∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Toves værelse – ny film med Paprika Steen som Tove Ditlevsen.

Fremragende skuespillerpræstationer sikrer transformationen af skuespillet “Toves værelse” til lærredet. Paprika Steen og Lars Brygmanns samspil er endnu engang overraskende nuanceret og overvældende følsomt.

Et ulyksaligt ægteskab, et helvede på jord, et selvskabt inferno. Sådan fremstår parret Tove Ditlevsen og Victor Andreasens samliv i skuespillet og nu filmen ”Toves værelse”.

Det er psykisk vold fra filmens andet sekund, hvor de to hovedpersoner opleves i en fælles runddans, mens de nedbryder al menneskelig værdighed hos hinanden.

Det er næsten ikke til at bære, hvis det ikke var, fordi det måske også er fiktion. Tove Ditlevsen var digter, der tog fra sit eget liv og skabte ”stor litteratur”, som hendes digterkollega August Strindberg selv sagde om sine egne værker i en lignende semifiktiv ægteskabshistorie: ”Tribadernes Nat” af P.O. Enquist.

Samtidig er situationen også genkendelig fra den store litterære kulturarv: Strindbergs: ”Dødsdansen”, hvor ægteparret Edgar og Alice har fætter Kurt som vidne til deres marathon-dødsdans. Hos Edward Albee bruges samme skabelon i ”Hvem er bange for Virginia Woolf”, hvor ægteparret George og Martha inviterer et ungt par hjem for at opføre deres rituelle dødsdans og trampe på hinandens traumer.  I ”Tribadernes Nat” lader P.O. Enquist den danske kvinde Maria David være vidne til virkelighedens August Strindberg og Siri v. Essens’ næsten kannibalistiske show.

Plakat. Toves værelse. Nordisk Film Production. Foto: Camilla Hjelm, DFF. 2023.

For 7 år siden på Folketeatret spillede Paprika Steen og Lars Brygmann ægteskabshistorien om Tove Ditlevsen og Victor Andreasen. ”Toves værelse” – skrevet af dramatikeren Jacob Weis,  inspireret af bogen “Vilhelms værelse”, som var Tove Ditlevsens farvel og tak til den fraskilte ægtemand Victor, chefredaktør på Ekstrabladet. Under et år efter begik hun, i kølvandet på flere hospitalsindlæggelser, selvmord i en alder af 58 år. Det var i 1976.

I dag, næsten 50 år senere, er Tove Ditlevsens navn og eksistens mere end prentet i de flestes bevidsthed. Der bliver ved at udkomme bøger om hende og med hendes tekster. Senest to nye bøger, se nedenfor.

Der er ikke meget, vi mangler at vide om Tove Ditlevsen, der voksede op i usle kår på Vesterbro i Hedebygade, men endte som en del af det intellektuelle parnas.  Samtidigt blev hun kvindeeje qua rollen som brevkasseredaktør. Her rådgav hun andre ulykkelige kvinder, der elskede hende for ærligheden. Da hun døde i 1976, fulgte kvinder i tusindvis hendes båre.

Toves værelse. Nordisk Film Production. Foto: Camilla Hjelm, DFF. 2023.

Med dramatikeren Jakob Weis’ teatertekst, nu transformeret til en film af Martin Zandvliet, er der ikke sket markante ændringer, bortset fra at historien forbliver i dagligstuen og ikke tager hospitalsstuen med.

Det gode er, at ”budskabet” nu i filmformat forhåbentlig vil nå ud til flere. For det nære samspil imellem Paprika Steen og Lars Brygmann er intakt. Og med nye skuespillere som Klaus Rifbjerg, spillet af Joachim Fjelstrup, og husholdersken, nu i Sonja Oppenhagens uhyggelige maskering, er det høje niveau fra teateropførelsen fortsat tilstede. I to omgange, i 2016 og ved repremieren i 2019, gav jeg 6 stjerner til teateropførelsen. (Se henvisninger nedenfor.)

Det var ikke mindst Paprika Steens eminente og nuancerede fortolkning  af den ulykkelige forfatterinde, der dengang som nu fascinerer. Paprika Steens figur skyr intet, og tager både sprit og injektioner for at holde smerten på afstand og være i stand til at stå på de vaklende ben, mens ansigtets grimasser hele tiden skifter. Paprika fik det hele med på Folketeatret og det meste er stadig tilsyne i filmen.

Men hvor teater er wide screen, og alle de tilstedeværende personer er synlige på scenen hele tiden, og man som tilskuer selv kan vælge, hvem man vil se på – er filmmediet som bekendt selektivt.  Her i ”Toves værelse” har fotografen og instruktøren af en eller anden grund valgt kun at have meget tætte nærbilleder. Det giver et uroligt billede, når der hele tiden klippes imellem Tove, Victor og den unge gæst Klaus ved det centrale frokostbord.  Det burde kunne gøres mere elegant, så de enkelte personer fik lov at folde sig ud og ikke kun glimtvis være synlige.

Derfor mistes lidt af fornemmelsen af både Paprika Steen og Martin Brygmanns eminente spil, som er koncentreret og musikalsk i hurtige stemningsskift imellem dur og mol, lys og mørke, had og kærlighed. Noget er gået tabt ved klippebordet.

Toves Værelse. Nordisk Film Production. Foto: Camilla Hjelm, DFF. 2023.

Også production designeren skuffer lidt, for enten skal vi se ren naturalisme og så forventes en herskabslejlighed, for der er en underbo, psykiateren, overlæge Thorkil Vanggaard, som nævnes flere gange. Eller også skal det været i en abstrakt verden. Nu synes det lidt ulogisk, når husholdersken kommer ned ad en ussel trappe, der ligner en køkkentrappe. At dagligstue og spisestue også for nemheds skyld tilsyneladende er lagt sammen, gør det heller ikke mere virkeligt. Historien udspiller sig i tressernes borgerlige København, og dengang var funktionerne adskilte: dagligstue, spisestue, kontor, køkken etc. Kræver jeg for meget? Nej, for instruktøren kunne have strøget i replikkerne. På film forventes en vis logik. I teatret ved vi, at intet er, som det findes ude i virkeligheden.

Men ellers er det stadig en frygtelig og vedkommende historie om, hvordan to mennesker kan pine hinanden næsten til døde og har det allerbedst, når der er tilskuere på – her den unge ”lovende” forfatter Klaus Rifbjerg, som fra Jakob Weis’ hånd er beskrevet overraskende nikkedukkeagtigt, men dog forløses fint nok af Joachim Fjelstrup.

Vi lever i en tid, hvor virkelighedens kendte aktører, døde som levende, igen og igen udnyttes i film, teater og på tv.  Men er det fair, at de levende efterkommere skal stå til mål for deres forældre og bedsteforældres gerninger? Hvem tænker på dem?  Den datter, som Tove Ditlevsen har fra et tidligere ægteskab, og som her i ”Toves Værelse” tilsyneladende misbruges af Victor Andreasen, har selv en datter, der netop har udgivet en bog om samme emne.

Men det rejser det gentagne spørgsmål: Hvor meget skal vi vide?  Alle detaljer? Eller er der noget, som ikke nødvendigvis er hemmeligheder, men som ikke behøver at blive blæst op igen og igen på det store lærred eller trykt?   Sådan har jeg det i hvert fald med ”Toves værelse”. Nu behøver vi ikke grave mere i Tove Ditlevsens private liv og checke hendes kanyler. Lad os fremover nøjes med hende som skribent.

Ps. Instruktøren har tidligere arbejdet med Paprika Steen i den meget roste film ”Applaus”, hvor hun var en kvindelig skuespiller, der bryder sammen.

De nye Tove Ditlevsen-bøger:

JEG HOLDER SKAM KÆFT MED MEGET: Samtaler med Tove Ditlevsen. Udgivet af Nynne Bonnen på forlaget Frederikke Lett. 2022.

Tove Ditlevsen var min mormor –  af Lise Munk Thygesen. Forlaget 28B, 2023.

Anmeldelse af Toves Værelse, 2016: https://www.kulturkupeen.dk/7-stjerner-6-paprika-steens-tove-ditlevsen-portraet/

Anmeldelse af Toves Værelse ved repremieren, 2019:  https://www.kulturkupeen.dk/toves-vaerelse-repremiere-paa-folketeatret/

Nordisk Film Production A/S præsenterer
TOVES VÆRELSE
en film af Martin Zandvliet
med manuskript af Jakob Weis
Medvirkende:
Paprika Steen, Lars Brygmann
Joachim Fjelstrup og Sonja Oppenhagen

INSTRUKTØR: MARTIN ZANDVLIET
PRODUCER: MIKAEL RIEKS
FORFATTER: JAKOB WEIS
EXECUTIVE PRODUCER: HENRIK ZEIN
FOTOGRAF: CAMILLA HJELM, DDF
KLIPPERE: PER SANDHOLT & IDA BREGNINGE
BELYSNINGSMESTER: JANNE KOKKI
PRODUCTION DESIGNER: GITTE MALLING
KOSTUME DESIGNER: STINE GUDMUNDSEN-HOLMEGREN

Nordiskfilm.dk

Tekst til fotos Toves Værelse. Nordisk Film Production. Foto: Camilla Hjelm, DFF.