Kulturkupeen

Venedig-Biennale 2. 2019. Arsenale.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Venedig 2. Biennale 2019.  Arsenale.

Engang var stedet helt avantgarde, nu er Arsenale bare der, hvor man får de bedste oplevelser på Venedig-biennalen, ikke kun i år, men ved de seneste mange Biennaler. Hallerne er mange hundrede meter lange og husede tidligere militærets skibsbyggeri. Nu fungerer de som fantastiske udstillingsrum. Der skal meget til for at ødelægge den mættede stemning af træ, tjære og metal.

Arsenale. Foto: US.

Årets chefkurator, den amerikanske Ralph Rugoff fra Hayward Gallery i London, har da også nemmest ved at formidle sine ideer her, mens det kniber med overskueligheden i den fine og alt for labyrintiske, venetianske hovedpavillon i Giardini.

De interessante tider

Igen i år er de udvalgte kunstnere spredt ud de to steder under det lidt flinke, men også kiksede motto: ”May You live In Interesting Times”. Pointen er vist at skabe en positiv følelse, og at den viste kunst skal komme os ved, her og nu, og tage vore mere eksistentielle problemer op, bl.a. global forurening, etc. Men har hr. Rugoff glemt, at vi lever i en tid, hvor dommedagstrommerne lyder kraftigere end nogensinde,og den kolde krigs skygge læner sig ind over os?  For farlige eller klare i udtrykket er de færreste af de udvalgte kunstnere, der alle er nulevende. Men mange af kunstnerne er faktisk spændende bekendtskaber, og hvad der ikke er mindst interessant, de kommer fra hele verden. Det er flot og globalt.

F.eks. en helt frugtbod – i plast og skarpe kanter af Zhanna Kadyrova  fra Ukraine.

En frugtbod i plast. Zhanna Kadyrova. Ukraine. Foto: US.

Da Arsenale appellerer til store formater, kan man ikke andet end fascineres af den samlede hittepåsomhed, kraft og energi. Selvfølgelig er der masser af videos, men det er mammut-skulpturer og -installationer, der fanger ens interesse.

En dødsmaskine af to kinesere, Sun Yuan og Peng Yu. Foto: Bogo Group.

Kineserne

De kinesiske kunstnere Sun Yuan og Peng Yu har i Giardini-pavillonen og i Arsenale skabt nogle monstre af tableauer: En Gravko, der samler og spreder noget rødt, flydende materiale, heldigvis omme bag en kæmpe gennemsigtig skærm.  Og i Arsenale ses en udhugget, klassisk tronstol i hvidt materiale, hvor der titter en sort slange frem. Pludselig begynder vandslangen med stor kraft at bevæge sig i bølger og under kraftig støj at sprøjte vand ud – heldigvis kun på det glasklare burs inderside. Fortolkning: brutalitet, abrupthed og utæmmet kraft.

En anden dødsmaskine af de to kinesere: Sun Yuan og Peng Yu. Foto: US.

I den blidere ende ses den schweiziske billedhugger Carol Bove med smukke abstrakte skulpturer i bøjede plastplader i kraftige farver. Civilisationens sammenbrud?

 

Skulptur af Carol Bove. Foto: Bogo Group.

Eller den ekstrem store, måske 5 meter høje flystol beklædt med grå, sammensyede sweatshirts med en sammenbukket kvinde. Er hun ved at forulykke? Igen er katastrofen nær. Brutal og stoflig på samme tid  af den kinesiske Yin Yiuzhen.

Skulptur af Yin Yiuzhen. Foto: Bogo Group.

Tysk sorg

Eller den tyske billedhugger Alexandra Bircken, der har fyldt et rum med måske 8 meter til loftet med nogle frygtindgydende flade menneskelignende væsener, skabt i sort latex. Livet er gået ud af dem. Livet er forbi.

Ruminstallation af  Alexandra Bircken. Foto: US.

Men udenfor, i det klare venetianske lys, ved havnebassinets kant, midt i Arsenale, det gamle flådemilitære område, har den tyske kunstner Christoph Büchel placeret et stort skibsvrag.

 

Skibsvraget fra 2015. Foto: US.

Det er ikke et hvilken som helst skibsvrag, men det famøse skib, der i 2015 rummede knapt 800 flygtninge som alle druknede ved øen Lampedusa. Vraget står som en uhyggelig påmindelse om virkeligheden og er også en absurd kontrast til det lokale Biennale-cirkus. Tænk på alle de velnærede kunsthistorikere, som løber forbi eller de rige kunstsamlere på evig jagt efter nye trofæer til at hænge op på væggene hjemme i  Californien eller i Sydfrankrig.

Skibsvraget fra 2015, Foto: US.

Selvfølgelig kan skibet også betragtes som en lidt letkøbt måde at vise sin medmenneskelighed på. Så på trods af forbehold virker det, lidt som Ai Wei Weis redningsveste, som hang på Charlottenborgs ydermure for et par år siden, eller Michael Kviums maleri af en båd med flygtninge, der iagttages af solskjoldede turister, der dovent står på stranden. (Et billede, som vistes sidste år på Arken og i slutningen af året skal på udstilling i Berlin i forbindelse med 30 året for Murens fald i 1989.)

Danh Vo i Arsenale. Bagest skimtes et maleri af Peter Bonde. Foto: US.

Danh Vo er med igen

I Arsenale og den store pavillon, som desværre er ganske uoverskuelig på trods af indimellem vedkommende værker, vil man gerne være samfundsengageret. Også Danh Vo, som udstillede for fire år siden i den danske pavillon er inviteret med. Hans kunstprojekt handler stadig om rødder og fortid. Men i præsentationen af han selv, er han ikke længere dansk vietnameser. Nu er han fra Vietnam og bosiddende i Mexico. Hans installationer gør bl.a. op med studieårene på Akademiet i København, og hans gamle professor, Peter Bonde,  har leveret nogle malerier, der indgår i flere konstellationer. Ikke nødvendigvis hverken tydelige eller provokerende installationer fra Danh Vos hånd.   

Mindre ”pavilloner”- dvs. nationale ophængninger
Der er så meget plads i Arsenale, at nogle af de nye legekammerater, altså lande som ikke har selvstændige pavilloner, f.eks. Indien, Georgien, Ghana, Madagaskar og Saudi Arabien, fylder op med store, rumlige udstillinger og installationer. I Venedig er alle brødre, i hvert fald når vi taler kunst.

Og hvad er konklusionen?  Årets chefkurator har foretaget et interessant globalt, nutidigt, greb, og ikke mindst i Arsenale er det lykkedes at lade vidt forskellige kunstnere gribe vor opmærksomhed og appellere til refleksion.

Men Biennalen er også ved at udvikle sig til kuratorernes juleaften, dvs. bl.a. subtile valg af repræsentanter til de nationale pavilloner.  Dermed udelukker man de almene publikummer og lader kunstbiennalerne blive til lukkede, statsfinansierede fagfester.

Kan det være meningen? Ja, for det gør ikke noget i en by som Venedig, hvor den tilrejsende altid kan få slukket sin tørst efter oplevelse andre steder, f.eks. henne om hjørnet eller ved næste vaporetto-stop.

Venedig. Canal Grande. Et skue i sig selv. Foto: Bogo Group.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.