Kulturkupeen

Tuxens Breve ved Marianne Abrahamsen.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Tuxens Breve – mellem kunst og kærlighed ved Marianne Abrahamsen.

Det er en kommenteret udgivelse af fyrstemaleren Laurits Tuxens breve til den første hustru Ursule (1862-99) udgivet af oldebarnet Marianne Abrahamsen.  Bogudgivelsen bærer derfor også præg af, at det er en efterkommer, der på en høflig og venlig måde fortæller om de genvordigheder, de fleste mennesker må gennemleve. Sådan var det også for Tuxen. Men det er ikke mindst oldemoderen, Ursule Tuxen, født 1862 i Belgien og død allerede i 1897, der er målet for den omsorgsfulde karakteristik i den nye bog.

Kunstneren Laurits Tuxen nedprioriteres lidt, men han er som kunstner beskrevet ret grundigt igennem de seneste årtier og tillige udkom en selvbiografi året efter hans død i 1928.

Kort sagt har Marianne Abrahamsen kilder nok at øse af, da hun næsten tilfældigt får overdraget et familiechatol med indhold.  Her ligger bl.a. en brevveksling på fransk imellem den unge Ursule og hendes forlovede og senere ægtemand Laurits Tuxen.

Hofmaler Laurits Tuxen var ikke en kunstner, man talte om for nogle få årtier siden. Men ikke mindst kunsthistorikeren Lise Svanholm har været med til at cementere hans plads i dansk kunsthistorie. Lise Svanholms ihærdige arbejde med bøger om både dansk portrætkunst, skagensmalerne samt ikke mindst Laurits Tuxen  (først en monografi – siden et værk sammen med Thyge Christian Fønss-Lundberg  om Tuxens  royale portrætter)  har i takt med en ændret, mere royal,  tidsånd styrket Tuxens popularitet.

Laurits Tuxen (1853-1927) havde fra barnsben ønske om at ville være maler. Han kommer tidligt på Akademiet, er ihærdig, klør på og efter det første store bestillingsværk: ”Chr. IX og dronning Louise med familie  i havesalen på Fredensborg 1883, (1883-1886) ligger hans kunstnerbane fast.  At han som gammel tænker tilbage: ”Hvad nu hvis jeg ikke var…?.” lyder ikke helt plausibelt. Der var kun en vej, og det var fremad og opad.  På sine mange rejser i Europa møder den fremkommelige Tuxen i Belgien en ung rigmandsdatter, og da han er blevet etableret med orden i økonomien, tør han fri og får ja. Det er brevvekslingen efter forlovelsen og siden hen, mens de i perioder bor adskilt, hun hos familien i Belgien, han på farten, at der udveksles de sødeste breve.

På en rejse til Rusland bliver et af børnene meget syg af tuberkulose og dør hurtigt. Efterfølgende er Ursule også kraftigt angrebet af sygdommen og bukker under et par år efter i 1899. Selv under både barnet og Ursules sygdom er tuxens på rejse. De tilbageblevne børn placeres hos bedsteforældrene.

Marianne Abrahamsen fortæller i grove træk det meste af personalhistorien, ikke så meget om kunsten, men især om det hjemlige og lidt om de mere socialøkonomiske vilkår i samfundet. Tuxen tjener mange penge og er på højde med bl.a. P.S. Krøyer, også dette konkurrenceforhold beskrives.

Efter Ursules død møder Tuxen en ugift ungdomskæreste og siden hen skabes der danske rammer om de små moderløse børn, hvor den ene altså er bogens forfatter, Marianne Abrahamsens, oldemor. Ringen er sluttet.

Bliver man klogere af denne brevveksling?  Jeg ved det næppe. Men man kan måske blive lidt misundelig på sådan en kærlighed i et ægteskab, hvor mandens succes dog så vigtig, at intet må stå i vejen for ham.

Men skal man overhovedet kende til folks private breve, hvis de ikke som sådan belyser det kunstneriske virke? Denne kærlighedsudveksling er jo ret privat, selv om den ikke overskrider nogen form for anstændighedens grænse. Pæne og ærbare er brevene sandelig.

Bogudgivelsen har adskillige illustrationer og et fornuftigt indeks, hvor de mange omtalte personer lige får en titel og nogle årstal med. Men der mangler noter og en billedoversigt.

I øvrigt kan det ud fra bogen være svært at forstå omfanget af Tuxens kunstneriske indsats og betydning. Så er det nyttigt at have lise Svanholms bøger ved hånden.

Bogen har fået fondsstøtte fra mange fonde. Det er fint, men en gang imellem kan man jo godt undre sig over, hvilke bøger de rige, private fonde finder nødvendige, og hvilke ikke.

346 s.

Udkommet december 2020.

www.frydenlund.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *