Kulturkupeen

Derfra går vi tilbage til, da den var hvalp, hvor vi følger den med sin mor i den Canadiske storslåede natur. Det er koldt og føden er knap.På et tidspunkt flytter den med sin mor ind hos nogle indianere, som bruger den stærke Hvidtand som trækhund. En dag, da de hvide har besluttet at indianerne skal betale for deres land, bliver høvdingen nødt til at sælge hunden, for at skaffe penge til at købe det område indianerne bor i. Hvidtand bliver købt af den onde Beauty Face, der mishandler den. Den er ulykkelig og en dag lykkes det den at flygte ud i skoven. Her møder den nogle venlige mennesker, som får afgørende betydning for dens liv.

Ulvehunden er visuelt flot. Hele farvepaletten er taget i brug. Vi ser den skønneste natur i alle regnbuens farver. På lydsiden hører vi violin, guitar, blæsere og det store symfoniorkester. Der er en del scener uden tale, hvor vi følger Hvidtand alene i vildmarken. Historien er fortalt ud fra Hvidtands perspektiv. Alt dette er fint nok. Det, der er galt med filmen er, at den er så skræmmende, hvilket ikke mindst skyldes animationen af de onde figurer som Beauty Face og hans håndlangere. Ansigterne er stærkt forvrængede og markerede og øjnene frygtindgydende. Ikke just typer man har lyst til at møde en mørk aften. Det er i det hele taget en mørk film både reelt med mange scener der foregår om natten, men også i overført betydning er filmen dyster. Animationen er meget livagtig, og historien på sin vis spændende. Man føler med hunden, som har et hjerte af guld, men er havnet i de forkerte hænder. Det hele bliver dog for sort/hvidt. Volden er ikke udpenslende, vi hører den, men ser den ikke, hvilket ofte virker stærkere.