Kulturkupeen

The doll behind the curtain – Den Åbne Opera på Takkelloftet.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

The doll behind the curtain – Den Åbne Opera på Takkelloftet.

Heldigvis endte det godt rent kunstnerisk. For på denne min sidste teateraften i det underholdningsmæssigt amputerede år 2020 var der premiere på kammeroperaen ”The doll  behind the curtain”. Det var sidste udkald, nu er alle hovedstadens teaterscener, biografer og lign. indendørs, kulturelle mødesteder lukket ned af coronaen.

the doll behind the curtain. Opera på Takkelloftet. 2020. PR foto.

Operaen opføres på Takkelloftet på Operaen i et meget velkonstrueret scenerum med Athelas Sinfonietta synligt for publikum. Scenen er ellers blot markeret med et par streger, en diagonal, nogle møbler og lærreder til bagprojektioner.  To rum, to verdener. Velgennemtænkt og veludført og ovenikøbet ganske smukt.

”The Doll behind the curtain” bygger på en iransk novelle af den i 1951 afdøde iranske forfatter Sadeq Hedayat med en libretto af Dominic Power og musik af den tidligere herboende iraner Amir Mahyar Tafreshipour. Operaen havde oprindelig urpremiere i London i 2015.

Historien, som udspiller sig i mellemkrigstiden, handler bl.a. om kultursammenstød og om nogle ganske basale spørgsmål om at leve sammen med andre mennesker.  Ville det ikke være nemmere at være alene eller med en kopi af en selv? Eller bedst af alt – med et umælende væsen?  Operaens historie om en dukke som substitut for et levende menneske er dog kendt fra litteraturen. I Ovids ”Metamorphoser”  hugger kunstneren Pygmalion en skulptur, der ligner en ung kvinde, som han kan forme efter sit eget hoved. Denne historie går videre hos George Bernard Shaw i skuespillet ”Pygmalion” og genopstår i musicalen ”My Fair Lady”. Men også fra den klassiske ballethistorie kendes ”Coppelia”, en dukke, som kan fordreje hovedet på mænd. Her stammer historien dog fra E.T.A. Hoffmann.

I teksten til “The doll behind the curtain” er der flere ikke indlysende  henvisninger til Shakespeares ”Hamlet”, hvor titelpersonen nok er umoden og på et tidspunkt afviser Ofelia, men han opfinder dog ikke nogen dukkesubstitut.

I en moderne kontekst er der såmænd andre paralleller om nemme følgesvende og deraf følgende afhængighed. Tænk på den yngre generation og de unges afhængighed af facebook, instagram etc. hvor folk hele tiden bliver pseudobekræftet i, at de er interessante, og at der er mennesker, som interesserer sig for dem – uden at stille krav.

Og det er netop, hvad der sker for hovedpersonen Mehrdad. Han er en ung mand, alene i den vestlige verden. Lige før han skal tilbage til Iran, forelsker han sig i en voksmannequin i et udstillingsvindue. Han køber hende og tager hende med hjem til Iran, hvor familien venter ham og er ved at planlægge et semiarrangeret ægteskab med en kusine. Men Mehrdad er på alle måder tiltrukket af den nemme omgang med dukken og støder både kusinen og familien fra sig. Til sidst tager han en resolut beslutning, som viser sig fatal. For kusinen er i sin ensomme og ulykkelige situation krøbet i dukkens kjole og bliver offer for det pistolskud, som på symbolsk vis skulle have gjort en ende på dukkens indflydelse.

Musikken er fascinerende uden at stikke af og følger almindelige normer og regler. Måske lidt for slavisk. Det begynder med et ulykkelig crescendo og følger ellers på næsten klassisk vis de forskellige situationer med den unge mand som tenor og mændene omkring han med dybere stemmer, mens kvinderne fint dækker de forskellige karakterer.

The doll behind the curtain. Takketloftet. 2020. Foto af US før forestillingen begyndte.

Sjældent har jeg oplevet Takkelloftets nøgne, tomme, sorte box så velfungerende.  Instruktøren Freja Friberg Lyme har gjort et formfuldendt arbejde og fået blandet de mange sangere og de forskellige elementer til en smuk helhed. Ikke mindst de præcise karakteristikker af de enkelte roller fungerer, så den måske forudsigelige historie alligevel bliver spændende.

Det Kongelige Teater har lagt hus til, men de har vist ikke haft mange udgifter på  denne produktion. En lang stribe af fonde takkes. Det er jo godt, og man må håbe, at Den Åbne Opera, som instruktøren står bag, får lov at vende tilbage og servere denne fine, lille kammeropera for et større publikum efter nytår. Det fortjener alle.

Heldigvis er der mange unge musikkræfter, der bare maser på. Ellers ville en teatergenre som opera ikke have det godt. Der er brug for begavede alternativer til de store operaer. Så mere af det her, tak.

Medvirkende:

Mehrdad: Jonathan von Schwanenflügel
Maître: Thomas Storm
Tombeau: Per Bach Nissen
Giselle: Marie Dreisig
Bita: Signe Sneh Durholm
Moderen: Elenor Wiman
Faderen: Jakob Bloch Jespersen
Dukken: Dina Fie Lorentzen

Dirigent: Eirik Haukaas Ødegaard
Komponist: Amir Mahyar Tafreshipour
Iscenesættelse: Freja Friberg Lyme.
Libretto: Dominic Power

Der synges på engelsk

Urpremiere 6. august 2015, London Tete a Tete Opera Festival

www.kglteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *