Kulturkupeen

Stjernestund med Lise Davidsen i Tivolis Koncertsal.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗ 

Stjernestund med Lise Davidsen i Tivolis Koncertsal.

Anmeldelse af Ulla Strømberg

Hun kom, sang og vandt hele Tivolis Koncertsal, hvor alle pladser var besat, den norske sopran Lise Davidsen.

Mens ikke mindst hovedstaden er bristefærdig af events, som om København er blevet en stor gadefest, var der godt med koncentration og sangkunst fra ”øverste hylde” i Tivolis Koncertsal, hvor haven tirsdag d.15. august tillige fejrede 180 års fødselsdag.

Den københavnske Operafestival er i gang, og Tivoli tog hul på en koncertrække med “Stjernestunder” i et par uger nu i august 2023.  Har man råd til billetpriserne, som ikke er lave, er der ingen grund til at kede sig – og kunsten er alt andet end ringe!

I et godt pakket program lagde den norske sopran Lise Davidsen sammen med Copenhagen Phil og dirigenten James Gaffigan kraftigt ud med Verdis ”Don Carlos” – og sangen ”Tu che le Vanità”.

Salen var nærmet blæst omkuld fra andet sekund, og beundringen og glæden hos publikum var til stede lige fra begyndelsen.

Lise Davidsen er stadig ung, født i 1987, men fejrer nu igen efter Corona triumfer på de store operascener. Hun er norsk og uddannet bl.a. fra Operaakademiet i København, men hvem glemte lige at ansætte det indlysende talent tilbage omkring 2015?

Lise Davidsen kunne klare sig uden København og vandt hurtigt adskillige konkurrencer, mens New York, Bayreuth, London og andre af de operahuse, som tæller på den internationale skala, hurtigt så talentet og gerne vil give den dramatiske sopran det meste.

Lise Davidsen, 2023, Pressefoto fra Tivoli af James Hole.

Hendes repertoire spænder bredt og, som hun selv har udtalt, er hun godt på vej til at tage fat om de store og tunge partier hos Wagner.For der kræves ikke kun evner, men også udholdenhed og styrke i stemmematerialet for at klare bl.a. “Ringen”. Lise Davidsen kan snart det hele og sammenlignes ikke uden grund med den store norske stjerne fra begyndelsen af det 20.århundrede, Kirsten Flagstad.

Heldigvis gav Lise Davidsen et par eksempler på sin wagnerkunnen, desværre lidt for korte, med en lille smagsprøve fra Valkyrien ”Du bist der Lenz”, mens det officielle program sluttede med Tannhäuser: ”Dich Teure Halle”.  To ekstranumre mindst, krævede salen – og sangerinden kvitterede for applausen sammen med det velspillende orkester, som skabte den nydeligste baggrund og også fik lidt frirum.

Copenhagen Phil havde deres egen stjernestund med bl.a. ”Rienzi Ouverturen” af Wagner – med premiere i 1842, dvs. måske Wagners tidligste succes, og, skriver div. kilder, Adolf Hitlers yndlingstykke af Wagner. Måske derfor spilles det ikke ofte og er i øvrigt mindre elegisk end de senere værker, ganske bombastisk – jeg er helt afgjort til den senere Wagner!

Se www.tivoli.dk

www.operafestival.dk’

 

 

Lise Davidsen giver koncert d.19. august i Aalborg – Varm, varm anbefaling, hvis man er på de kanter.

Tivoli og Operafestivalen fortsætter de næste dage med imponerende tilbud, men det er næsten for meget, for hvem har tid, råd og kræfter til det hele?

Hvis man i øvrigt er vild med DRs allestedsnærværende musikjournalist Mathias Hammer, så er han tilsyneladende købt af Tivoli til at snakke efter de fleste af koncerterne.  Også Operafestivalen bruger samme mand ved adskillige lejligheder.

Ganske mærkeligt og uopfindsomt. Er Danmark så lille et land, at der kun er én (skinger) stemme, der kan udlægge musikken for de såkaldt uvidende og umælende? Jeg er uenig, men det må ikke skygge for de gode oplevelser i koncert- og teatersalene, som er på programmet de næste uger i august, og man kan jo bare gå, når koncerterne er ovre.

 

En tanke om “Stjernestund med Lise Davidsen i Tivolis Koncertsal.

  1. Solveig Molgaard

    Jeg overværede heldigvis koncerten. Hun er en meget stor kunstner. Apropos M. Hammer: Han e r
    enestående dygtig og charmerende. Kender absolut ingen, der kunne gøre ham kunsten efter. Gør du? Hvad den mand ikke ved om musik, er ikke værd at nævne. Ser naturligvis klassisk musikquiz, som er et lyspunkt i de mørke måneder. Ergo: Tak for Mathias HAMMER.
    En på 11. sæson frivillig ved CPH Opera Festival.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *