Kommenteret af Ulla Strømberg.
Jubilæumsbog om sceneteknikken eller snarere sceneteknikerne på Det Kongelige Teater igennem 100 år – skrevet af journalisten Jakob Rubin.
Det er en af de mærkeligste bøger, jeg længe har læst. Dronning Margrethe indleder. Sceneteknikerne hyldes som fagfolk, og dronningen bemærker, at da hun selv fik lov at skabe scenografi og kostumer til ”Et Folkesagn” på Det Kongelige Teater, ”lærte jeg også betydningen af sceneteknikernes arbejde”. Finere kan det ikke blive, og at de kan noget særligt, er hævet over enhver tvivl. Men at de også kender deres værd – det ved måske kun folk, som har færdedes bag tæppet på nationalscenen.
Som forfatter til bogen står journalisten Jakob Rubin, der er specialist i sydamerikanske forhold, men bag ham anes et forbund, som har valgt og vraget og udvalgt bidragsyderne og måske ligefrem styret den samlede redaktionelle linje. Bogen rummer, udover resonerende kapitler om dagen og vejen for sceneteknikerne, en række hyldesttekster i anledning af fagforeningens 100 år. Nuværende og tidligere administrative og kunstneriske ledere får et par sider hver, og så er der interviews med andre samt et supplerende teaterhistorisk slutkapitel ved Alette Scavenius.
Det gamle og det nye kongelige teater – side by side. Ca. 1874.
Det er alt sammen godt, men der, hvor bogen afviger fra andre lykønskningsskrifter er den ærlighed, der lægges for dagen i kapitel efter kapitel. For igennem tiderne har Sceneteknisk Forbund haft et alkoholproblem, der sikkert begyndte allerede i 1748, da Komediehuset på Kongens Nytorv stod nybygget og attraktivt. Som Michael Christiansen, teaterchef igennem 16 år, erklærede et par år efter sin tiltrædelse i begyndelsen af 1990erne, hvor en af hans opgaver bl.a. bestod i at barbere ned i antallet af overenskomster på teatret: ”Alkohol er teatrets største problem”. Få år efter indførte Det Kongelige Teater og Danmarks Radio en alkoholpolitik, som sikkert reddede en hel del medarbejdere fra derouten og på Det Kongelige Teater holdt dem væk fra ” Det røde Hav”, kantinen for de særligt indviede.
Jeg må understrege, at det ikke er mig, der fremhæver alkoholen, den løber som en strøm igennem bogen og ned over siderne, der ligeså godt kunne have handlet om finesser og avancerede innovationer inden for det teatertekniske område.
Selv husker jeg præmisserne for et interview i 1980erne med tillidsmændene fra det tekniske område: Jeg skulle møde på klokkeslæt inde i en gård i Tordenskjoldsgade med 10 guldøl, købt i kiosken tæt ved. Jeg bankede på, døren blev åbnet, jeg stak posen frem, og da den var blevet nøje undersøgt, fik jeg foretræde for fem ventende mænd, som svarede afmålt på mine spørgsmål. Her blev talt med kraftige stemmer, som var vi til debatmøde i Folkets Hus. Det var teatrets ledelse, den var gal med!
På trods af de interne problemer, som tilsyneladende altid har hersket på teatret, er tæppet gået hver aften eller næsten da. Bogen beretter om de mange aflysninger hen igennem 1980-erne på grund af fagpolitiske konflikter, men jeg husker dem nu ikke så tydeligt. Det Kongelige Teater har været god til at holde problemerne indendøre.
Men det blev Michael Christiansen, der i løbet af sine 16 år som teaterchef fik ændret arbejdsstrukturen for sceneteknikerne. Hvor de tidligere stod til rådighed og arbejdede med, hvad der passede ind i deres vagtskema, blev der fra slutningen af 1990erne skabt produktionshold, så hver enkelt scenetekniker nu blev tilknyttet en produktion. Det skabte og skaber ”ejerskab” og dermed motivation. Om de gamle forhold, hvor overarbejdsbetaling nogle år kunne overstige den almindelige løn, er en saga blot, kommenterer bogen ikke i detaljer.
Den nuværende chef, Morten Hesseldahl er nok den mest direkte i sin karakteristik under overskriften: Selvbevidsthedens kilde: ”Sceneteknikere er ligeså forskellige, som folk er flest. Nogle af dem udtrykker sig, som om de stadig står på scenen til en Land og Folk-festival. Andre lyder mere, som om de lige er trådt ud fra en studiekreds i nyere fransk litteratur.”
Efter 2000, hvor alkoholen var bandlyst i arbejdstiden, mødte jeg i embeds medfør igen nogle af sceneteknikerne. De var sandelig ikke blevet mildere. Tværtimod. Der var stadig fagkamp, så det baskede, og de var næsten skræmmende i deres adfærd.
Skuespilhuset. Pressefoto.
Men bogen rummer mere. En række samtaler med folk, der mere end elsker deres arbejde ”back stage”, viser, at hvis valget stod imellem teatret og familien, ville de nok vælge det første. Dermed er bogen også en anderledes kærlighedserklæring til teatrets kunst, som forløses aften efter aften, ikke mindst takket være ”det usynlige folk”:
Foto: Mats Bäcker. Horisonter. Forestilling med flere kunstarter. Det Kongelige Teater. September 2015.
Bogen er på trods af sit brogede indhold ganske velskrevet og er mest af alt en mosaik, der afslører noget af livet ”back stage”. Dertil kommer et flot og ukendt billedmateriale.
Bogen er i øvrigt støttet af både fonde, faglige organisationer og enkeltpersoner.
www.lindhardtogringhof.dk