Kulturkupeen

Neruda

∗  ∗  ∗   ∗  ∗         

Anmeldelse af Tom Harpøth.

En film om det farligste der findes – poesi og identitet.

Pablo Larraín har skabt en handlingsmættet, filosofisk, erotisk, politisk, litterær, biografisk film om den legendariske chilenske digter Pablo Neruda, overbevisende spillet af Luis Gnecco. Den overholder næppe nogen gængse genreregler, men den bruger det bedste af forskellige genrer. Og vi får et stærkt indtryk af digteren Neruda, som både er politisk engageret og samtidig en hedonist af guds nåde. Der skal ikke spares på nogen fronter, når Neruda holder fest eller politisk møde.

I 1948 bliver den landskendte Neruda nødt til at gå under jorden af politiske årsager. Som kommunist bliver han forfulgt af den siddende præsident, som forlanger ham anholdt. Og så begynder en katten-efter-musen jagt med Neruda og detektiven Peluchonneau i hælene. Om det første gemmested, som ligger langt under hvad Neruda er vant til at bo i, siger vennerne, at det er et godt gemmested, mens Neruda indvender, at så er der jo ingen der vil finde ham dér. Og dermed er hele gemmeriet jo omsonst og udramatisk. Hvis ikke politiet er efter en, er man intet værd som efterlyst.

Så filmen handler også om identitet i filosofisk forstand: Man er sine sociale relationer. Man er feteret digter, så længe der er et læsende, lyttende og medlevende publikum. Og man er politimand, så længe man forfølger og fanger sin forbryder. Neruda er vant til at iscenesætte sit liv, og han nyder at få fornemmelsen af, at politiet er lige i hælene. Og detektiven, der også optræder som voice-over, er et spændende bekendtskab, som vi ikke ved om er til at stole på.

Det er en voldsom verden, der udfoldes for vores ører og øjne. Motiverne for at handle ligger lige for, men kan ikke altid kombineres. Man kan ikke både optræde på det lokale bordel med champagne, musik og poesi og samtidig være på flugt. Og dog. For Neruda er alt muligt.

Til sidst er han dog nødt til ikke bare at gå under jorden, men også til at overveje at flygte i eksil ud af landet. Og det kommer heller ikke til at gå stille af. Der er bjerge, der skal bestiges, og sneflader, der skal forceres, og identiteter, der skal afsløres, før filmen når sit klimaks i det argentinske højland med Peluchonneau 50 meter bagved.




Se filmen og bliv løftet af poesiens vinger.

Fotos og trailer: Camera Film

Titel: Neruda (2016)
Instruktion: Pablo Larraín
Varighed: 107 min.
Premiere: 25. december 2017