Kulturkupeen

Verdensballetten 2023 i hele Danmark.

Verdensballetten 2023  I hele Danmark.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Fin, charmerende  og vellykket premiere hos Verdensballetten, 2023 på Sølyst i Klampenborg – før karavanen drager rundt i hele Danmark, dog først på Sild i Nordtyskland  – siden for at gøre ophold på de mest spektakulære steder. Se https://verdensballetten.dk/

Med operasanger Jens-Christian Wandt som ”opfinder” og i dag også Steven McRae som med-kunstnerisk leder er denne sommerfestival noget af det mest gennemcheckede, som den danske sommer kan byde på.  Dog når det gælder udendørs sommerunderholdning er intet 100 % sikkert. Vejret kan narre, men ved premieren onsdag aften hos Skydebrødrene på Sølyst var det barske vejr afløst af den rette sommervind og en mild stemning.

Verdensballetten 2023. Sølyst i Klampenborg. Foto:

På de mange hundrede hvide stole sad stampublikummet. Det var som om både golfklub, tennisklub og bridgeklubber i nabolaget var støvsuget for folk denne aften – og taknemmelige og glade var alle for gensynet med Verdensballetten, med hinanden og med Øresund.

Programmet i år er stramt og velgennemtænkt med fire nye små koreografier og et par highlights fra verdensrepertoiret: Den hvide svane fra  ”Svanesøen”  og et glimt fra ”Tornerose”  ligeledes med musik af Tjajkovskij.

Verdensballetten 2023. Sølyst i Klampenborg. Foto: Jesper Grønnemark.

Som vanligt er det musikalske af højeste standard. I år med sopranen Sofie Elkjær Jensen akkompagneret af veteranerne Alexander McKenzie og Niklas Walentin.

Med Sofie Elkjær Jensen blev det til arier fra operaerne ”Faust” af Gounod, Puccinis ”La Boheme” og Heises ”Drot og Marsk” samt et par duetter med Jens-Christian Wandt. Alt flot og overbevisende. Utroligt at det lader sig gøre med mikrofoner og højtalere i kampen mod sommerbrisen over Øresund.

Verdensballetten 2023. Sølyst i Klampenborg. Jens-Christian Wandt og Sofie Elkjær Jensen. Foto: Jesper Grønnemark.

Danserne kender vi snart, for det er gengangere og dermed et herligt gensyn. Hvor de kan danse, disse solodansere fra London, Berlin og Oslo suppleret af vores egne Astrid Elbo, der, hvad programmet også gør opmærksom på, er så karismatisk. Hun når helt ned til bageste række, hvor jeg var flyttet og fanger publikum, uanset om det er i ”Svanesøen” eller i en helt ny koreografi ”Sonnet Dance” af amerikaneren Gemma Bond. En rød kjole som eneste dekoration gjorde heller ikke oplevelsen mindre.  Astrid Elbo kan både danse, agere og tale, hvad hun demonstrerede endnu engang.

Verdensballetten 2023. Sølyst i Klampenborg. Astrid Elbo. Foto: Jesper Grønnemark.

Med fire flotte mandlige superdansere hentet fra de store udenlandske scener var det faktisk i år lidt små med mandsdansen, og det er synd. Nok er den temporære scene lille – men velfungerende. Og da damerne kan klare sig, burde de fantastiske herrer også have nogle ekstra udfordringer, hvor kun Steven McRae igen i år underholdte med sine evner ud i stepdance – en sjov modsætning til det ellers klassiske, som de alle behersker til fuldkommenhed.

Så en lille bøn til næste år: Gerne et smukt gensyn med disse trofaste verdensdansere, men helst med lige store udfordringer til herrerne som til damerne. Vi lever jo i lighedstegnenes århundrede.

Verdensballetten 2023. Sølyst i Klampenborg. Foto: Jesper Grønnemark,

God fornøjelse på rejsen rundt i de næste uger – og varm anbefaling til alle, der opholder sig i sommerlandet i nærheden af de udvalgte steder. Det hele slutter i København i Haveselskabets Have d.3.8. og med et smut d.1.8. til Aarhus i Mindeparken under overskriften ”Dance for Hope” til fordel for Røde Kors’ arbejde i Ukraine.

Se turnéplan  og meget mere på https://verdensballetten.dk/

 

Medv:

The Royal Ballet of London
Steven McRae
Reece Clarke
Yasmin Naghdi
Anna Rose O’Sullivan

Staatsballett Berlin
Iana Salenko
Marian Walter

The Royal Danish Ballet
Astrid Elbo

The Norwegian National Ballet
Xander Parish

Musikere og sangere:
Sofie Elkjæer Jensen, soprano
Jens-Christian Wandt, tenor
Niklas Walentin, violin
Alexander McKenzie, piano

Kunstnerisk ledere:
Steven McRae & Jens-Christian Wandt

 

Program:
Uddrag fra Tornerose og Svanesøen

Ny koreografi:
Eric Gauthier: Pas de deux (Iana Salenko & Marian Walter)
Gemma Bond: Solo ( Astrid Elbo)
Joshua yJunker: Pas de deux (Xander Parish & Reece Clarke)
Steven McRae: Pas de quatre (Steven McRae, Iana Salenko, Reece Clarke & Yasmin Naghdi)

foto: Jesper Grønnemark

www.verdensballetten.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *