∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Bittersød spansk argentinsk komedie om at håndtere det uafvendelige.
Indrømmet. Jeg er ikke særlig vild med fiktion om terminal sygdom. Det er ligesom et for oplagt, for nemt og for klichétungt tema. Har man en vis alder, kender mange os på nært hold kun alt for godt, hvor traumatisk uhelbredelig fremadskridende sygdom kan være. Der er der ikke noget opløftende ved.
Alligevel er ikke mindst uhelbredelig kræft ofte tema i film. Inden for det sidste års tid har vi bla. kunnet se MaMa(2016) en spansk film med Penelope Cruz i hovedrollen som den brystkræftramte alenemor Magda, og Savner dig allerede(2015)en engelsk film, der ligeledes handler om en brystkræft ramt kvinde.
Truman er en hund. En kæmpe stor og elskelig en af slagsen, som bor i en lille lejlighed i Madrid med sin herre Julián(Darin Ricardo), der har uhelbredelig lungekræft. Det finder vi først ud af ca. en halv time inde i filmen, da Julian til en lægesamtale på hospitalet proklamerer, at han ikke vil tage imod mere livsforlængende behandling.
Foto: 41SHADOWS
Med sig har han sin ungdomsven ven, Tomás(Javier Camara), der bor i Canada med kone og børn, ,og er rejst til Madrid på et uanmeldt besøg i fire dage, for at være sammen med Julian.Truman er Juliáns et og alt, og der er en meget rørende scene i filmen, hvor Julián konsultere sin dyrlæge for at forhøre sig om hundes sorgbearbejdning.
I løbet af fire dage gennemgår de to mænd begge en emotionel rejse, hvor fortiden og fremtiden smelter sammen og de ting, der virkelige betyder noget som kærlighed, familie, venskab, deres fælles historie og generøsitet er i centrum.
Foto: 41SHADOWS
Tempoet i filmen er langsomt, ja nærmest dvælende, ikke mindst i begyndelsen af filmen. Det virker godt. Filmen reflekterer over, hvordan vores tanker ændrer sig, når døden står så nær, både hos den syge og de nærmeste. Vi bliver konfronteret med Juliáns knugende ensomhed, når folk han kender, lader som om de ikke ser ham, fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Derudover er vi vidne til overvejelser omkring aktiv dødshjælp og rent lavpraktisk Hvordan afslutter man et besøg- og et helt liv sammen- når man ved, at det er sidste gang man ses? Stærke sager..
Filmen er trods sit alvorlige tema spækket med humor som kommer til udtryk i komiske, absurde og groteske situationer. Filmens spanske instruktør Cesc Gay siger: Jeg vil gerne hjælpe mit publikum med at reflektere over….den måde vi forholder os til døden, blot på en mere komfortabel og underholdende måde. En måde, der skal kontrollere den panik, vi alle føler, når livet på en eller anden måde, tvinger os til at se døden lige i øjnene.
Foto: 41SHADOWS
Ricardo som Julian og Cámera som Tomás spiller begge med stor indlevelse. Julian er stålsat, manisk, fræk som en slagterhund og render i et væk om hjørner med Tomás, der siger meget lidt, men spiller på mimikken. Tomás, gør alt for ikke at såre Julian, holder lav profil, men det man kan læse ud af hans ansigtsudtryk, virker stærkere end ord.
Gay har endvidere i et interview sagt, at hovedideen med filmen har været at skildre, hvordan især mænd har svært ved at udtrykke følelser i svære situationer. Det er en interessant og anderledes vinkel, end vi er vant til at se, hvilket gør, at filmen hæver sig over det ellers noget fortærskede og sentimentale univers.
Foto: 41SHADOWS
Derudover er det lykkedes Gay at holde en grundtone i filmen, så den hverken bliver for sjov eller for sørgelig. Den bittersøde komedie får 5 stjerner.
Instruktør: Cesc Gay
Premiere: 24..november 2016