Kulturkupeen

Tetzen-Lunds kunstsamling, 400 moderne mesterværker spredt for alle vinde. Ny kunstbog.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Tetzen-Lunds kunstsamling, 400 moderne mesterværker spredt for alle vinde. Ny kunstbog af Jesper Svenningsen.

Vigtig og velskrevet kunsthistorisk bog om en kunstsamling, som blev samlet i løbet af få år – hurtigt igen opløst.

Det er stadig til at græde over! En gang imellem, kunne man ønske sig, at historien havde udviklet sig anderledes, også inden for de ”blødere” områder. Havde forretningsmanden og kunstsamleren Christian Tetzen-Lund ikke været så opsat på at afhænde sin hurtigt erhvervede kunstsamling i begyndelsen af 1920erne, ville danskere i dag  have mulighed for på en lettilgængelig måde at møde værker af Picasso, Cézanne, Kandinsky og flere andre fra den moderne kunsts højeste rangklasse. Men sådan skulle det ikke være.

Selve hændelsesforløbet har været kendt, men uden de mange detaljer.

Nu foreligger der en vigtig bog om samlingen, kunsthistorikeren Jesper Svenningsens bog: Tetzen-Lunds kunstsamling, 400 moderne mesterværker spredt for alle vinde.

Via et stort ”gravearbejde” har Svenningsen fået stykket det meste af både samling og detaljer ved erhvervelserne sammen.

For kunstinteresserede har denne samling, som blev til imellem 1916 og 1921 på foranledning Christian Tetzen-Lund, altid være kendt, men på den lidt uhåndterlige måde, da samlingen ikke findes mere, og dermed har det været så som så med dokumentationen.

Men den ikke-eksisterende samling har altid rejst en række spørgsmål: Hvordan og hvorfor var disse vidunderlige værker kommet på dansk jord – og hvorfor forsvandt de for hovedpartens vedkommende ud af landet igen.

Med Svenningsens bog er der svar på det meste og med en interessant og vigtig dokumentation med afbildninger af den verdenskunst, som kunne have været tilgængelig for danske museumsgængere den dag i dag.

 

Samlingen blev til i løbet af måske fem år, og siden hen, stadig i begyndelsen af 1920erne solgt af samleren selv, fordi han var ugift og havde fået et slagtilfælde, som han dog kom videre efter. Men han ville gerne efterlade en pengesum til en ung arving.

Der er en række faktorer, der spiller ind. Tetzen-Lund var vist ikke nogen lettilgængelig eller munter herre. Han var født  i 1852 i Aalborg og kom med en del af familien til København. Efter kort tid på Kunstakademiet, faktisk med henblik på at blive billedkunstner, fortsatte han som bank- og handelsmand. Han må have været ekstremt dygtig og nysgerrig og tilrettelagde selv sin internationale handelsuddannelse, der førte ham både til Riga og siden til Chicago. Efterfølgende  byggede han en kornforretning op. I begyndelsen af det 20. århundrede var han bosat i Aarhus. Men resolut solgte han sit firma og med en større sum vendte han tilbage til København.

Han havde allerede været interesseret i den nyeste danske kunst – og var blevet bekendt  med de yngre danske kunstnere, og bogen peger på en direkte “vækkelse” for moderne kunst i 1909.  De første udenlandske værker, han købte, var vist et par værker af Edvard Munch. Sidenhen blev det fransk kunst, der tiltrak sig hans opmærksomhed.

Da hans samling af kunst, som blev hængt op i lejligheden i Palægade, var på toppen, ejede han op mod 20 værker af Matisse og 20 værker af Picasso.  Han åbnede i stil med internationale samlere sin lejlighed for offentligheden.

 

Da Tetzen-Lund allerede i 1921-22 ville afhænde sin samling, på samme vis som han havde solgt sin virksomhed resolut, henvendte han sig naturligt nok til både Statens Museum for Kunst og Ny Carlsberg Glyptoteket.   Her var interessen ringe, selv om samlingen både set med datidens øjne og nutidens viden var exceptionel.

Heldigvis var der en anden samler i mindre format, Rump, som købte Matisse-værkerne, der lykkeligvis senere havnede på Statens Museum for kunst. Det har betydet, at der i Danmark er en fin samling af Matisse-værker på linje med Ny Carlsberg Glyptoteket (og Ordrupgaard) har gode værker af Gauguin. Men det er en anden historie.

Det sørgeligste kapitel i dansk museumshistorie er nok Karl Madsens manglende respons på Tetzen-lunds tilbud først om donation af flere værker tilbage i 1919 og to år senere om salg – også af de nyeste værker.

 

Ny Carlsberg Glyptoteket var inde i billedet som køber, men de tre mænd i bestyrelsen, en embedsmand, Helge Jacobsen og kunsthistorikeren Francis Beckett sagde nej. Næsten parallelt gik Landmandsbanken konkurs, og da forsikringsmanden Wilhelm Hansen på Ordrupgaard havde bygget sin kunstsamling op via lånte midler, måtte han sælge ud. Hans samling blev modvilligt spredt, for museerne ville ikke købe den nye kunst. Tetzen-Lund havde derimod købt kontant, men ville altså realisere det meste af sin samling, som på et tidspunkt har talt 400 værker.

Værkerne af Picasso, Derain, Braque m.fl. fra samlingen findes i dag på kunstmuseer i det meste af den vestlige verden.

Svenningsen skriver på en moderne og lydefri måde. Det er en nydelse at læse teksten, der ikke er spækket med nymodens kunsthistoriske fagudtryk, som plejer at være med, når en tekst er fagfællebedømt.

Bogen går også høfligt forbi detaljer om Tetzen-Lunds personlighed. Vi slipper for unødige lægelige detaljer, som det bl.a. kendes fra Blixen-forskningen. Heller ikke Karl Madsens psyke kortlægges. Men måske kommer det frem en dag, for lægen og kunstelskeren Oluf Thomsen var bekendt med dem alle, kunsthistorikere som kunstnere.

Bogen har mange og gode illustrationer, mens layouten  faktisk er det eneste, som stritter lidt, moderne og gammeldags på en gang.

Svenningsen har skrevet en meget vigtig bog på et tidspunkt, hvor adskillige museer i disse år viser udstillinger med værker fra perioden 1900-1940.

Der er alle de nødvendige noter, litteraturliste og meget interessante, supplerende billedtekster, Men der mangler en komplet liste over de værker, som er gået igennem supersamlerens hænder. Måske er det klogt, for ville den være komplet? Men lidt ærgerligt er det nu alligevel.

Jesper Svenningsen har skrevet en bog, som enhver kunstinteresseret museumsgænger bør læse. Og måske kunne kulturpolitikere også blive klogere.

Man kan jo fundere over, om det er rimeligt, at der stadig ligger så meget magt hos museumsledere af de store statslige og de store mere privatdrevne museer med betydelige statstilskud.

Udkommet d. 5. oktober 2022 på Strandberg Publishing.

www.strandbergpublishing.dk  

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.