Kulturkupeen

Verdensballetten 2022.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Verdensballetten 2022.

Suverænt program danset hjem af en håndfuld verdensstjerner – hos Verdensballetten.

En premiereaften på Sølyst, nord for København, har præg af en hyggelig social sammenkomst, hvor mange kender hinanden fra nabolaget eller sommerlandet. Der hilses og udveksles mange artigheder.

Udsigt fra Sølyst, Klampenborg. Guldalderstemning. Foto: JJL.

Og i år er der mere end grund til det hele, for onsdag aften var vejret perfekt sommeragtigt. Alt føjede sig på smukkeste vis i Klampenborg, det første sted på den lange turné med stop på i alt 13 forskellige steder i Danmark, Sverige og Tyskland.

Men allervigtigst:  Årets program hos Verdensballetten synes at være det mest velkomponerede indtil dato med den perfekte blanding, som lidt vittigt kan karakteriseres som ”højpandet folkelighed”. Sådan skal den nemlig skæres, hvis der skal sælges mere end 1000 billetter hver aften til et forvænt publikum, hvor vejr, vind, fugle og trafikstøj sagtens kan distrahere.

Verdensballetten. 2022. Foto: Esben Zøllner Olesen

Det hele begyndte tilbage i 2008 i Skagen ved Den Tilsandede Kirke. Operasanger Jens-Chr. Wandt syntes, der manglede noget ”klassisk” i sommerlandet. Hurtigt blev det en tradition med turné i hele landet og et program bestående af både små balletindslag og musikalske intermezzi.  Hemmeligheden bag det hele er, at kunstnerne altid hentes fra øverste hylde, fra toppen, ikke af poppen, men fra balletkompagnier i bl.a. London, Berlin og København.

Verdensballetten. 2022. Tegning af Claus Seidel.

I år er niveauet lige så højt eller højere end det plejer med danske Alban Lendorf tilbage i danseskoene, Astrid Elbo i tåspidssko og danseren og koreografen Tobias Praetorius med en ny koreografi: ”Rocaille” – en henvisning til rokokoens snirklede mønstre, som bl.a. er repræsenteret i Amalienborgs arkitektur og udsmykning. Fin blanding af klassiske trin og moderne vibrationer i stilige kostumer til Mozarts toner.

Verdensballetten. 2022. Foto: Esben Zøllner Olesen

Lidt royal stemning, eller ganske meget, er der også ved genopsætningen af balletten ”Cote a Cote” (2014), hvor afdøde Prins Henriks stemme lyder over højtaleren, mens han oplæser sit eget digt ”Cote a Cote”. To sublime dansere fra Berlin, Iana Salenko & Marian Walter, i stilfærdige kostumer, danser en kærlighedsakt, der dog slutter med, at de to parter skilles for en tid.

Verdensballetten. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Som vanligt er inviteret udenlandske solodansere, der mestrer det klassiske, i år en pas de deux fra Petipas gamle ”Tornerose” med Anna Rose O`Sullivan & Xander Parish, og en pas de deux fra Peter Martins version af ”Svanesøen” –  delvist med Per Kirkebys kostumer – tilbage fra 1990erne – danset af Astrid Elbo og Alban Lendorf.

Den klassiske balletverden har hukommelse. Sådan er det også med de musikalske indslag. Det charmerende makkerpar Niklas Walentin & Alexander McKenzie er med igen. Pianisten Alexander McKenzie har snart august-premiere med sin egen Kammerballetten og er næsten på tangenterne ved alle numre, meget imponerende.

Verdensballetten. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Jens-Christian Wandt kæder det hele sammen og skaber en god og varm stemning, også når han synger i flere numre. I år har han mezzosopranen Andrea Pellegrini ved sin side. Og hun diverterer suverænt med kendte toner fra Bizets ”Carmen” og Verdis ”Don Carlos”.

Jens-Chr. Wandt har i flere år som kunstnerisk makker haft englænderen Steven McRae. Han er en eminent danser, der både mestrer det klassiske og sandelig heller ikke kimser af et par stepsko til Rossinis toner.  Efter flere skader er han nu igen på scenen, og også han er med til at skabe den gode fællesskabsstemning.

Verdensballetten. 2022. Foto: Esben Zøllner Olesen

Efter 14 sæsoner (2020 måtte aflyses) behersker Verdensballetten det meste. Dette års program er den perfekte blanding af noget elitært og tillige alment folkeligt. For skal der være udendørsunderholdning, hvor alt kan distrahere, skal både musik og dans være til at forstå umiddelbart. Her er både Rossini, Verdi og Tjajkovskij de perfekte leverandører.

Varm anbefaling  – se turnélisten med datoer nedenfor.

 

Programmet:

Verdensballetten 2022 – Program tur 1

I de lyse nætter – Jens-Christian Wandt / Dagmar & Mogens Schrader

Tornerose, Pas de deux – Adagio 3 akt. – Anna Rose O`Sullivan & Xander Parish / Petipa & Tchaikovsky

Habanera – Carmen – Andrea Pellegrini / G. Bizet

Cote a Cote – Iana Salenko & Marian Walter / Kristen McNally, Gabriel Fauré, Prins Henrik & Katrine Ring

Swan Lake – Danse Russe – Astrid Elbo & Alban Lendorf / Peter Martins – efter Petipa & Tchaikovsky

O don fatale – Don Carlos – Andrea Pellegrini / Verdi

Step Ballet – Steven McRae / McRae & Rossini
_____________
Kreisler-Suite – Niklas Walentin & Alexander McKenzie / Fritz Kreisler

Rocaille – Astrid Elbo & Alban Lendorf / Tobias Praetorius & Mozart

Winterstürme – Marian Walter & Jens-Christian Wandt / Kristen McNally & Wagner

Breath of Wind – Anna Rose O ́Sullivan & Xander Parish / Juliano Nunes & Debussy

Himlen ulmer svagt i flammerødt – Andrea Pellegrini / Lange-Müller

For the love of Dance – Iana Salenko & Steven McRae / Salenko, McRae & Riisager

Finale: – Libiamo – alle medvirkende / McRae & Verdi

….

Turnéen i Danmark, Sverige og Tyskland:

13. juli 2022 / Sølyst, Klampenborg

14. juli 2022 / Sylt, Tyskland

15.juli 2022 / FÆNGSLET, Horsens

16. juli 2022 / Sostrup Slot, Grenå

17. juli 2022 / Ribe Kunstmuseum, Ribe

18. juli 2022 / Den Tilsandede Kirke, Skagen

30. juli 2022 / Høfde 90, Agger

31. juli 2022 / Jelling Højene, Vejle

1. august 2022 / Great Northern, Kerteminde

2. august 2022 / Musikkens Plads, Aalborg

3. august 2022 / Hindsgavl Slot, Middelfart

4. august 2022 / Bosjökloster Slot, Sverige

5. august 2022 / Frederiksberg

www.verdensballetten.dk

En tanke om “Verdensballetten 2022.

  1. Kerstin von Bahr

    En strålande underhållning och uppvisning av balettkonsten då den är som bäst.
    En grupp som representerar musik, dans och sång på högsta nivå.

    Tack för en underbar kväll under bar himmel.
    Gläder mig till Verdensbalettens kommande program 2023.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.