∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Martin Søberg: Kay Fisker. Moderne arkitektur. Levende tradition. Strandberg Publishing.
Velskrevet arkitekturbog om arkitekten Kay Fisker.
Med denne monografi om arkitekten Kay Fisker (1893 – 1965) har Martin Søberg begået en både velskrevet og velresearchet bog, som er en glæde at læse.
Mange af de bøger om arkitektur, der udkommer på dansk om nyere arkitektur og strømninger, er præget af et lidt opstyltet sprog, som hurtigt ender i skabelongenren og dermed bliver ulidelig læsning for ikke-fagfolk. Men ikke her. Måske fordi Martin Søberg, der i det daglige er lektor på Det Kongelige Akademis arkitektskole i København, oprindelig skrev bogen på engelsk og dermed måske ikke har været udsat for den danske censur i form af fagfællebedømmelse før de allersidste kapitler i bogen, hvor der både skrives “vi” og “insistere” og “undersøge”, som om ikke hele bogen har taget udgangspunkt i “at undersøge sammenhænge”.
Bogen er heldigvis polstret med de mange nødvendige oversigter, der giver den enkelte læser et fint overblik: et cv på arkitekten Kay Fisker. Her vises de mange rejser, som har præget hans professionelle virke. En oversigt over værker, urealiserede som gennemførte. Overraskende mange projekter er aldrig blevet realiserede. Det må have været hårdt for den arbejdsomme arkitekt. Samtidigt er tilføjet de steder, hvor bygningsværkerne er nedrevet. Så trist. Også en oversigt over Kay Fiskers faglige artikler er med til at sætte den flittige og begavede arkitekt i relief. I øvrigt sammenlignes Kay Fisker i bogens indledning med et alvidende renaissancemenneske.
Kay Fisker er en stilfærdig kæmpe i det 20. århundredes danske arkitekturhistorie med en række berømmede værker på samvittigheden.
Allerede som helt ung var Kay Fisker sammen med Aage Rafn ganske aktiv på Bornholm og stod bag fem meget smukke togstationer, hvor ikke mindst den nedlagte station i Gudhjem (i dag udstillingssted) ofte roses for sin relation til klassisk dansk byggeskik. Men så kaldte den store modernisme til kamp, og de fleste arkitekter fulgte parolen.
Til Verdensudstillingen i Paris i 1925 skabte Kay Fisker et meget interessant udstillingshus med skarpe kanter. Huset synes i dag helt på højde med, hvad der årtier efter blev det ”nye sort” inden for arkitektur, bl.a. Johan v Spreckelsens kirker i Vangede og i Farum.
Hovedværket Hornbækhus (1920-1922) på Ågade i København er måske allervigtigste værk, hvor ikke mindst den monotone facade, med en smuk og klassisk formation af vinduer, burde være blevet kopieret af både ham selv og kolleger langt hyppigere end tilfældet var. I stedet bliver det store boligboom i de følgende årtier præget af en langt mindre elegant facadeæstetik.
Kay Fisker er arkitekten bag Vestersøhus (1936-39) ved Søerne i København og en af flere arkitekter bag Dronningegaarden (1943-44) og andre bebyggelser i samme område i de følgende år. Jeg hører ikke til beundrerne af dette byggeri, selv om kvaliteten overgår, hvad der ellers bliver skabt i de år og såmænd i de følgende årtier, hvor kvaliteten fortsætter med at dale. Men at et gammelt kvarter blev bulldozet til fordel for et alt for højt byggeri er fortsat svært at acceptere.
Adelgade i København er på trods af Dronningegaarden fortsat et sørgeligt og goldt syn uanset hvor mange forskellige arkitekturprofessorer, der har været indblandet i de nyere byggerier. Området er i dag uden føling med den omgivende by, både Frederiksstaden og Middelalderbyen.Tilsyneladende brugte Socialdemokratiet i 1940erne og 1950erne både bysaneringen og det efterfølgende byggeri som eksempel på den rene socialisme. Lidt uhyggeligt.
I 1954 realiseres Kay Fiskers projekt for Mødrehjælpen på Strandboulevarden, men nu er vinduerne blevet kvadratiske og uskønne. Huset ligger der endnu ligner næsten et fængsel,
Og sådan kan virkelighedens oplevelse af Det Danske Institut i Rom også betegnes. Fisker tegnede det i 1960 og glædede sig over opgaven i den by, han satte over alle. Men bygningskomplekset på kanten til Borgheseparken kunne først indvies i 1967, to år efter Kay Fiskers død.
Forfatteren til biografien, Martin Søberg, skriver i indledningen, at han er taknemlig for at have haft mulighed for at bo i huset under forberedelse af bogen. Det har givet været en positiv oplevelse, hvorfor beskrivelsen er fuld af lovord om husets proportioner og de forskellige trappeformationer.
Selv har jeg boet i samme hus i to måneder en sommer ca. 10 år efter indvielsen. Det er svært at være enig med Søberg. Huset syntes dengang malplaceret i Rom og signalerede mangel på situations- og omgivelsesfornemmelse, hvis man kan bruge det udtryk. I Rom er det varmt, der er i adskillige måneder af året et vidunderligt lys og først som sidst er levevisen i Rom ganske anderledes end i København og Gentofte. Et bombastisk gult “moderne” byggeri med masser af sten passer slet ikke ind i omgivelserne, der er præget en klassisk park, sydeuropæisk vegetation af andre landes akademier i “klassiske” bygninger.
Men forfatteren skal ikke bebrejdes, at han har fattet en umiskendelig kærlighed til en flittig og eftertænksom arkitekt og forgænger ud i undervisningsfaget. At bogen også rummer en interessant diskussion af begreber som funktionalisme og funktionalitet, hvor Fisker placeres i gruppen, der tilslutter sig funktionalitet, er endnu et plus.
Udgivet efteråret 2023 hos Strandberg Publishing.