Kommentar af Ulla Strømberg.
Venedig – Biennaletid – 2022. Ude i byen. Nr.1.
Venedig en formiddag, 2022, ved Punta della Dogana. Foto: JJL.
Selvfølgelig skal det tages symbolsk, at jeg begynder ude i byen ved denne rundtur til moderne kunst i en by, som er alt andet end moderne: Venedig.
Kunstbiennalen har måttet vente et år – så nu er det blevet til lige år. Biennalen lyser af både kraft og energi samt en smittende interesse i at VISE kunsten til det store publikum. Men noget andet lurer også i denne turistby over alle.
Den evige kendiseffekt iblandet big money.
Det hele begyndte i 1895. Venedig var en trist affære på trods af fordums storhed og en unik byggestil. Forfaldet og fattigdommen overskyggede den underliggende stemning, og lokale folk ”opfandt” biennalen. Hurtigt blev det et tilløbsstykke for Europas toneangivende kunstkredse, og efter århundredskiftet blev Venedig et yndet feriemål for de øverste klasser.
Kendte mennesker som har været med til at gøre Venedig interessant og attraktiv som adspredelse, bl.a. kunsthistorikeren John Ruskin, der skrev biblen: “The stones of Venice” i 1853. Balletimpressarioen Serge Diaghilev rejste i 1929 ligefrem tilbage til Venedigs Lido og indlogerede sig endnu engang på Hotel les Bains, da han vidste, at han skulle dø. Stemningen kendes fra ”Døden i Venedig” – ikke mindst Viscontis filmatisering af Thomas Manns roman fra 1971, hvor man gætter på, at hovedpersonen er et portræt af Gustav Mahler.
Det store hotel på Lidoen Grand Hotel les Bains, som har været lukket nogle år, men strandhusene er ved at blive sat i stand. Måske er der lys forude? Foto: JJL.
Det er ikke for at være banal, men uanset hvad, så har folk udefra altid taget ejerskab af Venedig, senest den franske rigmand François Pinault, som nu ejer Palazzo Grassi og viser smældende kunstudstillinger der og ligeså i de gamle flådebygninger Punta della Dogana på Dorsoduro ved siden af Della Salute Kirken. Begge steder indrettet af den japanske arkitekt Tadeo Ando. Også i Paris har Ando været med til at ombygge Bourse de Commerce som nu huser Pinault Collection. På samme vis har modehuset Prada købt et palads ud til Canal Grande, Ca’ Corner della Regina fra 1700-tallet, også her vises skiftende udstillinger med pang.
Venedig. Canal Grande. Udsigt fra Guggenheim Museet. Foto: Bogo Group.
Tendensen er altså gammel, tænk blot på Peggy Guggenheim, der i 1948 købte det berømmede palads, Palazzo Venier dei Leoni, også ved Canal Grande. Huset er genkendeligt, for det ligner grangiveligt et større parcelhus, i det bygherren i 1700-tallet gik fallit, og paladset aldrig blev færdigbygget. Peggy Guggenheim levede som kunsthandler og kunstsamler og bosatte sig i paladset indtil sin død i 1979. Allerede mange år tidligere havde hun åbnet dørene til sine fantastisk samling af moderne kunst.
Kort sagt: moderne kapitalisme og kendiseffekt kan ikke adskilles fra den historiske by Venedig.
Men hangen til rigdom og en udpræget klassebevidsthed er desværre mere end nogen sinde til stede overalt, hvor der står La Biennale. Sådan var det ikke for 25 år siden. Da kunne man møde både kunstnere og museumsfolk rundt omkring, nu er det party-time det meste af tiden for indercirklerne. Men ude i byen kan man glemme kendis-hurlumhejet for en stund.
Så lad os gå ud i byen og se på moderne kunst:
ANSELM KIEFER i Dogepaladset
Årets definitivt største oplevelse er den tyske maler Anselm Kiefers store 10×10 meter høje malerier som er hængt op i dogepaladset. Dvs. der er et helt bevist crash imellem Venedigs storhed og politiske velmagtsdage og en moderne kunstners analyse og fortolkning af den moderne samfundsborger, der står midt i et måske krigshærget landskab.
Kiefer i Dogepaladset. Venedig. 2022. Snapshot: US
Alt hvad Kiefer (født 1945) skaber, viser en uhyggelig opløsning og undergangsstemning. Det kan være slagmarker, nedskudte fly eller eventuelt kirkegårde. I malingen blander han ofte naturmateriale som strå, jord og metalisk affald.
I Dogepaladset mister man pusten ved mødet med Kiefers værker. Selv skriver Kiefer om det samlede værk med et citat hentet fra en venetiansk filosof og forfatter Andrea Emo (1901-1983): ”Disse tekster vil, når de er brændt, kaste en smule lys.” Fortiden og nutiden er tilstede i hvert et penselsstrøg hos Kiefer. Imponerende, for det oplyses at det samlede værk måler 8,5 meter x 116 meter i Sala dello Scrutinio.
Kiefer i Dogepaladset. Venedig. 2022. Snapshot: US
Det gode og også lidt besværlige er, at man som besøgende ikke kan slippe for at traske hele Dogepaladset igennem for så at ende med de overvældende værker. Det er ubeskriveligt. Overvældende. Hele venedigturen værd. Gå Ikke glip af det. Næsten grænseoverskridende.
Årets største oplevelse – årtiets måske. Alt må derfor overvindes: køen for at komme ind i Dogepaladset og så billetprisen. Kiefer er et must.
Baselitz i Palazzo Grimani.2022. Venedig. Foto: US.
Baselitz på Palazzo Grimani
I det ret lille Museo Palazzo Grimani vises en anden af tysk billedkunsts store koryfæer: Baselitz. Udstillingen åbnede allerede sidste år, og igen er det vel nærmest bestillingsarbejder, der hænger på væggene. Men det gør dem ikke mindre attraktive. Billederne er abstrakte og har for de flestes vedkommende ingen menneskeskikkelser som motiv. Det betyder, at der i den store sal kun er kolorisme, som til gengæld er påtrængende, næsten eksploderende.
Baselitz i Palazzo Grimani. Venedig. 2022. Foto: US.
Titlerne peger henimod noget for danskere kendt, bl.a. en hilsen til Jorn. Billederne hænger som panelstykker hele vejen rundt og er overraskende livgivende, også selv om der ingen historier er i billederne. Egentlig er det kun titlerne, der varierer.
Georg Baselitz. Palazzo Grimani. Venedig. 2022. Snapshot af US.
I et siderum hænger der et par af den genkendelige Baselitz-figurer på hovedet. Imponerende nok har de stadig en friskhed og nutidighed. Palæet er i den mindre skala, men har ikke desto mindre et prægtigt rum med antikke skupturer. Fortid og nutid mødes igen her i Venedig.
Palazzo Grimani. Antikrummet. Foto: US.
Byen Venedig må elske Baselitz. For få år siden var der en imponerende udstilling på Accademia museet.
Bruce Nauman hos Pinault
Endnu en af de store, modne, mandlige kunstnere, som kan opleves ude i byen i Venedig, er Bruce Nauman. I Punta della Dogana vises spændende videos og film, der er tricket ved klippebordet, så optagelser af Nauman in person som en moden mand i t-shirt knækker over på midten. Ben og overkrop følges ikke ad.
Bruce Nauman Video film. Punto della Dogana. 2022.
Sjovt og underfundigt og flot – i naturlig størrelse – på en kæmpe væg. ”walks in walks out” er fra 2006.
Bruce Nauman Video film. Punto della Dogana. 2022. Fotoshot: US.
i et par af rummene skal man have briller på for at få den rigtige oplevelse af et tredimensionelt rum, hvor elementerne flytter sig i forhold til hinanden: Nature Morte, 2020. Optagelser er fra hans studie, så der er mange elementer, der flytter og bevæger sig. Også sjovt og giver mulighed for forskellige overvejelser. Nogle af Naumans klassiske små videos er ikke med på udstillingen, men til gengæld nogle af hans tidligste forsøg fra 1960erne.
Udsigt fra Punta della Dogana. 2022. Foto: JJL.
Stedet er faktisk uderskønt at være i. Ser man ud ad vinduerne eller går op på øverste etage er der 270 graders udsigt – med vand, kanaler, Paladser og et par af Palladios kirker. Indenfor, foran de gamle murede vægge er der sat nye hvide skillevægge op, som fungerer fint.
På dette tidspunkt kan man måske tillade sig en kop kaffe. Der er som regel ikke mange mennesker og slet ingen turister i den lille elegante, minimalistiske café på stedet.
Hermed slutter første del af årets Venedig-tur. I næste del kommer jeg forbi værker af Louise Nevelson, Anish Kapoor, en stor surrealistisk udstilling på Peggy Guggenheims museum og lidt mere. Og tredje tur går til selve Biennalen, Arsenale og Giardini, hvor de store nationale pavilloner ligger. Hold ud.
www.labiennale.com