Kulturkupeen

Venedig-Biennalen. 1. 2019. Giardini.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Venezia-Biennalen 2019. Giardini.

La Biennale. 2019. Foto: Bogo group.

Fanzy klædte, midaldrende amerikanske kvinder, sortklædte japanere og masser af pæne mænd i sommerdress. Kunstbiennalen i Venedig er netop åbnet, og byen forventer mere end en halv million kunstinteresserede de næste seks måneder blot for at se på moderne kunst i Giardini (med de nationale pavilloner), Arsenale (det gamle militærområdet med lidt mere sprælske installationer) og så rundt i byen på overraskende steder. Moderne kunst overalt!

Til Biennale i Giardini. Køer flere steder. Foto: Bogo Group.

At gæsterne tillige får resten af Venedig-pakken, gør jo ikke turen til Norditalien mindre attraktiv. For de mange fastansatte kuratorer og embedsfolk er rejsen vel ovenikøbet gratis. Biennaler kan jo hurtigt blive et officielt anliggende! Venedig lever af turister. Byen er en af verdens ældste turistmagneter, for lige siden 30-årskrigens afslutning har Venedig været et refugium for udlændinge, til stadig større irritation for de indfødte. Men det er en anden historie.

Kunstbiennalen er kaos og uoverskuelighed på den raffinerede måde. For ingen kan nå at se alt, dertil er der også for mange af oplevelserne, som synes ligegyldige. Denne følelse efterlader selvfølgelig hurtigt en vis reserveret holdning. Orker man at åbne den næste dør? Er det, vi ser nu, også på verdens top 100 liste over den vigtigste og bedste kunst lige nu? Jeg tør ikke besvare spørgsmålet, men må konstatere, at årets menu står på masser af videos, hvor mange er alt for lange til at indgå i et udstillingskoncept som Venedig-biennalen. Hvornår lærer kunstnere og kuratorer, at det ikke nytter at vise 30 minutter lange videoer, når hele verdens kunst lokker udenfor i konkurrence med solen, gondoler og masser af andre visuelle overraskelser og fatamorganaer.

Stemning fra Biennalen, Giardini, med Jeppe Heins bænke. Foto: Bogo Group.

Ingen besøgende har været med i alle årene. Ingen kan prale af, at de er virkelige veteraner. For Kunstbiennalen i Venedig åbnede førte gang i 1895 og har forsat siden, dog med et stop omkring 2. verdenskrig. Men ellers er det gået fremad som et andet De Forenede Nationer, hvor man, på trods af politiske uligheder, side om side, hus ved hus, pavillon ved pavillon, i Giardini, og væg ved væg i Arsenale, viser sit lands kunst. Men som de nationale grænser i perioder er mindre interessante, når vi taler om billedkunst, er grænserne imellem kunstnernes nationalitet også flydende.

Ved den officielle åbning af den Danske Pavillon ( med fine søjler). Foto: Bogo Group.

Den danske Pavillon: Heirloom: Larissa Sansour

Således er den kunstner, Larissa Sansour, som den danske pavillon viser i år nok dansk statsborger, men født i Østjerusalem, og i dag bosiddende i London. Hun har dog i en kortere periode gået på Det Danske Kunstakademi. Men det er ingen forudsætning. Larissa Sansour har opfyldt de krav, som Statens Kunstfonds billedudvalg har stillet.  Hendes værk fungerer godt i den yderst sammensatte danske pavillon (halvt klassisk bygning fra 1930erne – halvt parcelhus fra 1960erne). Med en stor, sort, rund skive i det ene rum slår hun tonen an om udslettelse og ødelæggelse. Denne fornemmelse forløses i den lange video på 28 minutter. En uhyggelig film, hyper professionelt gennemført, om en ung og en gammel kvinde, der mødes efter en økologisk katastrofe i en fiktiv tid, et fiktivt sted og alligevel ikke. Men grundlæggende handler historien om det basale i eksistensen: at være menneske. En dommedagsvision, som kan pakkes ind i alle mulige dyre ord som interdiciplinær arbejdsmetode, etc. etc.

I disse år vender flere og flere billedkunstnere sig tilsyneladende mod filmmediet. Det kommer der nogle gange helt nye udtryk ud af, men sandelig også en lidt trættende retrospillestil, der viser tilbage. Det interdisciplinære synes faktisk at springe skuespilkunsten over. Og det opleves i adskillige af de viste videoer, hvor personer, figurer og i det hele taget kameragangen føles unødig tung, krukket og distanceret. Nogle gange ligefrem amatøragtig. men ikke i den danske pavillon.

Den russiske Pavillon, Biennalen. Foto: US.

Den russiske pavillon: Mekaniske trædukker og en hyldest til Rembrandt

Den russiske pavillon, som ligger lige overfor den danske, har et stort opsat mekanisk teater, der på en given foranledning sætter en masse træfigurer i gang som en slags sprællemænd, der hopper op og ned. Samtidigt er udstillingen en hyldest til Rembrandt igennem stort opsatte tableauer. Too Much er det samlede indtryk, når man kommer ude fra det venetianske dagslys.

Den venezuelanske Pavillon  

Også over for den danske pavillon ligger det venezuelanske hus. Men i år må man gå forgæves. Hjemlige politiske problemer har gjort, at der ikke har været overskud til at tænke på kunst.  En uhyggelig reminder til alle.

Den franske pavillon. Biennalen. Laure Prouvost. Foto: Bogo Group.

Den hypede franske pavillon med Laure Prouvost

Ved åbningsdagene viser det sig hurtigt, hvilken pavillon, der er gæsternes darling: i år er det den franske udstilling med kunstneren Laure Prouvost.  Allerede første dag er køen lang foran pavillonen. Spørger man folk, der har set vidunderet, svarer de ikke så præcis på, hvad de har set derinde, men påstår, at det er ventetiden værd. Så vi stiller os op på 3. dagen og er heldige, da det kun tager mindre end 50 minutter at nå frem til bagdøren af huse. Derefter losses vi  ind i et rum med diverse affald som i et forurenet hav. Tonen er slået an, vi kan ikke tilbagevise Laure Prouvosts ønske om at vise den forurenede verden. Masser af mennesker trænges inde ved videoen, som viser nogle lidt gumpede unge og ældre, der vandrer over stok, sten, bjerg for at nå frem til Venedig – og i de næste rum står faktisk de samme figurer lyslevende i nogle rodede installationer.  Vi får også en papirmaske – i øvrigt sponseret af bl.a. Chanel – den kan vi tage på og blive en af de optrædende, måske.  Heldigvis var der ingen præmier til denne pavillon.

Biennalen. Guldvinderen. Den lithaunske pavillon. Officielt pressebillede.

Den litauenske Pavillon – (ude i byen)

På den officielle åbningsdag, hvor journalister, kuratorer og andre indbudte allerede har vandret rundt i tre dage, uddeles priser. Årets bedste pavillon blev Den litauenske, med titelen: Sun&Sea. Skabt af Lina Lapelyte, Valva Grainyte og Rugile Barzdziukaite. Og så må jeg indrømme, at den har jeg bare ikke set, for den lå et afsides sted, og ingen havde sagt noget om den. Men efter sigende skal udstillingen være et brag af en installation – midt i mellem en performance og en opera, spillet på en konstrueret badestrand, hvor personer har henslængt sig og vist også bryder ud i sang. Se den endelig, ligger ikke langt fra Arsenale.  Mere kan jeg ikke sige.

Biennalen. Den belgiske pavillon. Foto: US.

Den belgiske pavillon  

I det stramme hvide rum hos belgierne er der ganske anderledes end hos russerne, men også  her er opstillet trædukker formfuldendt klædt på i 1800-tals folkklorestil: En bager, en pottemager etc. – og ude på siderne, bag tremmer, står nogle moderne repræsentanter for menneskeheden.  Individer i bur, anderledes, med både linjer bagud og fremad. Pavillonen fik en “særlig omtale” ved prisuddelingen.

Den brasilianske pavillon med en vild dansevideo.

Også brasilianerne er tyet til en video, men den er lykkeligt renset for forståelsesbarrierer og viser blot en ekstrem danseglæde i et fattigkvarter. Og på spørgsmål til de flinke brasilianske guider, kunne de fortælle, at den dansemåde slet ikke er noget, de har kendt til. Og så bliver man lige mindet om de enorme klasseskel, der findes i et land som Brasilien.

Og sådan kan man blive ved: den hollandske udstilling er striks, som et billede af Mondrian, den indiske udstilling er rund og varm og er en hyldest til Gandhi med befolkningens sandaler klistret op på en væg, Den østrigske skingrende hvid, med grænseoverskridende fotos og med nogle dekorative blomster udenfor, mens den koreanske udstilling bl.a. viser en video af den danskkoreanske Jane Jin Kaisen.

Der er nok at se – men pas på ikke at blive overspist.

Dette var 1. del af reportagen fra Biennalen, 2019. Fortsættelse følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *