglet galleri, tæt på både klicheerne og det komiske. Machomanden, spillet af Jens Jørn Spottag, er klog, professor, med hang til damer, kan lave armbøjninger og er ligeglad med sit afkom, som han har fået med forskellige kvinder. Der er intet forsonende ved ham. Han er hovedskurken.

Den fraskilte kone: feminist med langt hår og gevandter, har været på alle de øko- og mikro makrotrips, der findes. Og så skriver hun kogebøger! En ren Woody Allen-figur. Karen-Lise Mynster forsvarer hendes langt hen ad vejen, også da hun erkender at være nået til usynlighedstadiet for kvinder over 55 år, hvor ingen gider lægge mærke til dem. Så er der kun den lesbiske mulighed tilbage. Målet bliver Maria Rossing, som endnu engang spiller den gode kvinde, der forstår alle de andre og kan lindre smerter, fordi hun oven ikøbet er fysioterapeut! Og ikke at forglemme: to yngre kvinder – den hårdtslående tyske feminist Xenia Noetzelmann og en musikalsk iransk/dansk type spillet af Lila Nobel.

 

Stjernefamilien. Foto. Natascha Rydvald.

Hun ved, hvad der rører sig

Nikoline Werdelin er bedre end en gallupundersøgelse. Hun ved, hvad som rører sig i danskere og har næse for at karakterisere first movers og de mere gammeldags typer. Hun gjorde det med overordentlig humor engang med tegneserierne, først i Politiken – siden også i ugeblade. I de seneste mange år har Werdelin også været dramatiker og har medbragt det bedste fra tegneriet suppleret med gedigen dramaturgisk indsigt.   Samtidig har hun i de senere år haft det princip, at hun foretrækker selv at være instruktør på urpremieren.

Lidt dumdristigt, der kan mangle et filter, men forståeligt nok, da mange forfattere vist ofte er bange for at blive misfortolket eller taget til indtægt for nogle fremmede synspunkter.

Forestillingen ”Stjernefamilien” på Det Kongelige Teater – er derfor helt og aldeles et Nikoline Werdelin – produkt.

Stjernefamilien. Foto: Camilla Winther.

Stykket påpeger nogle konkrete skavanker ved dagliglivet anno 2016, men kommer ikke med løsninger. Men vore problemer er jo egentlig ganske alvorlige. Derfor bliver det lidt skævt, at man det ene øjeblik ler, men straks derefter skal tage en alvorsmine på. Og en handicappet mand må man slet ikke le ad!

Forestillingen kører pænt der ud af, de forskellige portrætter kommer i hus, mens selve dramaet er et patchwork om denne patchworkfamilie.   Men ramt blev jeg ikke. Kun lidt sørgmodig over dette nutids- og familiebillede.

I øvrigt blev Nikoline Werdelin selv portrætteret i Politiken omkring premieren, og her fremgik det, at stykket byggede på en del selvbiografisk stof samt ,at det slet ikke er noget lystspil.

 

Iscenesættelse: Nikoline Werdelin

Scenografi og kostumer: Karin Betz

Lysdesign: Clement Irbil

Komponist og musiklærer: John von Daler

Medvirkende:Peter Christoffersen, Karen-Lise Mynster, Jens Jørn Spottag, Maria Rossing, Lila Nobel, Xenia Noetzelmann.

www.kglteater.dk