Kulturkupeen

Tilbage til for evigt på Blaagaard Teater – tidligere Teater Grob.

∗∗∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Forestillingen er yderst sympatisk og æstetisk.  Med Line Mørkebys fragmenter af en tekst, der primært kommer til publikum via en øresnegl, fastholdes man i et lille lukket univers, som visuelt er helt lyst. Forestillingen kredser om en fremtid, der ikke er (!), og om nogle individer, der er på kanten af at gå i opløsning.

Tilbage til for evigt. Blaagaard Teater. Pressefoto. 2022

De mangler vist ilt, de tre overlevne. Men midtvejs sker forandringen. De får ilt, de vågner, de bliver næsten nærværende, og de planter træer i den smukkeste mørke muldjord, der placeres i delikate jordpyramider på det grå scenegulv.  Så vi har det hele: lys, luft, jord og en smule vand. Er det jordens genskabelse, vi er vidner til?

Tilbage til for evigt. Blaagaard Teater. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Det er i hvert fald meget fundamentalt. Der kan såmænd ikke sættes en finger på hverken Line Mørkebys nedbarberede tekst, som står ret nøgen eller af Karin Gilles scenografi med tre smukke hvide væksthuse, der på et tidspunkt næsten forvandles til skildpaddeskjolde.  Heller ikke Charlotte Munksøs meget slow down iscenesættelse, hvor de tre aktører, som ikke taler fra scenen, i højere grad agerer performere end egentlige skuespillere. Men de behersker kroppen, resten klarer teknikken via øresneglen.

 

Tilbage til for evigt. Blaagaard Teater. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Det har sikkert ikke været nemt at transformere en skrivebordsidé om jordens genskabelse om til (levende) teater. Der har nok været forhindringer, som skulle overkommes, og dyrt har det måske også været, når alle i salen skal have velfungerende øresnegle. Lyd og lys skal passe sammen. På et tidspunkt bliver det endnu mere teknisk: i langsomt tempo foldes noget plastic ud, som de tre aktører skal vikle sig ind i, så deres kroppe fordobles med en anden person, de kan omfavne. Et synsbedrag, men ganske fiffigt.

Er det grænseoverskridende teater? Nej. Det er endnu en stilfærdig stileøvelse, heldigvis på en fuldt professionelt plan.

Tilbage til for evigt. Blaagaard Teater. 2022. Pressefoto.

Er det lige det, vi stod og manglede? Her skal jeg nok ikke sige for meget. Efter 12 år arbejde i Radioteatrets velmagtsdage, hvor lyden kunne give alt og efter at have set alverdens modern dance eksperimenter i mere end 50 år, skal der mere til at få mig op på oplevelsesdupperne.

Tilbage til for evigt. Blaagaard Teater. 2022. Pressefoto.

Falder man tilfældigt forbi det nylancerede bydelsteater på Nørrebrogade, kan man vist godt blive forvirret. Hvad vil dette teater? Udenfor findes den kaotiske virkelighed med valgplakater, dårlig ældrepleje og et sundhedssystem som vel kæmper med undervisningssektoren om en bundplacering. Og et multikulturelt miljø præget af unge mennesker, der går i byen!  Så kan ”Tilbage til for evigt” synes som et fremmedlegeme, en meteor, der er lidt svær at håndtere. Men det må forventes, at teatrets nye ledelse har tænkt over det.

Tilbage til for evigt. Blaagaard Teater. 2022. Pressefoto.

Alt er i øvrigt blevet musegråt eller hvidt på Nørrebrogade i det, der engang var en lidt trendy teaterfoyer med et bagvedliggende auditorium.  Nu er det bare lyst og står nok som en markant kontrast til omgivelserne, der er præget af Klaus Bondams næsten bilfri Nørrebrogade og så de mange vinbarer befolket af unge mennesker for ikke at overse shawarma-butikkerne!

Hvorfor skal teatre i øvrigt hele tiden skifte navn? Engang var det Københavneren, så blev det til Kalejdoskop og nogle forrygende år under Martin Tulinius og Mikkel Harder Munck-Hansens ledelse. Så blev det til Grob med andre målsætninger. Nu skal Blaagaard Teater hurtigt finde sine fødder – ellers kan det måske blive svært at fastholde et stampublikum eller finde nye venner.

Medvirkende: Yael Gaathon, Jan Vesala, Astrid Pauline Schmidt
Instruktør: Charlotte Munksø
Scenograf: Karin Gille
Dramaturg: Trine Wisbech
Lysdesigner: Jeppe Lawaetz
Lyddesigner: Ditlev Brinth
Konsulent: Tine Sørensen
Dramatiker, forfatter: Line Mørkeby
Producent: Blaagaard Teater (tidl. Teater Grob)

www.blaagaardteater.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *