Kulturkupeen

Venedig 7 – gode råd til 1.- og 2.-gangsbesøgende.

Venedig sommeren 2015, 7.

/Ulla Strømberg

15.05.25. canale grandeFoto: US.

Allerførst, uanset om turen til Venedig går via fly, tog eller bil, køb et flerdagskort til vaporettoen, vandbussen, så kan man hoppe af og på, så meget man lyster.   Vandtaxier er forbeholdt dem, der er rastløse eller gerne vil spille smarte!

Hvem har ikke elsket Venedig? Casanova, Lord Byron, Marcel Proust, Ernst Hemingway, Diaghilev, Thomas Mann og mange flere. (Bemærk – det er mænd!) Kærlighed til Venedig er indlysende, for byen er så anderledes vidunderlig og trættende og en masse andet, der er svært at definere, men som bare skal opleves.

De bedste stunder er tidligt om morgenen og sent om aftenen, når uroen fra turisterne er væk. Så fungerer byen på sine egne præmisser med praktiske både, der fragter alt rundt.

IMG_3201Foto: US.

Derfor skal man altid blive et par dage i byen og ikke blot skynde sig hjem til Gardasøen, Mestre eller Rimini. Men hotelpriserne stiger og stiger, og det er som om, der nu er sæson hele sommerhalvåret.

3-stjernede hoteller, uden comfort, koster nemt 200 – 300 euro for et dobbeltværelse, hvis man gerne vil bo i nærheden af Marcuspladsen eller Academia-broen. Men egentlig er det slet ikke nødvendigt, for livet udfolder sig mere autentisk alle andre steder. I den varmeste periode er det dog fornuftigt at bo ud til en kanal, synes jeg: På Dorsoduro er der ud til den åbne Canale Della Giudecca bl.a. Hotel La Calcina og ved siden af Pensione Seguso.

Hotel La Calcina

Hotel La Calcina.Foto: US.

Begge hoteller har en helt speciel stemning med møbler fra forrige århundredskifte, udsigt fra flere værelser, men bortset fra det, er priserne HØJE i forhold til kvaliteten. Pensione Academia er også en mulighed ( har ikke boet der).

Men er man ikke så bange for turister, (det er jeg), bliver hotellerne billigere, jo nærmere man kommer Jernbanestationen. Fine, nyrenoverede 3-4 stjernede hoteller ud mod Canale Grande kan fås for samme penge, dvs. 2-300 euro.billeder telefon 15.05.07. 670

(udsigten ved morgenmaden på La Calcina. Foto: US.)

Men den billigste og behageligste løsning er faktisk at bo på Lidoen, den lange tange, som ligger ud mod det åbne hav. Men find et hotel tæt på Vaporettoen. Sejlturen fra Markuspladsen tager kun 15 minutter, og der går båd direkte fra Lufthavnen. På Lidoen er hotelpriserne det halve, dvs. et pænt dobbeltværelse kan fås for 120 euro – bl.a. La Pergola. Men lidoen er støvsuget for den specielle venetianske stemning, så det er en mere almindelig sommer – og strandatmosfære, man vil få om aftenen. I øvrigt er det herovre, Filmfestivalen finder sted. Lidoen er også en god mulighed, hvis man er morgenmenneske og vil have en dukkert. Ud mod det åbne hav ligger badehotellerne og de velorganiserede strandbade. Kontrasten fra Lidoen til Venedig er ekstrem, men fascinerende.

Restauranter tør jeg ikke anbefale. Mange steder er tjenerne nærmest uvenlige, men man kan være heldig. Se efter rundt om hjørnet fra hovedstrøget og fornem stemningen. På pladsen foran operaen La Fenice er der flere restauranter, bl.a. én, hvor man kun sidder udenfor, ganske charmerende, men maden er gennemsnitligt. I øvrigt skal man holde sig væk fra turistområderne, når det gælder restauranter.  God tur. Husk gode sko, hat, kasket, kort og læsebriller!