Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

The Humans på Folketeatret.

Gode skuespillere I et gennemsnitligt amerikansk familiestykke.

Down to earth, fell good, family picture eller måske bare aftenshowet på dansk tv.  Alle disse etiketter passer til “The Humans”, et amerikansk skuespil fra 2016, som blev prisbelønnet ved sin fremkomst. Dramatikeren er Stephen Karam.

Men, men. Jeg kan blive i tvivl om dette nye skuespils ekstraordinære kvaliteter. Det har længe været småt med nye, GODE dramatikere. Hele  den vestlige teaterverden hungrer efter nye skuespil, hvor der er dialog, plot og handling. Og så sættes bommen lavt.

The Humans. Folketeatret.2023. Foto: Gudmund Thai.

“The Humans”  på Folketeatret er et snapshot af en lidt langstrakt og kikset familiemiddag med masser af velfungerende dialog og et endeløst antal besøg på toilettet.

I “The Humans” skal publikum kunne identificere sig med familien og måske en af figurerne. Bedstemoderen er helt gaga for at bruge et gammelt udtryk. Forældrene i 60erne er lidt påtaget venlige over for både hinanden og børnene. Døtrene er også ”søde”, den ene erklæret lesbisk og advokat, mens den anden har en umulig drøm om at blive musiker. Hun er nu flyttet sammen med en kæreste Downtown New York – i en kælderlejlighed. Det er historien. Og her foregår de 100 minutter. Faktisk er der ikke mere!

En dansk identifikation hæmmes lidt af, at teksten er ganske forankret i en katolsk/irsk/amerikansk tradition og tillige bundet op på de psykiske mén, som mange amerikanere fik efter 11. september 2001 – og så er det Thanksgiving.

The Humans. Folketeatret.2023. Lars Brygmann og Ditte Hansen. Foto: Gudmund Thai.

I Kim Bjarkes oversættelse og instruktion er der lagt vægt på at gøre det en smule hjemligt dansk og faktisk i slow motion, måske for at lægge afstand til de kendte sitcoms.  Men “The Humans” er langt fra danske forhold: den lavere amerikanske middelklasse har andre og sværere økonomiske vilkår på grund af et ringere sundhedssystem og hurtigere op- og nedstigninger i det sociale hierarki. Vi danskere med alle regeringens hjælpepakker er slet ikke som dem.

The Humans. Folketeatret. 2023. Paw Henriksen. Tegning af Claus Seidel.

Identifikation eller ej, det er virkelig at skrue tiden tilbage til teatret i 1950erne og fremefter. Men endnu mere deprimerende synes forestillingen at blive i den ellers interessante scenograf Palle Steen Christensens  rum, hvor han i den grad har ønsket at signalere 1:1.Måske følger han også dramatikerens regibemærkninger eller filmatiseringen af stykket.  Tristesse er en svag betegnelse for de to halvtomme værelser forbundet med en vindeltrappe og lidt spredt placerede plasticstole og flyttekasser samt et toilet, vi kun ser halvt.  En kælderlejlighed tæt på ChinaTown i NYC lyder spændende, men er det ikke i Nørregade.  Palle Steen Christensen synes ikke hjemmevant i den grå realisme.

The Humans. Folketeatret. 2023. Ditte Hansen, Paw Henriksen, Lars Brygmann og Lucia Vinde Dirchsen . Tegning af Claus Seidel.

Skuespillerne kan næppe være bedre med Ditte Hansen som den søde moder, der forsøger at snige lidt Jomfru Maria ind i datterens New Yorker tilværelse, Lars Brygmann er den kejtede fader, der måske drikker for meget, og som bærer på aftenens store hemmelighed: han har haft en affære med en kollega og er derfor blevet fyret og er nu ansat i Wallmart – USA’s svar på BILKA. OK. Det er den dramaturgiske bombe!

Marianne Høgsbro har fået tildelt rollen som den rallende bedstemoder i kørestol. Det giver mindelser til mumiet i P.O. Enquists “Fra Regnormenes liv” – og også andre skuespil. Den yngre generation spilles fint, men de har nærmest intet at lege med: Nanna Skaarup Voss, Paw Henriksen, Lucia Vinde Dirchsen. De vandrer op og ned ad trappen og ud og ind på toilettet og så ud i et køkken, der ender i intet.

The Humans. Folketeatret. 2023. Lars Brygmann. Tegning af Claus Seidel.

Under forestillingen måtte jeg adskillige gange, på trods af de gode skuespillere, tage mig i at fantasere om hvad andre dramatikere har fået ud af lignende scener omkring et bord: Alan Ayckbourn, Lars Norén, P.O. Enquist eller gamle Tennessee Williams, O’Neill, Henry Nathansen, Henrik Ibsen og Strindberg.

Hos de store dramatikere kunne personer, der i første omgang syntes fremmede, lidt efter lidt afsløre sig selv som arketyper og bærere af en hel civilisations vildfarelser.

The Humans. Folketeatret. 2023. Lucia Vinde Dirchsen. Tegning af Claus Seidel.

Med ”The Humans” er det som i det utal af britiske familiedramaer og tv-serier, hvor man allerede i 1950erne og 1960erne kunne bruge betegnelsen køkkenvask-dramaer.  Det var faktisk også noget, som danske dramatikere havde en hang til helt frem til 1970erne.  Og selvfølgelig kan man ikke bebrejde den unge iransk/amerikanske dramatiker, at han tyr til gamle skabeloner og ovenikøbet får succes med det. Men der er nogle af os, der har været der allerede og gerne vil have mere dramatisk substans.

Folketeatret har i de senere år spillet flere af de store dramaer, så det er forståeligt, at teatret spiller ”The Humans”, jeg havde bare foretrukket en af klassikerne, hvor det var arketyper, som befolkede stolene rundt om spisebordet.

Nok var jeg skuffet, men publikum morede sig over genkendelige detaljer og situationer.

 

Manuskript: Stephen Karam
Oversættelse og iscenesættelse: Kim Bjarke
Scenografi og videodesign: Palle Steen Christensen
Medvirkende: Ditte Hansen, Lars Brygmann, Marianne Høgsbro, Nanna Skaarup Voss, Paw Henriksen, Lucia Vinde Dirchsen og Sumiko Jensen.

www.folketeatret.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *