Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

West side Story i Operaen, Det Kongelige Teater.

Imponerende “West Side Story”, der rammer et internationalt niveau på Det Kongelige Teater.

Den bedste af alle musicals? Måske, men også ganske svær at forløse.  Heldigvis lykkes det flot i Operaen, produceret af Det Kongelige Teater. Det er samtidigt et scoop at lade Det Kongelige Kapel være synligt det meste af tiden – på bagscenen!

En musical, der stiller krav

For selv om etiketten siger musical, er der nok af musikalske udfordringer, også for dirigenten Robert Houssart og Det Kongelige Kapel, som for en gangs skyld bliver en synlig del af hele historien. En brandgod idé og en bærende idé, der bruges konsekvent og næsten umærkeligt i denne lydhøre opsætning af Thomas Bendixen. For derved bliver også den fascinerende musik i bogstavelig forstand synlig, når kapellet på et par af de avancerede sceneelevatorer hejses op og ned, mens spillet på forscenen udfolder sig.

Det er nogle overraskende gode, unge kræfter som forløser det unge elskende par Tony og Maria, Søren Torpegaard Lund  og Emilie Groth Christensen.

 

Det er altid lidt af en manddomsprøve at sikre “West Side Story” et kunstnerisk forsvarligt niveau. For sangpartierne er svære, og der kræves også fysisk og musikalsk overskud af skuespillerne. De skal nærmest  være operasangere med musicalgenrens fysiske energi eller musicalstjerner med en fornemmelse for musikkens forskellige krav. Det lykkes ikke mindst for Søren Torpegaard Lund at give Tony-figuren den blanding af varme, distance og overrumplende forelskelse, som er fundamentet.

1957

”West Side Story” er jo skabt af den klassiske komponist Leonard Bernstein sammen med koreografen Jeromy Robbins i 1957 til Broadway med den helt unge Stephen Sondheim som tekstforfatter til sangene og Arthur Laurents bag grundteksten.  Successen var næsten hjemme fra dag ét, selv om det var ualmindeligt med tre lig på scenen inden tæppefald. Dog kunne det undskyldes, fordi forlægget var Shakespeares ”Romeo og Julie”, der var sat ind i en samtidig ramme: New Yorks West Side med etniske konflikter imellem de nytilflyttede puertoricanere over for de mere lokale ”blege” gadedrenge.  At musicalen blev ”låst” til ikke at måtte forlade 1950-erne, melder Det Kongelige Teater ikke om noget sted. Men faktum er, at der ikke må skabes nye, mere moderne rammer, selv om problemstillingen med bandekonflikter er lige aktuel i dag, 2022, uanset om vi taler Danmark, Sverige eller såmænd også USA.

En symbolladet scenografi

Netop forankringen i 1950-erne er en udfordring, som både instruktør, scenograf og oversættere skal have med i beregningerne. Med Palle Steen Christensen som scenograf er der mange gode og markante symbolske tegn, men der mangler måske lidt af den gitter- og jern- æstetik, som generelt har været herskende igennem de uendelig mange opsætninger og de to berømte filmatiseringer i 1961 og igen for få år siden af Steven Spielberg.

Scenografen har her valgt at minimere de forskellige lokaliteter og blot lade orkestret være synligt af og til med mulighed for at være skjult bag et gennemsigtigt tæppe med et påmalet mønster, der kan fortolkes som et højhuslandskab, men såmænd også et 1950-er-agtigt design. På siderne er neonskilte fra storbyen svagt markeret. På samme måde kommer andre symboler frem.

Forestillingen begynder med en varm sol, ganske meget i familie med Olafur Eliassons Tate Modern installation, ”The Weather Projekt” i 2003. Senere bliver bagprojektionen til en større måne, der ændres til et regulært månelandskab som igen forvandles til en jordklode, hvis jeg har set rigtigt. Dvs. vi står over for en eviggyldig og global fortælling fra morgen til nat, fra lys til mørke, hvilket i øvrigt var en problemstilling som Shakespeare satiriserede over i “En skærsommernatsdrøm” hos håndværkerne.

Med Mathias Hersland som lysdesigner sker de mange smukke lysforandringer også her på den mest musikalske måde hen igennem forestillingen.

Kostumerne ved Astrid Lynge Ottesen er balancerende imellem ægte 1950-er-look og en fortolkning. Det fungerer langt hen ad vejen, men der skaber lidt visuel uro, at pigerne på et tidspunkt optræder i undertøj med bar mave. De flest ser supersmarte ud i strutskørter og tidens opsatte hår, men ikke Maria. Nok skal hun være dydig og tækkelig, men hendes kjoler hjalp hende ikke meget på scenen.

Dansetrinene

Koreografien er en vigtig og ligeværdig bestanddel, både i de store kampscener og dansescenerne, når banderne mødes. I originalopsætningen stod Jerome Robbins for de vigtige trin.

Koreografen Miles Hoare synes i denne opsætning at holde lidt for meget igen. Spørgsmålet er, om det er bevidst, for i Malmø-versionen, hvor han var ifølge programmet var assisterende koreograf for Signe Fabricius, (og med Kasper Holten som instruktør) erindrer jeg koreografien som mere susende og overskudsagtig, ja ligefrem vild.

