Kulturkupeen

The Third Reich på Passage Festivalen.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Passage-Festivalen i Helsingør fortsætter!

The Third Reich af Romeo Castellucci og Societas vist i Kulturværftet.

Da det er muligt at opleve forestillingen tre gange fredag, vil jeg ikke afsløre for meget:

Romeo Castellucci har skabt et nyt værk på 50 minutter med én spiller og ellers et stort lærred. Jeg vil ikke kalde det teater, snarere en overrumplende installation, som mere har hjemme på et museum eller udstillingssted fremfor i en teatersal.

Billederne på lærredet og lyden er to uafhængige størrelser, der hver især er ekstreme i deres pågående form, som giver flimmer for øjnene og lettere snurren på grund af et eksorbitant højt lydniveau. Det bedste ved det hele er bagefter.

”Puh ha, så er trængslerne overståede”, er den første reaktion, når det hele er slut. Men det er måske den følelse, som Castellucci vil opnå med værket ”The Third Reich”, der som bekendt eksisterede i 12 år fra 1933-1945.

Seancen kunne have varet i 10 minutter, hvorefter indtrykket havde været fuldgyldigt. Nu tager hele halløjet mere end 50 minutter og bliver kort og godt uudholdeligt. Men er man til masochisme, gru og afgrund og tillige har nogle timer fri fredag aften, er det måske ikke så dumt at søge mod Helsingør og det gamle værft, nu Kulturværftet: kl.18, kl.20 og kl.22.

Tegneren Claus Seidels fortolkning af den 50 minutter lange forestilling The Third Reich med ca. 36.000 flimrende ord. Passage Festival.

For alle, som ikke tager af sted fredag, men gerne vil høre om ”The Third Reich” er der følgende at bemærke:

Installationen har blot brug for et lærred og nogle højtalere samt ørepropper til publikum.  Lidt forsinket gelejdes vi ind i salen og sidder med god corona-afstand. Det er mørkt og på gulvet ses en lysende genstand. Snart kommer en sort person ind i mørket og bevæger sig lidt statuarisk. Lyden er meget lav, men efter ca. 5-6 minutter tænder personen et lys og forsvinder. Lærredet blænder op med et ord, stort, sort på hvidt. Ordet afløses af et andet. Måske er tempoet langsomt i begyndelsen, men efter et halvt minut går det hurtigere, og ifølge programmet er der ca. 10 ord i sekundet, hvilket for hurtigregnere bliver til 30.000-40.000 ord i løbet af de næste 40 minutter. Ordene er engelske substantiver.

Hurtigheden betyder, at man kun opfatter dele af ordene og derfor heller ikke kan finde et system. Det er ikke kun negative ord, det alt hentet fra en ordbog, men kun substantiver. Lyden tager hele tiden til og overgår sig selv som var der et par jetmotorer og oveni måske riffelskud og lignende.  Hvis lyden var på et lavere niveau, kunne den være ganske anvendelig til at skabe almindelig angst. Nu er det bare for meget.

Som man sidder der med flimmer og rystelyde ville det være fuldt nok med 2-3 minutter.

Jeg så ikke så mange af ordene, da flimmeret hurtigt forårsagede en begyndende svimmelhed, men lyden hørte jeg og fulgte spændt, hvornår den ville blive dæmpet eller en anden form for normalhed kunne indtræffe.  Da lyden sløjede af, åbnede jeg øjnene og  fik de to sidste ord:  frugt og horisont ( fruit og horizon).

Installationen er ikke noget dumt eller intetsigende billede af en skæv civilisation eller en eventuel indoktrinering med ord. For hele installationen er vel et samlet udtryk for håbløshed, afmægtighed, overrumpling, overgreb etc.

Ordene skulle vist symbolisere det, vi indoktrineres med eller via. Det lykkedes ikke mig eller mine sidemænd med mere åbne øjne at hitte noget system, eventuelt positive termer, negative, gamle, nye, civiliserede eller det modsatte. Ordene kunne ikke som sådan afkodes.

 

Festivalprogrammet prøver at hjælpe publikum på vej og er lige at gå til: ”Lyden der akkompagnerer installationen er apodiktisk” – selv ikke min nudanske ordbog fra Politiken på 1356 sider har apodiktisk med, men det betyder såmænd   ”ubestridelig”.  Hvorfor ikke anvende et ord, folk kender?  Og et andet sted om de mange tusinde ord, som ikke kan opfattes: ”De fleste ord vil forblive tabte i sprogets nucleus’ opløsning i hvid støj og kaos.”

Jeg er ikke helt med, men forstår vist forestillingen på mine egne betingelser – uden fremmedord.

I forordet til det samlede festivalprogram står endnu en forklaring: The Third Reich (…) er et kritisk arbejde over instrumentaliseringen af vores sprog”.  Og forordet slutter: Men børn og familier og helt almindelige mennesker, der måske ikke interesserer sig for teater og kunst (…..)  er til enhver tid vores æresgæster og vil for altid være vores vigtigste publikum.”

Lad os håbe, at Passage Festivalen selv ser de dybere sammenhænge og derved kan få enderne til at mødes: de omvandrende fremmedordbøger og de teaterfremmede!

Der er to dage tilbage af festivalen og masser af tilbud!

www.passagefestival.nu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.