Kulturkupeen

Kameliadamen. Neumeier-ballet på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg

Kameliadamen. Neumeier-ballet på Det Kongelige Teater.

Et meget engageret, borgerligt publikum til ”Kameliadamen” fredag aften kunne næste ikke standse med klap og venlige tilråb ved repremieren af John Neumeiers ballet.   En velfortjent anerkendelse. Den eneste anke, man kan komme med, er vel, at det er pokkers sent i sæsonen, som har været ganske mager på ballettens område. Her på falderebet til sommeren, i vild konkurrence med byens udendørsliv kommer 7 forestillinger. Men det er godt, at ”Kameliadamen” er på plakaten og kan appellere til et stort publikum og give danserne udfordringer.

Ida Praetorius. Kameliadamen, 2012/2019. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

Ida Praetorius er Det Kongeliges nye stjerne. Hun får lov at danse alle de gode partier, uanset om hun måske stadig fungerer og funkler bedst i de spæde, positive roller. For Kameliadamen, Marguerite Gautier, er jo en depraveret størrelse, en holdt kvinde, der dog taber sit halvrene hjerte til den unge borgersøn, Armand Duval, som ikke må få hende for sin far. I mellemtiden kan hun hoste sig igennem og gå ud med andre herrer, for tilbedere er der nok af hos Neumeier og hos alle forgængerne, men selvfølgelig mest hos Dumas d. yngre. Han skrev historien allerede i 1848, året efter virkelighedens smukke kameliadame døde i Paris af tuberkulose.

Genfortællingen findes i alle afarter inden for de fleste kunstarter, men har dog bedst overlevet hos Verdi i ”La Traviata”.

Kameliadamen, 2012/2019. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

 

Neumeiers ballet er fra 1978. Den gang han havde det ene gennembrud efter det andet – først uden for Hamborg, siden primært i Hamborg, hvor han stadig er balletchef.  Hans styrke er, at han kan lide at fortælle store historier, føjer trinene efter karaktererne og skaber spændende, divergerende tableauer, som allerbedst kendes fra hans uovertrufne ”Romeo og Julie”. Den ballet er værd at fremhæve. Også Jürgen Roses scenografi fra midten af 1970erne til kærlighedsdramaet er vist stadig på lager hos Det Kongelige Teater.

Kameliadamen, 2012/2019. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

Jürgen Rose er også scenograf her på ”Kameliadamen”, og jeg beklager min påstand, men scenografien trækker faktisk ned.Scenografi er en hjælpekunstart, der ikke kan stå alene, og denne dekoration inc. lysdesign er en smule ældet, lidt pappet, mens koreografien synes at holde.  Bare der snart var nogen, som ville forstå forskellen på den varige kunst og det mere kortvarige, hvor både scenografi, oversættelse, lyssætning m.m. hører hjemme.

Med ”Kameliadamen” viser Neumeier sin store fortælleevne, selv om han faktisk har lagt lidt for mange lag oven på historien. Derved bliver aftenen lang med to pauser. I øvrigt kommer de omfangsrige kostumer mange gange i vejen i de semimoderne “løft”, men det er måske en bagatel, som i hvert fald ikke er rettet.

Kameliadamen, 2012/2019. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

Balletten begynder med auktion over den afdøde skønhed, og så tænkes tilbage og oveni er lagt teaterscener fra ”Manon Lescaut”, som derved bliver et rokoko-parallelspor til den kærlighedshistorie, som Marguerite Gautier selv gennemlever.  En ide, som allerede Dumas udnyttede.

Danserne

Ida Praetorius er en danser med en utrolig yndefuld indlevelse, som aldrig overdøver hendes dansefærdigheder. Alt hvad hun foretager sig er smukt og skrøbeligt, og Ida Prætorius udvikler sig stadig som balletdanser. Også partneren, Ryan Tomash, der danser den unge forelskede Armand Duval, har fuld dækning for både trin og smerte – ikke nogen nem opgave. Parret klæder hinanden, og mon ikke Ryan Tomash snart rykker op i solistklassen. Udenom danser bl.a. den nyudnævnte solodanser Jon Axel Fransson med vanlig kant og karakter. Flot og publikumsvenligt. Der er drama på scenen, selv om lyssætning og hele stemningen er overraskende neddæmpet og kun får liv via danserne.

Musikken er et kapital for sig. Udelukkende Chopin – og altså ikke den nemme løsning med Verdi, som oprindelig havde været Neumeiers tanke. Med Chopin er der både ro, vemod og drama for alle pengene i både klaverstykkerne og orkesterværker.

Kameliadamen, 2012/2019. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

Det er en aften, Den Kongelige Ballet kan være bekendt og beviser også, at Balletten ikke falder for det første det bedste tilbud. Med 41 år på bagen og uendelig mange instruktørassistenter, er det en genopsættelse af udgaven fra 2012 med historiske linjer bagud samtidig med at det unge balletkorps får nye udfordringer.

En klassisk balletaften som publikum allerede elsker.

www.kglteater.dk

Dansere: Skiftende navne, men ved premieren: Ida Praetorius og Ryan Tomash  m.fl.

Koreografi: John Neumeier
Musik: Frédéric Chopin
Scenografi og kostumer: Jürgen Rose
Lysdesign: John Neumeier, realiseret af Ralf Merkel
Instruktørassistenter: Amy Watson
Instruktørassistenter: Claire Still Henriksen

Instruktørassistenter: Fernando Mora
Instruktørassistenter: Janusz Mazon

Instruktørassistenter: Jean-Lucien Massot
Instruktørassistenter: Kevin Haigen

Instruktørassistenter: Laura Contardi
Instruktørassistenter: Radik Zaripov
Pianist: Alison Smith
Pianist: Thomas Rischel
Dirigent: Tom Seligman

www.kgl.teater.dk

Opføres i alt 7 gange indenfor de næste par uger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *