Kulturkupeen

At trække en streg – ny bog om Per Kirkeby.

Kommentar  af Ulla Strømberg.

( Div. Fotos slettet)

Der er bøger, der skal skrives og udgives, så er der bøger, der bliver skrevet, men ikke behøver at blive udgives – og så er der bøger, som hverken bør skrives eller udgives. 

”At trække en streg” hører til kategori to eller tre.

Forsiden af bogen om Per Kirkeby.

Billedkunstneren, tidl. professor, skribent m.m. Erik Steffensen har begået bogen ”At trække en streg” om Per Kirkeby.  Men i stedet for at skrive (endnu) et værk om den store danske billedkunstner par excellence, har Erik Steffensen fået overdraget Kirkebys dagbøger og har været indbudt til i alt 50 samtaler med kunstneren.   Det kunne der være kommet meget interessant ud af, ikke mindst for Feinsmeckere. Men Kirkebys behov har været af en helt anden beskaffenhed. Kirkeby har tilsyneladende ønsket, at vi skal have indblik i hans inderste ”sjæleliv”, som det nu ytrede sig i de mange one linere, som han engang nedskrev, og som han måske også mundtligt har givet til Steffensen. Men til hvilken nytte?

Vi er i et område, som næsten minder om krydsene i H.C. Andersens dagbøger. Og har det egentlig gjort gavn, at litteraturhistorikere i de senere årtier har kunnet svælge i Andersens uforløste følelsesliv? Litteraturen selv har jo gjort underværker nok, der er ikke brug for ekstra viden om det helt private.

På plussiden her tæller dog, at Erik Steffensen aldrig skriver om tingene og hændelserne lige ud, alt er antydet, og kun de korte citater melder rent ud.

Per Kirkeby lever i dag et tilbagetrukket liv, påvirket af sygdom.  Men hans kunstneriske livsværk inden for billedkunst er væsentlig i feltet mellem ekspressiv abstraktion, stoflighed og jordnærhed. Ligeså med de andre kunstneriske udskejelser, han har bedrevet, suppleret med hans akademiske uddannelse inden for geologi.

Som ung skabte han film sammen med Jørgen Leth, masser af grafik, plakater til vennerne og så et kapitel for sig, de store murstenskulpturer, der allerede for lang tid siden blev koblet op på hans barndoms erindringer fra nabolaget til den monumentale Grundtvigs Kirke.

Oveni er der broncerne i slægtskab med Rodin og øverst blomstrer maleriet, som har udviklet sig fra popkunst, via abstraktion til naturstudier suppleret med mere åndelige følelser og fornemmelser. Alt det er interessant, og jeg er sikker på, at den umådelig velskrivende og velorienterede Erik Steffensen kunne have skrevet en fremragende bog, stor eller lille, hvor han favnede hele Kirkebys kunstneriske sfære, inklusive hans mange bøger. For det er blevet til over 40 essaysamlinger, digtsamlinger mm., som alle er i en mere eller mindre fragmenteret skrivestil. I øvrigt er forfatteren Kirkebys skriveform sjældent blevet anmeldt, kritiseret eller analyseret, men var vist årsagen til, at han på et tidligt tidspunkt blev medlem af Det Danske Akademi.

Der var og er nok at tage fat på, men Steffensen har valgt eller er blevet bedt om, at gå ”ind under huden” på Kirkeby.  Men gider vi være der?

Bogen rummer ingen name dropping i gængs forstand. Men jeg ved ikke, om den almindelige læser fatter interesse for de forskellige personer, som rulles frem uden egentlig præsentation. Kun en enkel eller to får et hak i tuden, omvendt er der, udover til familien, heller ikke mange lovord møntet på omverdenen. Jo, et par venlige ord om den danske gallerimand, et vittigt øgenavn til museumsmanden, der har skrevet så meget om Kirkeby, ligeledes venlighed over for forfatteren selv, Erik Steffensen, og så er det ellers slut. Tilbage står en barsk, men ufærdig skitse af den store tyske gallerimand Michael Werner, og så er der familien!

Først skrives om forældrene, hvor portrætterne ikke rigtig samler sig. Siden følger den ”glemte” datter, som først kommer ind i familien som 22 årige og derefter datter nr. to, der bliver skilsmissebarn, men tilsyneladende en del af Kirkebys liv. Omdrejningsnøglen i Per Kirkebys liv – og i bogen – er den anden ægtefælle, film- og teaterdamen Vibeke Windeløv. Ægteskabet varede i næsten 30 år.  Da også hun er en kendt, offentlig person, er det egentlig ikke så rart at få de fragmentariske detaljer om ægteskabet.

For der er problemer i ægteskabet. Mange. Men mon ikke der er problemer alle vegne ude i de små hjem, hvor to mennesker skal leve side om side, og den ene eller begge har store drømme, idealer og derfor stiller krav. Den slags problemer er der skrevet mange bøger om.

Det er ikke rar læsning at få de småknuste brokker fra dobbeltsengen, natskuffen, skrivebordsskuffen og vinterbaderbænken.

Men har man bare en enkelt eller to gange mødt kunstneren i levende live er det andre spørgsmål, som er langt mere interessante at få besvaret.

Lad mig komme med nogle forslag, hvor jeg har accepteret, at dette ikke er en bog om Kirkebys kunst, men alene om hans person og figur:

Var Per Kirkeby fra starten kun forhippet på at blive en god kunstner? Var det mere verdslige drømme om penge og prestige, der drev værket i 1970-erne og 80-erne?  Hvordan influerede eksilårene i Tyskland på Kirkeby – mentalt og kunstnerisk?  Hvordan ytrede galleristens magt og indflydelse sig konkret? Hvad var årsagen til, at Kirkeby i 1990-erne blev mere imødekommende tilbage i Danmark og som en del af ”eliten” lod sig portrættere i aviser og elektriske medier?  Var det af personlige – eller rent kunstneriske grunde?

Denne samfundssociale side af personligheden og kunstneren Kirkeby burde i en biografi kunne afsondres fra den mere erotisk orienterede side, som bogen er så forhippet på at fokusere på uden at relatere den til det skiftende kunstneriske udtryk.

Det er mere end ærgerligt, at Steffensen på en eller anden måde er blevet lokket på en dum galej. Og det er sørgeligt, at Kirkebys rådgivere har svigtet. Her tænker jeg både på dem, der har udleveret dagbøgerne og på forlaget Gyldendal, som også tidligere har været ringe rådgiver for en forfatter, bl.a. Jørgen Leth.

Så langt er vi ikke ude her, hvor det ”kun” er Kirkeby selv og de lovformeligt ægteviede koner, der offentligt hænges til tørre.

Men jeg ønsker mig snart tilbage til de glade 1970-ere, hvor maxismen lurede i al kunst- og litteraturkritik, og hvor ingen beskæftigede sig med intimsfæren på denne intimiderende måde.

Mit indre Kirkeby-billede har fået et unødvendigt hak.

Bogen udkom i slutningen af maj, 2017 på forlaget Gyldendal.

www.gyldendal.dk