Kulturkupeen

Unsettled City. Fotobog fra Moskva og Sct. Petersborg.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Bevægende fotobog om Moskva og Sct. Petersborg: “Unsettled City” af fotografen M.H. Frøslev.

“Unsettled City”. Trist, men stemningsmættet. Sort/hvid, men yderst nuanceret. Nutidig og universel.  Kort sagt: en dobbeltbundet fotobog.  

Forsiden af Unsettled City.

Den danske fotograf M.H. Frøslev er uddannet på Fatamorgana og har tillige arbejdet hos den danske magnumfotograf Jacob Aue Sobol.  Fra 2010 har han været bosat i Rusland, og alle motiver, som indgår i fotobogen ”Unsettled City”, er hentet i de to byer. Men sandelig ikke på de dage, hvor solen har skinnet og birketræerne stået nyudsprungne. Næh, Frøslev har gjort en dyd ud af at opsøge motiver, der oser af tristesse og afmagt. Men hans teknik er på mange måder besnærende, ikke mindst hvis man har lyst til at blive bekræftet i, at livet er en kompliceret og deprimerende størrelse uden nemme løsninger.

Fra fotobogen Unsettled City. 2019, af M.H. Frøslev.

Måske har Frøslev fået en chok ved sit møde med det gamle socialistiske land, og det er denne følelse, han har ønsket at fastholde? Selv siger han i pressemeddelelsen, men ikke i bogen: ”Jeg fotograferer for at lære at forstå min længsel, mit nærvær, min kærlighed og min frygt.” Og det, han har fundet i Rusland, kalder han for et ”sindbillede på metropolens hvileløse tilstand”.

Vi møder beboelsesejendomme i beton, ansigter, der kigger ind i kameraet og udtrykker sorg eller forundring, vi ser magre, nøgne kvinder, som måske er prostituerede. Og flere motiver står i kø: ensomme gader, enlige mænd på cafeer og flere unge kvinder uden ret meget tøj på. Er det livet? Forhåbentlig ikke kun. Men Frøslev har skabt en fortælling, som intet rejsebureau vil nikke genkendende til. For hvorfor opsøge tilværelsens mørkeste afkroge og blive der i længere tid?

Fra fotobogen Unsettled City. 2019, af M.H. Frøslev.

Bogen ligger lidt i forlængelse af den danske fotograf Krass Clements fotobøger, hvor smilene som regel er skrubbet af ansigterne, og den sorthvide teknik har flyttet tiden et halvt århundrede tilbage, så vi tror at være i 1950erne. Måske er Rusland sådan i dag, men næppe alle vegne.

Fra fotobogen Unsettled City. 2019, af M.H. Frøslev.

Frøslev gør mange af billederne uskarpe, så der kommer noget drømmeagtigt eller snarere mareridtsagtigt over dem. Kort sagt: ikke fornuftig godnat-læsning, men en bog til at tænke over tidligere på aftenen.

Fotografen skulle efter sigende stadig bo øst på. Spændende, hvad hans næste projekt skal rumme.

Bogen er i øvrigt af forlaget Disko Bay smukt udstyret og trykt i Danmark.

Ps. Skylder at sige, at der faktisk er nogle få farvebilleder, primært af unge kvinder og deres kroppe!


Biografi (forlagets oplysninger) :
Født 1988 i Rødovre. M.H. Frøslev studerede på den fotografiske billedkunstskole Fatamorgana i 2007 og arbejdede i 2008 som fotografisk assistent for den danske Magnum-fotograf Jacob Aue Sobol. Han flyttede i 2010 til Moskva og senere til Sankt Petersborg, hvor han startede projektet Unsettled City.  M. H. Frøslev bor og arbejder i Sankt Petersborg, Rusland.

Titel: Unsettled City
Forfatter: M. H. Frøslev
Omslag: Indbundet
Forlag: Disko Bay

Udkommet 2019.

https://www.diskobay.org/books/unsettled-city/

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *