Kulturkupeen

To små teaterhistoriske bøger.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

To små teaterhistoriske bøger: Revy og Skuespil.

To små bøger om dansk teaterhistorie bryder en ellers kraftig strøm af kunst- og arkitekturbøger. Og det er jo godt.

I de seneste måneder er mængden af i bogstavelig forstand vægtige arkitekturhistoriske bøger taget til. Den ene kilotunge bog efter den anden har hyppigt dissekeret en afdød arkitekts bedrifter. Bøgerne er som oftest flot illustreret og layoutet, mens teksterne kan være mindre fremkommelige alt efter forfatterens tilknytningen til en institution.

Det har strejfet mig, hvordan teaterkunsten halter bagefter i formidlingen, når man ser bort fra de mange aktuelle teateranmeldelser, der florerer på ikke mindst nettet.

Årsagen er nok ligetil. Publikum ”orker” ikke at læse om teater, det skal opleves, mens arkitekturen måske trænger til et par ord med på vejen og billederne hjælper de mange tegnestuer med at ”huske”. Der er nok også flere forskere inden for billedkunst og arkitektur, der skal ”aflægge regnskab” for deres forskerløn.

Men der skrives heldigvis stadig lidt om teatret, før og nu. Selskabet for Dansk Teaterhistorie har i årtier mere eller mindre årligt udgivet publikationer for at holde liv i begrebet ”teaterhistorie”, som vist er ved at gå i glemmebogen.

Under overskriften ”Revy” har Rikke Rottensten, der i det daglige er museumsinspektør på Storm museet, skrevet en lille og udmærket, klassisk indføring i begrebet revy. Denne genre er forholdsvis dansk med en sjov oprindelseshistorie tilbage ved årsskiftet 1849/50. Danmark var i en brydningstid, ny konge, en grundlov, et ekstra, stort nyt teater, Casino og en hyperaktiv skribent som Erik Bøgh. Den retrospektive årsrevy blev født. Siden forsatte den satiriske linje. Rikke Rottensten fortæller fint om forskellige udsving. Men der er ikke en hel aktuel opdatering eller en givtig oversigt over eksisterende danske revyer i disse år, hvor sommerlandet jo bugner. Det er ærgerligt. Det ville være en håndsrækning til publikum.

Bogen er sikkert holdt inden for nogle stramme layout-mæssige rammer, hvor der heldigvis er plads til 15 litteraturhenvisninger og 8 lettere grumsede billeder.

”Skuespil” hedder den anden lille publikation på i alt 70 sider, også i miniformat skrevet af tidl. museumsdirektør ved det daværende Revymuseet Erik Hvidt og teaterhistoriker, cand mag Per Lykke.

Titlen ”Skuespil” er mærkelig, for det er en gennemgang af dansk teaterhistorie, som den blev håndhævet ved faget, da det hed teatervidenskab og tidligere Teatrets historie og æstetisk. Men hvad dækker begrebet skuespil?  Her fremhæves mange af de koryfæer og steder, som har formet historien fra Lille Grønnegade over Comediehuset  og frem til i dag med et drys af navne fra Holberg til skuespillere som fru Heiberg og instruktørnavne som William Bloch, Adam Poulsen, Preben Harris, Kaspar Rostrup for at ende hos Peter Langdal og Christian Lollike. Måske er bogen netop det, der skal vides om dansk teaterhistorie, hvis man i dag læser Performances studies eller hvilken retning, der er valgt på en uddannelse i slægtskab med teater.

Men layouten hjælper desværre ikke læsningen. For der er sikkert mange, der gerne vil vide noget om dansk teater før og nu,  ikke mindst mens de prøver at forstå noget nutidigt teater. Den kobling mellem nutiden og fortiden mangler.

Billedmaterialet burde være mere opmuntrende serveret. Litteraturlisten er meget selektiv og viser primært tilbage til dansk teaters oprindelse, dateret i 1722, og begrebet ”sceneinstruktørens fødsel” – dvs. på kanten af det naturalistiske teater i slutningen af 1800-tallet.

Disponeringen og skrivestilen er mystisk, især fordi begge skribenter har været aktive i den trykte presse og burde have forståelse for moderne vidensformidling.

Begge bøger er præget af en form for berøringsangst med både den genre, som beskrives og først som sidst med de læsere, der vel gerne skulle gribe og fortære bøgerne.

Gad vide, hvem bøgerne henvender sig til?

Udkommet på forlaget  www.kronstork.dk i samarbejde med Selskabet for Dansk Teaterhistorie.

Pris: 100 kr pr. bog.

Jeg ville nu gerne give lidt ekstra for at få flotte fotos og pædagogisk layout med bl.a. indeks og en udvidet litteraturliste.

www.kronstork.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *