Kulturkupeen

Verdensfrelserinden på Teater Sort/Hvid.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Verdensfrelserinden på Teater Sort/Hvid.

Begavet og  svært klassificerbar teaterunderholdning.

Madame Nielsen er dansks teaters femme fatale og multikunstner. Det ene øjeblik en meget habil, nærmest klassisk oversætter – det næste øjeblik performancekunstner og tillige en person, der har været forud for sin tid ved allerede i nullerne at erklære Claus Beck-Nielsen for død og lade Madame Nielsen opstå. Det navn hænger ved endnu på både scenen og udenfor.  Det får mig altid til at tænke på det absurde teaters urfader Alfred Jarry, der efter sigende ved aftenselskaber i Paris omkring 1900 optrådte som sin fiktionsfigur Ubu Roi i hvid krigsmaling.

Verdensfrelserinden. Madame Nielsen. 2021 på Sort/Hvid. Tegning af Claus Seidel.

I “Verdensfrelserinden” er Madame Nielsen/ the Nielsen Movement placeret i et mørkt rum i midten af en hvid cirkel – omgivet af fire unge kvindelige musikere, fire strygere: to violiner, en bratsch og en cello. De er iført sorte dragter og sjove hvide pageparykker Og så spiller de bare så fascinerende. Der står så den magre Madame Nielsen med en nydelig, næsten gammelkøbenhavnsk stemme – iført en smuk sort hellang velourkjole  a la Karen Blixen.

Damen har en mission, verden skal reddes, men hvordan gør man det? Måske igennem det kæreste, vi modne mennesker ejer, nemlig børnene. Så bliver der interaktion med publikum, der skal nævne navnene på deres børn, og de tidstypiske pige- og drengenavne som Rumle, Emma, Philip m.fl. skrives op – og så er det ombord i en ark! Alt kan jo lade sig gøre ved tankens og fantasiens magt.  Publikum er med, men siden ændrer Madame Nielsen figur flere gange for bl.a. at blive nonne. Det er ganske bevægende  i smukke hvide gevandter, der giver adgang til en Cistercienserorden i Berlin. Hjælper det på klodens undergang? Og hvad med klimaet?  Spiser vi stadig kød? Igen er der interaktion med premierepublikummet, der som kendt nogle gange kan være mere tilbageholdende end betalende tilskuere. For Madame Nielsen er det ingen hindring.  Handlingen går videre.

“Verdensfrelserinden” Teater Sort/Hvid – The Nielsen Movement – 2021. Foto:Emilia Therese.

Budskabet er jo frygteligt: verden går snart under, men den velartikulerede, velskrivende og til dels muntre  Verdensfrelserinde får hele teaterhalløjet til at blive underholdende på en makaber måde – lidt a la Tom Lehrer. Musikken og sangene er et kapitel for sig. Igen nydbare og fascinerende – og på engelsk. Hvorfor? Måske fordi det er så meget nemmere at skrive sangtekster på engelsk. Det forklares ikke. Men det musikalske har Nielsen vist tidligere i den samme cabaretagtige stil, lidt a la engelsk/tysk teatermusik i 1930erne. Nielsen kan også synge, og de gode og unge musikere gøre det hele endnu mere nydbart.

Christian Lollike har instrueret, og måske skal det betegnes som nænsomt og tilsyneladende i fuld overensstemmelse med Madame Nielsens vanlige teaterform.  Dertil må nævnes den halvcirkel af gode folk bagved, mens de fire unge kvindelige musikere på scenen faktisk kalder sig Halvcirkel.

Verdensfrelserinden. Madame Nielsen. 2021 på Sort/Hvid. Tegning af Claus Seidel.

“Verdensfrelserinden” er svær at rubricere. Det er begavet og indholdsrigt performanceteater, men er jo desværre en monolog, så det dramatiske liv, der kan opstå, når mennesker og tanker konfronteres på en scene løftet op over det individuelle og virkelighedsforankrede individ, må vi undvære i denne omgang.  Bange blev vi heller ikke. Dertil er hele forestillingen nok for ferm –  i ordets bedste og mest positive betydning.

Madame Nielsens eller The Nielsen Movements  “Verdensfrelserinden” er ganske unik i dansk teatersammenhæng. Endnu engang overrasker Madame Nielsen ved ikke at kunne proppes ind i en af de gængse genrebetegnelser.

 

VERDENSFRELSERINDEN er en samproduktion mellem The Nielsen Movement, Sort/Hvid og Teater Momentum.

 

Koncept MADAME NIELSEN og CHRISTIAN LOLLIKE Medvirkende MADAME NIELSEN & HALVCIRKEL (PERNILLE KRISTIANSEN (VIOLIN), BETTINA MARIE EZAKI (VIOLIN), MIKA PERSDOTTER (BRATSCH), NICOLE HOGSTRAND (CELLO) Iscenesættelse CHRISTIAN LOLLIKE Dramaturg ANDERS THRUE DJURSLEV Scenografi MIE RIIS Lysdesign MORTEN KOLBAK Lyddesign MADS EMIL NIELSEN Foto SEBASTIAN FREIRE.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.