Kulturkupeen

Venedig-Biennalen. 3. 2019. Ude i byen.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Venedig 3. Biennalen. 2019.Ude i byen.

Palazzi langs Canal Grande fulde af moderne kunst.

Venedig, Canal Grande. Foto: US.

Hvis man er til moderne kunst, der er til at tage at føle på,  også i overført betydning, er der heldigvis i år nogle ambitiøse udstillinger ude i byen. Kunstnere som Jean Dubuffet, Jean Arp, Georg Baselitz, og Luc Tuymans lyser én i møde på diverse paladsvægge.

En række af de smukke paladser op og ned ad Canal Grande er i dag udstillingssteder for moderne kunst. Det giver ofte et spændende og  overraskende sammenstød mellem smukke marmorgulve og den moderne billedkunst. I år er det blevet til besøg i en række paladser, men der er flere, hold selv øje: bl.a. Palazzo Fortuny som udover ad hoc udstillinger også viser en afdød scenografs private omgivelser i det lille palads.  Modefirmaet Prada indrettede for nogle år siden 1700-talspaladset Ca’ Corner della Regina og viser skiftende udstillinger,  i år den græske kunstner Jannis Kounellis (1936-2017) som levede i Rom og tilhørte generationen af arte povere-kunstnere og i øvrigt er stærkt repræsenteret på Museum Heart i Herning.

Udsnit af Værk af Luc Tuymans. Palazzo Grassi. Venedig. Foto: Bogo Group.

Palazzo Grassi og Luc Tuymans

I Palazzo Grassi, ejet af franskmanden François Pinault (manden bag bl.a. modefirmaerne Saint Laurent og Gucci) vises en imponerende udstilling af den belgiske maler Luc Tuymans (1958). Det er blege ansigter, blege billeder med indimellem helt udviskede motiver. Ophængningen er noget for sig. I stueetagen ses blot en gulv og paladsagtig tomhed. Alt super duper restaureret, senest af den japanske arkitekt Tadao Ando, som også har indrettet udstillingsstedet Punta Della Dogana (ved Della Salute) for samme dynasti. Moderniteten er i Palazzo Grassi helt tydeligt lagt oven på dette 1700-tals palads, som den franske rigmand erhvervede for snart adskillige år siden fra en Fiat-direktør.

På første etage  i paladset er der luft imellem værkerne, men i de lavloftede rum på 2. etage hænger billede ved billede i den genkendelige, delikate malemåde, som skaber en mærkelig fornemmelse af drøm og virkelighed. Livet er ikke så klart; der ligger en tåge henover det hele. Tuyman har også malet en lang række politiske motiver, men på denne udstilling det almenmenneskelige i centrum. Luc Tuymans er et interessant bekendtskab, og udstillingen ”La Pelle” vigtig.

Udsnit af værk af Jean Dubuffet. Venedig. Foto: Bogo Group.

Palazzo Franchetti og Jean Dubuffet

På samme side af Canal Grande, lige ved Accademia-broen ligger 1400-talspaladset Palazzo Franchetti. Underskønt restaureret med masser af detaljer i den gotisk-barokke-orientalske stil, som er så karakteristisk for Venedig. Denne sommer og efterår vises en stor udstilling med værker af den franske billedkunstner Jean Dubuffet (1901-1985). Hans karakteristiske sorte streg og klare farver er ikke kendetegnende for hans ældste værker, men på udstillingen bliver man  hurtigt nok mest suget ind af de værker, som synes så karakteristiske for ham – og som gentages i skulpturerne: figurer, som hverken er dyr eller mennesker, men sammenknyttede organismer fra en anden planet. Figurerne bebor selvfølgelig også de mærkværdigste huse, som bl.a. kendes fra Louisiana-Museet.  Ikke nogen stor udstilling, men sandelig et besøg værd.

Skulptur af Jean Dubuffet. Venedig. Palazzo Franchetti. Foto: Bogo Group.

Accademia Galleria og Georg Baselitz

Ovre ved Accademiabroen ligger Venedigs fine billedgalleri, Accademia Galleria, hvor de også er begyndt at vise moderne udstillinger. Den tyske maler og billedhugger Georg Baselitz (1938)  har fået lov at vise sine værker, der i denne omgang alle er på hovedet.

