Kulturkupeen

Zirkus Nemo – nu i Charlottenlund.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Det er et spørgsmål om kærlighed og hengivenhed og ikke så meget om kunst og ”ny cirkus”. Så dette er en ubetinget kærlighedserklæring.

 

Zirkus Nemo er kommet til hovedstaden efter turné i provinsen siden begyndelsen af juni.Foto: US.

Har man en gang tabt sit hjerte til Smadremanden, Bager Jørgen, Målermanden eller kvinden Marianne – så er der fortsat fuld valuta igen i år med Søren Østergaards utrolige galleri af menneskelige afarter. Kendetegnende for alle er de udstående tænder og kostumer, der synes hentet i en container nær en nedlagt campingplads. Men når Søren Østergaard taler på sin ofte understate’de manér, bliver det underfundigt og uforudsigeligt.

16.08.03. nemo Soeren_klovn

Pressefoto.

”Goddag, jeg hedder Aage, men kalder mig for Keld uden J”, siger baglænsmanden, der i 25 år gik på aftenkursus for at lære kunsten. Han var alene på onsdagsholdet, for det måtte jo være om tirsdagen, en dag tilbage, men selv ikke læreren havde opdaget det.

Vi når dog aldrig rigtig frem til den baglæns gang. Det sørger til gengæld målermanden for, der meget snakkesaligt får oprullet hele sit familietræ med rødder nede i grænselandet. Med sit måleinstrument eksercerer han tal uden nogen form for nytteværdi, men han elsker sit arbejde og har vel arvet det fra faderen, der også var målermand og under krigen målte illegalt. Denne historie kommer langt, langt ud og helt til Kruså, dog ikke til Måløv.

I Zirkus Nemo garneres de skæve eksistenser, skabt af Søren Østergaard, af en række internationale cirkusartister, den ægte vare med paletter og forskellige stilladser og remedier og nypressede kostumer og angstfyldte numre. Men dygtige er de og fungerer som en interessant kontrast til Søren Østergaard, der i øvrigt åbner showet med på værste amerikansk talkshow manér at svine publikum til: vi er grimme, dumme, og så er der børn tilstede.

Zirkus_Nemo_Amager

Pressefoto.

I de seneste år har Østergaard fundet en soul mate i den norske gøgler Captain Frodo, der er en slangemand og komiker i kostumer, der sjældent er set værre.

Underholdende er det, og hele teatermaskinen med telte, karavane og opstilling er til gengæld yderst æstetisk.

Blandt publikum sås tirsdag aften både kulturministeren og formanden for Folketinget. De må da tænke lidt over den offentlige kulturstøtte og statens klamme hånd på det meste af dansk teater. Og hvor befriende er det ikke, at der stadig er nogen, der på eget, privat initiativ investerer et liv på at holde os muntre og vågne. Zirkus er mere og andet end klassisk cirkus, ny cirkus, det er også begavet eksperimenterende teater, der vender tilbage hver sommer!

 

 

København – Charlottenlund Fort: 2. august – 3. september
Odense – Dyrskuepladsen: 6. september – 17. september

www.zirkusnemo.dk