Kulturkupeen

The Light – urpremiere på byens måske mindste scene.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

The Light – urpremiere på byens måske mindste scene.

Den herboende irske dramatiker og forfatter Fergal O’Byrne står bag et lille nyt spil, ”The light”, produceret af Casa Dee Productions og spillet på et charmerende nyt spillested:  The Deer and Rabbits theatre – i en lille, hvid kælder ud mod Søerne på Østerbro.

Det er næsten som at skrue tiden tilbage til de eksperimenterende 1960erne: det lille intime spillested, engagerede mennesker på og bag scenen, en tekst på kanten af det absurde, kort sagt teater langt fra den institutionaliserede og kontrollerede, velpolstrede danske produktionsmaskine.   Her spilles teater, fordi man ikke kan lade være.

The Light. Casa Dee Production i The Deer and Rabbits Theatre. Maja Muhlack og Claus Bue. København. 2024. Tegning af Claus Seidel.

Med ”The light” går dramatikeren Fergal O’Byrne i sporet på det absurde teater og store navne som landsmanden Beckett og amerikaneren Albee i bl.a. ”Mens vi venter på Godot” og ”Zoo story”.  Det gør ikke noget, for dermed er sproget og budskabet kogt ind til det minimale for at give plads til store, basale spørgsmål, som også tilskueren kan stille: Er det gud, Jesus eller hvem er det, som mødes i en park? Vi ser en ældre mand og en ung kvinde. Det eneste, der binder dem sammen er ”The light” – et lysende objekt i en snavset indkøbspose.

Netop ved at tage to skuespillere og sætte dem ind i tre forskellige lokaliteter og spille seks personager prøver forfatteren vel at nå frem til det eksistentielle, det vi søger i tilværelsen, og det, vi skal passe på ikke at miste.

The Light. Casa Dee Production i The Deer and Rabbits Theatre. Claus Bue. København. 2024. Tegning af Claus Seidel.

Eksistensen, essensen, kernen, som vi vel alle leder efter, uanset om vi er Hamlet, morlille eller som her en almindelig småsur mand, der siden er en mand med lidt overskud. Til sidst er han hjemløs, men synes at være den med mest menneskeligt overskud.

Claus Bue og Maja Muhlack i Barry McKennas harmoniske instruktion får gestaltet personerne fint, så vi lidt efter lidt gribes, selv om det inden for det ortodoks-absurde vel ikke helt er tilladt. I øvrigt er der ikke mange centimeter fra spillerne til publikum, så det er imponerende, at det går an.

The Light. Casa Dee Production i The Deer and Rabbits Theatre. Maja Muhlack. København. 2024. Tegning af Claus Seidel.

Fergal O’Byrne har tidligere bl.a. fået opført en fremtidstrilogi på det engelsksprogede That Theatre i Krudttønden, hvor ikke mindst det midterste stykke, EXTREMOPHILES, havde mange fine kvaliteter og talte direkte ind i vor fælles svære tid dengang i efteråret 2020, hvor Corona rasede over hele verden.

Nu er dramatikeren et andet sted, og det er fint. Hvad mon bliver næste skridt for skribenten?

I øvrigt er ”The light” befriende anderledes end det meste af den nyeste danske dramatik, der primært kredser om ungdommelige fantasier om sex , køn og samvær.

 

Casa Dee Productions The Light.

Medvirkende:   Maja Muhlack and Claus Bue

Instruktion: Barry McKenna.

Sted: The Deer and rabbits Theatre, Øster Søgade 38 A 2100 Kbh   

https://billetto.dk/e/the-light-billetter-893132.

https://www.fergalobyrne.com/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *