∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ungdommelig norsk Romeo og Julie på Aarhus Teater.
Den ungdommelige, opstrammede og drømmeagtige iscenesættelse vinder takket være de unge skuespilleres gode sprogbehandling og intense nærvær. Selv om der er barberet godt ned i Shakespeares tekst, er der heldigvis stadig noget tilbage.
I øvrigt er det svært at ødelægge Shakespeares tragedie: ”Romeo og Julie”. På en gang dyb tragik spækket med munterhed i første del. Hver gang et nyt hold kunstnere går i gang med teksten, skal der tages adskillige valg: Handler det om krig eller kærlighed? Eller kærlighed på trods af krig? Instruktøren skal vælge og markere sig for hver ny iscenesættelse. På Aarhus Teater er valget faldet på den blide mellemvej: Kærlighed først og så lidt uro udenom.
Romeo og Julie. Aarhus Teater. 2022. Foto: Rumle Skafte.
Unge stærke skuespillere fastholder tragedie
Mette Klakstein som Julie misser ikke en replik og viser i stemmeføring og kropssprog en fin og fysisk blanding af ungdommeligt letsind og begyndende modenhed. Et spændende talent. Viktor Pascoe Medom har som Romeo det ydre med sig og får alvoren frem i den forelskede, unge mand.
Benvolio, Romeos ven, kan være den rene fiskerolle, men med Emil Prenter bliver Benvolio en vigtig og spændende karakter i denne opsætning. Det sker sjældent i ”Romeo og Julie”, men har en skuespiller et kunstnerisk overskud, kan selv en mindre Shakespeare-rolle folde sig ud. Flot.
Her hos de unge skuespillere, inklusive Simon Mathews lidt for overgearede Mercutio, ligger forestillingens styrke, som desværre ikke i intensitet i tilstrækkelig grad bakkes op af de andre karakterer.
Uretfærdig er døden i ”Romeo og Julie”, og endnu værre fordi døden indtræder så tidligt. Det er legitimt, at skuespillerne er unge: Julie er 14 år, moderen 28 (!) år. Kun fader Lorenzo er moden og spilles heldigvis af en voksen skuespiller, Anders Baggesen. Men stemmemæssigt er både Julies moder, Ammen og Nanna Bøttchers Fyrste fra Verona for skarpe og upoetiske i stemmeleje og kropssprog. Er det bevidst, eller har den norske instruktør ikke kunnet afstemme skuespillerne?
Romeo og Julie. Aarhus Teater. 2022. Foto: Rumle Skafte.
Tudorpunk, diskodans og sakrale toner
Der danses lidt diskodans, der kysses en hel del, og kostumerne er vist det, man kunne kalde for tudorpunk – dvs. lidt gammelt og nyt, bla. puffede, korte bukser og tylsnederdele sat sammen med tunge støvler. Alt det fungerer fint. Sammen med den nykomponerede musik af Marie Koldkjær Højlund og Niels Brunses snart nyklassiske, mundrappe oversættelse er de fleste barrierer fjernet: Shakespeares ”Romeo og Julie” er tæt på at være en hverdagshistorie, som vi alle, uanset alder og viden kan forstå og helst også skal gribes af. Tre dansere fra Holstebro Dansekompagni skaber også blød stemning.
Romeo og Julie. Aarhus Teater. 2022. Foto: Rumle Skafte.
To unge mennesker bliver forelskede, men deres familier ligger bogstavelig talt i krig, og inden de får hinanden post mortem, har det kostet flere menneskeliv. Her holder hverdagen op, og den store tragedie sætter ind.
Den norske instruktør Maren Bjørseth ønsker ikke at fortælle historien med store bogstaver, men vil hellere lade det være en poetisk tragedie, som kunne ramme de fleste og må have haft det for øje i tekstbeskæringen.
Obskønitet og frivolitet
Instruktøren Maren Bjørseth er vist meget bevidst om også de muntre sidder hos Shakespeare, for ethvert tilløb til ordspil demonstreres med obskøne bevægelser af Romeos unge kammersjukker. Det er bare for kikset og helt overflødigt. Uskønt. Men det sker kun i første del. For efter pausen optræder både Tybalt, Julies myrdede fætter, og Mercutio, Romeos myrdede ven, som aktive genfærd direkte importeret fra ”Hamlet”.
Scenografien af den norske Olav Myrtved er skrabet med et eminent lysdesign af den altid fremragende Mathias Hersland, som dog ikke hele vejen igennem forestillingen får løftet det visuelle. Det er blevet til en velfungerende, moderne mainstream åben dekoration, der fungerer med forskellige vægge og åbne døre etc. Der er på ingen måde nye dimensioner til en fortolkning og viser blot tilbage til Jürgen Roses legendariske og stadige aktive scenografi til balletten ”Romeo og Julie” fra 1970erne. Kodeord som hvælvinger og buegange skal signalere Verona, men der er faktisk er flere af dem i Bologna!
Romeo og Julie. Aarhus Teater. 2022. Foto: Rumle Skafte.
Romeo og Julie er in for tiden
Det er tredje opsætning af Romeo og Julie inden for halvandet år på danske scener (Teater Møllen og Vendsyssel Teater) og oveni Neumeier-balletten på Det Kongelige Teater. Der må være tiden, som gør den umulige kærlighed til noget centralt. En kærlighed, som lige netop ikke lever op til H.C. Andersens erklæring: Kærlighed overvinder alt. For bare Ikke her.
I ”Romeo og Julie” er der kun tabere. Til sidst ligger de to unge smukt og dekorativt midt på den tomme scene med det samlede ensemble af skuespillere, dansere og kor i en halvcirkel. For i denne poetiske version er den nykomponerede musik midt imellem noget sakralt og blødt poppoetisk. Mon det er med til at fange den unge generation? Og kan de nye sange med tekst af bl.a. Morten Søndergaard overhovedet afkodes? Et stort arbejde, som egentlig ikke foldes tilstrækkeligt ud.
Denne norske version er på trods af de mange medvirkende alligevel lidt tam, måske fordi det ikke lykkes at få scenografi og musik sammen med de dygtige unge skuespillere til at går op i en højere enhed. Importen af både instruktør, scenograf og koreograf fra Norge synes ikke helt indlysende.
AF William Shakespeare
OVERSÆTTELSE Niels Brunse
ISCENESÆTTELSE Maren Bjørseth
SCENOGRAFI &
KOSTUMEDESIGN Olav Myrtvedt
MUSIK Marie Koldkjær Højlund & Klaus Q Hedegaard m.fl
LYSDESIGN Mathias Hersland
Medvirkende
JULIE Mette Klakstein
ROMEO Viktor Pascoe Medom
FADER LORENZO Anders Baggesen
MERCUTIO Simon Mathew
AMME Marie Marschner
TYBALT Kjartan Hansen
BENVOLIO Emil Prenter
FRU CAPULET Marie Døssing
HR MONTAGUE Christian Hetland
FYRSTEN AF VERONA Nanna Bøttcher
GREV PARIS Emil Busk Jensen (Studerende fra Den Danske Scenekunstskole)
musikere, dansere og kor.