∗∗∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Venter – Peer Gynt ifølge Solveig. Tivolis koncertsal.
Aftenen begyndte fantastisk, men endte i ingenting.
På den brede scene står en kridhvid kasse med to hvide lærreder på fløjene. Forestillingen samler sig, og et helt sortklædt kor fylder scenen fra væg til væg. Et par Grieg-salmer synges, men derefter forvises koret til sidefløjene, så vi ikke længere kan se dem. Heller ikke det store Tivoli Copenhagen Phil er synligt – hvis man ikke anstrenger sig meget og læner sig lidt skråt frem.
Venter. Foto fra Bergen-opførelsen. 2019. Foto: Thor Brødreskift.
Ind i den hvide kasse træder den smukke norske sopran Mari Eriksmoen, indbegrebet af en norsk kvinde og dermed inkarnationen af de Solveig ‘er, der er blevet forladt og snydt af mænd som Peer Gynt.
Så langt så godt. På lærrederne vises her ved indledningen, i ekstremt hurtigt tempo, tekstsider fra en bog – nemlig parallelhistorien skrevet af den norske succesforfatter Karl Ove Knausgård. (Ham med ”Min Kamp”). Så forlades den tekst vist nok.
I det hvide bur til den smukkeste Grieg-musik synger Mari Eriksmoen sig igennem den næste time. Tekstens betydning forsvinder desværre, her er ingen overtekster ( det var der vist i Bergen) men smukt er det, og store rovfugle afløst af en ædel hjort, der kan vippe med det ene øre, lyser op. Siden kommer en gammel kvinde i en særk til syne. Ind imellem er der selfies af den smukke Mari Eriksmoen, som virker ved sine fulde fem og slet ikke er den Solveig, som bliver gal.
Da vi nærmer os slutningen fyldes videosporet af en langstrakt, hypernaturalistisk barnefødsel. Her var jeg stået af.
Peer Gynt-historien er på dette tidspunkt forsvundet, ligeså den sørgmodige Solveig, der er inkanationen af alle trofaste, forladte kvinder og det samme med Ibsens ord. Borte. Heller ikke Knausgårds lille novelle, som er udkommet i smukt udstyr på dagen hos forlaget Lindhardt og Ringhof her i Danmark, får valuta for pengene. Men elementerne synes at være til stede: Knausgård har fuglefotos og indirekte en barnefødsel, og dermed flere generationer kvinder, med i sin fortælling.
Venter. Foto fra Bergen-opførelsen. 2019. Foto: Thor Brødreskift.
En spændende norsk dirigent, Eivind Gullberg Jensen, holder flot de forskellige tråde samlet. Men bolden må gå tilbage til den catalonske instruktør Calixto Bieito, (hvis han har fået ideen), og der burde komme et redeligt svar fra ham: hvorfor al det postyr.
Ekstremt gode kræfter er involveret i dette projekt, som blev uropført i Bergen for få dage siden ved årets festspil og skal opføres flere steder i Europa.
Venter. Foto fra Bergen-opførelsen. 2019. Foto: Thor Brødreskift.
Hvordan stemningen var i Norge kunne være sjovt at vide: Catalonieren har rørt ved nationalguldet: Henrik Ibsen, den store dramatiker, der i 1867 på den italienske ø Ischia skrev det store digt ”Peer Gynt” på få måneder i sporet på vor romantiske digter Oehlenschlægers ”Aladdin”. (Peer Gynt udkom som bog på Oehlenschlægers fødselsdag.) I 1874 skulle værket på scenen i Bergen, og Ibsen giver yderst detaljerede instrukser til Grieg om, hvordan musikken skal være. Men det er en langsommelig proces for Grieg, der ovenikøbet får sure miner fra Bjørnstjerne Bjørnson, fordi han samarbejder med Ibsen. Siden hen kommer det store og uregerlige epos til at gå sin svære sejrsgang på scener fra Folketeatret i København, 1886, og videre ud i verden.
“Peer Gynt” er skrevet på et tidspunkt, hvor Ibsen ikke er nået til sin naturalistiske stil med bl.a. ”Et Dukkehjem” fra 1879 – og siden hen de mere symbolske stykker. Det interessante er dog bl.a., at Ibsen lader en lange række kvinder, i al deres sammensathed, være hovedpersoner i skuespillene: “Et Dukkehjem”, “Hedda Gabler”, “Fruen fra Havet”, etc. Så kvindesagen kan ikke være vred på Ibsen.
Forsiden på Knuasgårds nye, lille bog.
Så konklusionen på denne aften må være: Tag hvert værk for sig: Karl Ove Knausgårds nutidsnovelle, som handler om to gamle klassekammeraters møde beskrevet i den detaljerede knausgård-stil, hvor alt bliver noteret ned – læs eller opsøg en “Peer Gynt”-opsætning – sæt Griegs vidunderlige toner i ørerne – og glem ikke Mari Eriksmoens smukke stemme. Men tilsammen blev disse elementer et fortænkt makværk, som ingen af de involverede kunstnere kan være tilfredse med. Og kvindesagen slet ikke.
Lindhardt og Ringhof: Fuglene under Himlen. Karl Ove Knausgård. 2019 ( 80 sider – 149,- kr.)