Georg Baselitz på Accademia. Venedig. Foto: Bogo Group.

Sådan behøvede det ikke at være på udstillingen, for Baselitz,  der jo er fra samme generation som bl.a. vor egen Per Kirkeby, har malet så meget andet. Men som han har sagt: ved at vende motiverne på hovedet demonstrerer han, at værkerne ikke er virkelighed. En enorm trædame, med kæmpemæssige fødder er også med til at understrege, at vi er langt væk fra naturalismen. Der er smæk for skillingen hos Baselitz med en dejlig maleglæde, som er smittende på beskueren.

Georg Baselitz. Venedig. Accademia. Foto: Bogo Group.

Accademia-museet selv rummer de dejligste klassiske værker  af bl.a. Giovanni Bellini, Francesco Guardi, Giorgione, Charles Le Brun, Pietro Longhi, Lorenzo Lotto, Mantegna, Tiepolo, Tintoretto, Titian, Veronese, Vasa og tegninger af Leonardo da Vinci. Det er sandelig nogle timer værd og det rigtige sted at gå hen og møde den store venetianske malerkunst.

Udsigt fra tagterrassen på Guggenheim-museet i Venedig. Foto: Bogo Group.

Guggenheim og Jean Arp

5 minutters gang derfra –stadig på Dursoduo, ligger Guggenheim-museet i Palazzo Venier dei Leoni, som er specielt ved kun at være på én etage. Huset set ude fra Canal Grande ligner næsten en moderne luksusvilla og er da også gennemrestaureret. Myten fortæller, at den oprindelige bygherre, for et par århundrede siden, simpelthen gik konkurs under byggeriet og så kom der aldrig flere etager.

Peggy Guggenheim købte huset og siden blev det til museum over hendes kunstsamling, siden   suppleret med skiftende udstillinger.

Jean Arp. Guggenheim Museet. Venedig. Foto: Bogo Group.

Vort besøg begyndte med en tidlig morgenmad før åbningstid på toppen af det lille palads under de hvide parasoller med delikate croissanter, italienske kager  m.m.  Man kunne godt vænne sig til at bo ud til Canal Grande!  I udstillingslokalerne vises for tiden en retrospektiv udstilling med Jean Arps værker (1886-1966).

Jean Arp. Guggenheim Museet. Venedig. Foto: Bogo Group.

Slev om Jean Arp var med til at grundlægge dadaismen i 1920erne, og Dada i realiteten  betyder nonsens, er det stramme og smukke former, som kendetegner han værker, uanset om det er collager, malerier eller skulpturer.

Derudover er det altid en nydelse at gå igennem Peggy Guggenheims stuer, som er spækket med Picasso og andre af det 20. århundredes bedste kunstnere.  En meget behagelig større på et museum. Og hvilken placering ud til Canal Grande.

En Alexander Calder skulptur henslængt på Guggenheim Museet. Venedig. Foto: Bogo Group.

Faurschou og kinesere på Isola di S. Giorgio Maggiore

Danske Faurschou, som bl.a. driver et galleri i Kina, har under de senere Venedig-biennaler lejet sig ind på øen S. Giorgio. Man sejler lige over fra S. Zaccaria ved Dogepaladset. 3 minutter efter  er man på den lille ø, som blot rummer en mindre kajplads til lystbåde, et tidligere kloster, Palladios sene kirke med næsten manieristiske søljeformationer på facaden og så nogle gamle hangar-bygninger. Her viser Faurschou også i år (indtil d.1.9.)  ny kinesisk kunst. Ved åbningsdagen var der tillige en vild installation med både videos og optrædende mennesker. En stemning af natklub, bordel eller lign. Sådan er det nok ikke på en almindelig udstillingsdag. Men tag et smut derover – og hold pause for de andre turister.

Foto fra performance i Faurschous kinesisiske udstilling. Venedig. 2019. Foto: Bogo Group.

Der er uendelig mange oplevelser at hente i Venedig. UENDELIG MANGE, MEn det kan også blive trættende.