Og sådan kan man blive ved, når det drejer sig om et klenodie som ”West Side Story”, der er fortolket så mange gange på alle breddegrader.

Ensemblet

Samlet set er det imponerende, hvad Det Kongelige Teater sammen med Thomas Bendixen er lykkedes med. Bendixen er en mand, der kender stoffet, da han har danset og sunget flere af rollerne i tidligere opsætninger, men for ham er den store operascene nok en ny og svær udfordring. Men han har fået den meget blandede besætning af sangere og dansere til at yde deres bedste.

Med Søren Torpegaard Lund som en meget velsyngende Tony er historien om den unge forelskede gut blevet ganske troværdig, og samspillet mellem de unge drenge fungerer fortræffeligt både i begyndelsen med en markant Riff,  Lukas Toya, og sidenhen i anden akt, hvor den karikerende sang om Officer Krupke klares med bravur af de mandlige sangere og dansere uden Tony. Maria blev ved premieren flot sunget af Emilie Groth Christensen, men hun  mangler måske styrke og overbevisning i den charme, der skal fortrylle både Tony og publikum, også nede på de billige rækker.

Derimod brænder Julie Steincke flot igennem som Anita, Marias svigerinde, i både spillescenerne og i det store dansenummer ”America”.    Men netop dette optrin kunne godt have brugt flere dansepiger, for Operaens scene er stor eller i hvert fald med denne trods alt simple scenografi.  Blandt de andre figurer står ikke mindst Peter Oliver Hansen for en fin personlig fortolkning af Tonys fortrolige, drugstore ejer Doc.

Fordanskningen

Det svage punkt i en ellers overbevisende opsætning synes at være fordanskningen. Lidt ærgerligt at der ikke er blevet sikret en mere mundret fortolkning af Sondheims sangtekster. Ligeså synes dialogscenerne imellem drengene at være lidt skæv, for her sneg sig af og til et alt for moderne sprog sig ind.

Med Det Kongelige Kapel på scenen og et flot sammensvejset ensemble sejrer denne “West Side Story” version dog  –  produceret af  Den Kongelige Opera, helt uden klassisk uddannede sangere.

Og mit sædvanlige efterskrift.

Det Kongelige Teaters programmer fra operaafdelingen svinger i kvalitet – også denne gang med 45 ret intetsigende portrætter af alle medvirkende. Hver især fortæller de, hvornår de mødte Bernsteins musical første gang. Det bliver faktisk overraskende kedeligt og uinteressant. Vigtigere er det da, hvor de har sunget og danset før, hvis vi skal lære dem at kende som scenekunstnere. Det ville til gengæld have været fint med nogle facts og faktabokse om musicalen, om Bernstein, om Robbins, om Bendixen etc.  Gid det Kongelige Teater ikke talte ned til publikum!

Instruktør: Thomas Bendixen

Dirigent: Robert Houssart (ved premieren)

Dirigent: Thomas Bagwell

Dirigent: Tim Murray

Scenograf: Palle Steen Christensen

Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen

Koreograf: Miles Hoare

Lysdesign: Mathias Hersland

Søren Torpegaard Lund / Tony – Jet

Emilie Groth Christensen / Maria – Shark (ved premieren)

Astrid Giske / Maria – Shark

Julie Steincke / Anita – Shark

Lukas Toya / Riff – Jet

Luc Boris André Kouadio / Bernado – Shark

Stanley Bakar / Chino – Shark

Adam Tocuyo / Pepe – Shark

Josephine Raahauge / Anybodys – Jet

Peter Oliver Hansen / Doc

Steen Stig Lommer / Schrank

Bjarne Antonisen / Krupke

Martin Loft / Glad Hand

Mikkel Moltke Hvilsom / Action – Jet

Christoffer Skov / A-rab – Jet

Linda Arunee Olofsson / Rosalia – Shark

Linnea Stenbeck / Consuela – Shark

Simon Fichman / Baby John – Jet

Niklas Frandsen / Snowboy – Jet

Troels Graakjær / Big Deal – Jet

Morten Daugaard / Diesel – Jet

Steffen Hulehøj Frederiksen / Gee-tar- Jet

Marcus Elander / Mouthpiece – Jet

Schonan Greve / Tiger – Jet

Rasmus Grandt / Jet – dancer

Rachael Ireson / Hotsie

Sarah Olivia Klitgaard Knudsen / Graziella – Jet

Celine Friis / Velma – Jet

Philippa Gudsøe / Minnie – Jet

Andrea Schirmer / Clarice – Jet

Rai Del Valle / Indio – Shark

Julien Roman / Luis – Shark

Timothy De Mesa Højgaard / Anxious – Shark

Ivan Spahi / Juano – Shark

Ida Mei On / Teresita – Shark

Nadin Reiness / Francisca – Shark

Lydia Bevan / Margarita – Shark

Det Kongelige Kapel

www.kglteater.dk