∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Leonora Christina – nyt skuespil på Aarhus Teaters Scala.
Instruktøren, dramatikeren og teaterlederen Christian Lollike er en kunstner, der hele tiden fornyr sig. Med ”Leonora Christina – sandhedens dronning” bevæger han sig som dramatiker ind på et nyt spor ved at portrættere en historisk person, den gamle kongedatter, som overlevede 22 år i Blåtårns fængsel og bl.a. efterlod sig erindringsværket ”Jammersminde.”
Leonora Christina. Aarhus Teater. Nanna Bøttcher. 2200. Foto: Rumle Skafte.
I disse år, hvor oversete kvinder graves frem og sættes på en piedestal, er turen ikke overraskende kommet til Leonora Christina. Men som Lollike meget muntert siger i programmet på spørgsmålet, om hun i realiteten også var landsforræder: Hun fik da lov at sejle som bornholmerfærge i flere år, så historien må have frikendt hende for det landsforræderi, som hun faktisk blev holdt indespærret for.
Med Nanna Bøttcher som Leonora Christina kunne Lollike ikke ønsker sig en mere moderne og livskraftig forsvarer for den måske skyldige. Og som det også understreges: Leonora Christina er selv fortælleren af den mere end 300 år gamle historie, så fortolkningen er subjektiv. Men alt andet lige, så er det endnu et flot og nuanceret kvindeportræt, som Nanna Bøttcher skaber til Aarhus Teater.
Skrivestilen hos Lollike er moderne. Rundt omkring i teksten pibler henvisninger til dagens danske politiske liv frem. Nok er der gået mere end 300 år, nok lever vi i et demokrati, men alligevel. Folk fra rigets øverste hylde kan stadig anholdes. I stedet for at få en rettergang, trækkes tiden blot ud, fordi retsvæsenet er langsommeligt, og det er uvist, hvori forbrydelsen består. Eller når en mand i statens næsthøjeste embede, som rigsforvalter Ulfeldt, blot bruger løs af statskassen for at skabe ”internationale relationer”, som han kalder det. Det lyder moderne, ikke?
Leonora Christina. Aarhus Teater. Nanna Bøttcher. 2200. Foto: Rumle Skafte.
Leonora var en begavet og velorienteret kvinde, født som delvis uægte barn af Christian 4. Allerede som 9 årig blev hun præsenteret for Corfitz Ulfeldt, som faderen, Christian 4. havde udvalgt til hende. For Corfitz var en begavet og snu mand, der kunne være nyttig for kongen, som bl.a. på ”Det store bilager” (det store bryllup i 1634) nærmest havde tømt statskassen. Som vor fælles Danmarkshistorie har berettet for generation efter generation i skolen, så overtrådte Corfitz Ulfeldt adskillige love. Han brugte af statskassen i et ekstremt overforbrug, bl.a. på en lang Europa-rejse. Og da Leonora Christinas halvbroder Frederik blev konge, forrådte Corfitz Danmark – i håb om, at Sverige ville gå i krig mod Danmark. Siden forrådte han også Sverige, så han var en eklatant dobbeltspion. Også det er jo moderne og peger på alle de kabaler, der stadig lægges i det politiske liv. Målet helliger midlet, kunne står som overskrift.
Leonora Christina. Aarhus Teater. 2200. Foto: Rumle Skafte.
Meget af teksten er klar og i formen ”evig”, men der kommer indimellem nogle lidt tungere replikker, men takket være både Nanna Bøttcher og tildels Kjartan Hansens mere ”afslappede” og sleske Corfits Ulfeldt går dialogen hjem. Det synes at være et stort minus, at Aarhus Teater tilsyneladende ikke har mange modne skuespillere tilbage og må lade meget unge folk i denne omgang spille bl.a. Christian 4. og Frederik 3. Så nærmer vi os skolekomedien, og det er næppe tanken. I øvrigt er det ikke de unge skuespilleres skyld. Det er teatrets mærkværdige disposition.
Den eminente scenograf David Gehrt har fremtryllet et helt blåt sceneunivers. Alt er blåt, de tidstypiske kostumer, scenen, vægge, gulv, det hele er blåt, blåt, blåt. Det giver vel associationer til noget royalt midt imellem himmel og hav. Samtidigt skaber det raffinerede monokrome både nutidighed og visuel ro. Også musikeren Jakob Bangsø er naturligvis i blåt.
Leonora Christina. Aarhus Teater. . 2200. Foto: Rumle Skafte.
Problemet med dette kvindeportræt er, at nok er det meste korrekt i følge de historiske kendsgerninger, men hver gang, der er en lille afvigelse, som eksempelvis flugten eller rejsen fra Hammershus, bruger man som publikummer desværre mange kræfter på at erindre og justere hukommelsen. For hos Lollike forsvinder eksempelvis Corfitz allerede straks efter indespærringen på Hammershus. Men der var jo også et mislykket flugtforsøg.
Leonora Christina fødte faktisk i alt 15 børn, heraf overlevede de 7 børneårene, men nogen god mor var hun ikke. I stykket efterlader hun børnene i Antwerpen, men hvordan forholdt det sig egentligt?.
Leonora Christina. Aarhus Teater. Nanna Bøttcher. 2200. Foto: Rumle Skafte.
Personligt kan jeg ikke se Leonora Christina som en tidlig feminist. Men der er jo ikke så mange kvindelige forbilleder. For mig har hun altid stået som en kvinde, der var i sine følelsers vold og total blind over for den helt igennem uvederhæftige Corfits Ulfeldts landsskadelige handlinger. Det billede rokker forestillingen ikke ved.
Det virker lidt provokerende, at Lollike har gjort hende til et meget seksuelt orienteret menneske, der ikke skelner imellem køn. Faktisk synes hendes fysiske begær at overdøve forestillingens grundtanke. Det giver forestillingen slagside.
Den unge norske instruktør Fredrik Longva synes at have været meget tro mod teksten og får sammen med scenografen, lysdesigneren, lyddesigneren og musikeren skruet det hele sammen, så forestillingen tegner et næsten vandtæt portræt af en berømt og berygtet dansk kvinde. Men selv om Nanna Bøttcher med en kraftpræstation langt hen ad vejen forsvarer hende meget overbevisende, bliver Leonora Christina som historisk kvindefigur ikke en del af min aftenbøn.
Leonora Christina – Sandhedens Dronning
SKREVET AF Christian Lollike
ISCENESÆTTELSE Fredrik Longva
SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN David Gehrt
LYSDESIGN Súni Joensen
LYDUNIVERS Marie Koldkjær Højlund & Morten Riis
KOMPOSITIONER Astrid Sonne
GUITAR-ARRANGEMENTER & MUSIKER Jakob Bangsø
FOTO Rumle Skafte
MEDVIRKENDE Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Anne Plauborg, Emil Busk Jensen, Anne Laybourn, William Jacobsen Halken, Jakob Bangsø.