Hermed slutter årets gennemgang. Biennalen er åben indtil slutningen af november. Der er forskellige aktiviteter, film, teater og foredrag m.m. Gå ind på Biennalens hjemmeside og find ud af, hvad der kan være interessant at opleve hvornår.

https://www.labiennale.org/en/art/2019/

 

PS. for 4 år siden – skrev jeg bl.a. en mindre guide til 1. og 2. gangsbesøgende. Den følger her:

 

Venedig,  sommeren 2015, 7.

Praktiske råd.

/Ulla Strømberg

15.05.25. canale grandeFoto: US.

Uanset om turen til Venedig går via fly, tog eller bil, køb et flerdageskort til vaporettoen, vandbussen, så kan man hoppe af og på, så meget man lyster.   Vandtaxier er forbeholdt dem, der er rastløse eller gerne vil spille smarte!

Hvem har ikke elsket Venedig? Casanova, Lord Byron, Marcel Proust, Ernst Hemingway, Diaghilev, Thomas Mann og mange flere. (Bemærk – det er mænd!) Kærlighed til Venedig er indlysende, for byen er så anderledes vidunderlig og trættende og en masse andet, der er svært at definere, men som bare skal opleves.

De bedste stunder er tidligt om morgenen og sent om aftenen, når uroen fra turisterne er væk. Så fungerer byen på sine egne præmisser med praktiske både, der fragter alt rundt.

IMG_3201Foto: US.

Derfor skal man altid blive et par dage i byen og ikke blot skynde sig hjem til Gardasøen, Mestre eller Rimini. Men hotelpriserne stiger og stiger, og det er som om, der nu er sæson hele sommerhalvåret.

3-stjernede hoteller, uden comfort, koster nemt 200 – 300 euro for et dobbeltværelse, hvis man gerne vil bo i nærheden af Marcuspladsen eller Accademia-broen ( ved højsæsonerne). Men egentlig er det slet ikke nødvendigt, for livet udfolder sig mere autentisk alle andre steder. I den varmeste periode er det dog fornuftigt at bo ud til en kanal, synes jeg: På Dorsoduro er der ud til den åbne Canale Della Giudecca bl.a. Hotel La Calcina og ved siden af Pensione Seguso.

Hotel La Calcina

Hotel La Calcina.Foto: US.

Begge hoteller har en helt speciel stemning med møbler fra forrige århundredskifte, udsigt fra flere værelser, men bortset fra det, er priserne HØJE i forhold til kvaliteten. Pensione Academia er også en mulighed (har ikke boet der).

Men er man ikke så bange for turister, (det er jeg), bliver hotellerne billigere, jo nærmere man kommer Jernbanestationen. Fine, nyrenoverede 3-4 stjernede hoteller ud mod Canale Grande kan fås for samme penge, dvs. 2-300 euro.billeder telefon 15.05.07. 670(udsigten ved morgenmaden på La Calcina. Foto: US.)

Men den billigste og behageligste løsning er faktisk at bo på Lidoen, den lange tange, som ligger ud mod det åbne hav. Men find et hotel tæt på Vaporettoen. Sejlturen fra Markuspladsen tager kun 15 minutter, og der går båd direkte fra Lufthavnen. På Lidoen er hotelpriserne det halve, dvs. et pænt dobbeltværelse kan fås for 120 euro – bl.a. La Pergola. Men lidoen er støvsuget for den specielle venetianske stemning, så det er en mere almindelig sommer – og strandatmosfære, man vil få om aftenen. I øvrigt er det herovre, Filmfestivalen finder sted. Lidoen er også en god mulighed, hvis man er morgenmenneske og vil have en dukkert. Ud mod det åbne hav væk fra udsigten til Venedig, ligger badehotellerne og de velorganiserede strandbade. Kontrasten fra Lidoen til Venedig er ekstrem, men fascinerende.

Restauranter tør jeg ikke anbefale. Mange steder er tjenerne nærmest uvenlige, men man kan være heldig. Se efter rundt om hjørnet fra hovedstrøgene og fornem stemningen. På pladsen foran operaen La Fenice er der flere restauranter, bl.a. én, hvor man kun sidder udenfor, ganske charmerende, men maden er gennemsnitligt. I øvrigt skal man holde sig væk fra turistområderne, når det gælder restauranter.

God tur. Husk gode sko, hat, kasket, kort og læsebriller!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.