Menu Luk

The Model

∗ ∗ ∗ ∗

Et klichéfyldt billede af modelverdenen.

Af: Eva Zierau.

The Model foregår i den parisiske modeverden. Den er ikke rar, hvis man skal tage den danske instruktør Mads Matthiesens film for pålydende. Den 16 årige danske fotomodel Emma(Maria Palm) har en drøm. Hun vil til Paris for at blive international topmodel. I første scene ser vi hende tage rørende afsked med sin danske kæreste i forældrenes hus, der ligger i et typisk dansk søvnigt forstadskvarter. Der er ikke just megen swung over det sted, men det kommer der over den næste location, nemlig modens mekka, Paris.

Filmen viser bagsiden af de lækre, glitrende modemagasineres forsider. Vi hører det gang på gang. Historien om unge piger med modeldrømme, der tager til Paris, bliver udnyttet og må rejse slukøret hjem, fordi konkurrencen er benhård, og der altid er en anden, der er smukkere og mere villig til at gøre, hvad som helst for at få sit ansigt på forsiderne af Elle, Vogue eller Harper’s Bazaar. Denne film bekræfter alle vores fordomme om branchen. Der er tale om fiktion, hvor der bliver malet med den store pensel, men man fornemmer, at filmen bevæger sig ganske tæt på virkeligheden.

Allerede på Emmas første opgave i byernes by,  møder hun den  kendte, attraktive og noget ældre modefotograf Shane(Ed Skrein). Emma forelsker sig i ham, døre åbner sig, og i stedet for at bo på et lille hummer med en anden model, flytter hun ind i hans super tjekkede drøm af en stor klassisk parisisk lejlighed.

Deres forhold bliver imidlertid sat på en prøve i forbindelse med et weekend ophold med  Shanes  venner . Emma opdager ikke blot Shanes mørke sider, men også dystre sider hos sig selv.

Filmen balancerer på et knivsæg. Den er fyldt med klichéer omkring modebranchen. Ung uerfaren model forelsker sig i ældre stjerne fotograf og alle døre åbner sig for hende. Historien er temmelig forudsigelig. En anden vinkel på den glamourøse og eftertragtede modelverden, havde været nok så interessant. Grundlæggende er der tale om en deprimerende historie om en forloren og dekadent verden. Men det er ikke en dårlig film.

Maria Palm yder en flot præstation som Emma. Maria kender branchen indefra. Hun er selv international topmodel, og man fornemmer hendes ubesværede nærvær i rollen som Emma. Så meget at filmen i visse scener nærmest  fornemmes dokumentarisk.  Den britiske Ed Skrein er mest kendt for sin rollesom Daario Naharis i HBO serien Game of Thrones . Han er som Shane på en gang charmerende og utilregnelig. Det er primært omkring ham, at filmen genremæssigt bevæger sig på kanten af en thriller.

Rent visuelt er filmen mættet med skønne billeder af Paris. Ofte i gråvejr, hvilket understøtter filmens dunkle tone. Kameraet er skiftevis håndholdt og stationært. Det giver en god dynamik.

Det er Mads Matthiesens anden spillefilm. Hans første var den prisbelønnede film 10 timer til Paradis(2012)  om en bodybuilder, der tager til Thailand for at finde kærligheden.

The Model er underholdende, og som sådan virker den fint. Det er ikke en stor film, men den giver et godt billede af en verden, som fokuserer på ydre fremfor indre værdier. Har man en datter, der går med modeldrømme i maven, vil det være oplagt at gå ind at se den med hende. Filmen sætter nogle tanker i gang omkring den glamourøse modelverden. Den får fire små stjerner.

Trailer: Nordisk film