Kulturkupeen

Første Parket – af Kunstnerkollektivet Familien.

4 stjerner  (én for ideen og 3 for underholdningsværdigen – i alt 4 stjerner)

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Første Parket – af Kunstnerkollektivet Familien.

En time henne i vandreforestillingen lukkes min lille gruppe ind i et soveværelse med tre enorme senge – vi får hovedpuder, sovebriller og dyner. Over højtaleren lyder et eventyr, der er en blanding af alverdens børneeventyr om bjørne og vildfarne børn. Havde oplæsningen været en smule mere følsom, var vi nok faldet i søvn. Men så skal vi videre, og det er slut med forestillingens behageligste minutter!

Det er et ambitiøst og også lidt altmodish projekt, Kollektivet Familien har kastet sig over: at afdække den bedre middelklassens hemmeligheder derude i Charlottenlund, nord for København.

Og der spilles on location!

Set up’et er meget professionelt gennemført.  I en rigtig villa, med rigtige møbler, rigtige drinks og ægte, nykogt hummer byder 5 skuespillere velkommen. Tre hedder Lis og er ens klædt i spadseredragt, og to hedder Ole. De ser lidt mere udklædte ud, da de skal illudere ældre mænd med overskæg.

 

Første parket. Kunstnerkollektivet Familien. 2019. Pressefoto af Carla

 

20 publikummer er der plads til hver gang, og vi har alle på opfordring medbragt sutsko. For der er skinnende rent og pænt i dette middelklassehjem med flot hvidt køkken, stenbeklædte badeværelser og masser af oliemalerier af samme kunstner på væggene. Men hvad vil ”Familien” afdække? Vi er spændte.

Teksten, skrevet af kollektivet, er det springende punkt. Den er, ked af at sige det, simpelthen for flad og banal. Men på en fiks måde får vi et par gange i badeværelserne over en højtaler værtindens indre stemme: hun er helt almindelig, køber discount når det kan betale sig – og går tur med en veninde. Over en anden højtale fortæller en gæst i huset, at værterne faktisk er ret irriterende, forestillingens bedste tekst.  I et lille arbejdsværelse konfronteres vi helt banalt med mandens jobskifte: han blev fyret og startede selv igen – and so what?

I Køkkenet møder vi endnu en Lis. Hun har en mere dæmonisk monolog, idet hun fortæller om, at familien elsker hummer og ikke mindst at dræbe dem. Liv og død sat op overfor hinanden, men dog ingen reference til mandens tilsyneladende tidligere store jagtglæde. Så er der quiz, stadig i den lille gruppe, hvor vi er 5 mand. Her skal gættes på ejendomspriser etc., som ikke er helt i overensstemmelse med virkeligheden. Og så er det jo svært. Oliemalerierne skal værdiansættes. Det virker lidt skævt.  Det meste handler om penge. Så er der boopgørelsen – heller ikke det synes at ligne virkeligheden. Pludselig står vi alle med store paraplyer ude i baghaven ved svømmepøllen. Det ser bragende flot ud med belysning og ligner den franske installation ved dette års Venedig Biennale med affald i vandet.  Der skal findes nogle vindere (øh af hvad?)– og pså er det hele overstået.

”Første parket” er for mild og for svag sammenlignet med de karikaturer og virkelighedsbilleder, der kan opleves i TV ved diverse shows og hammerslag for ikke at nævne reality-programmer og Louisianas udstilling om rigdom.

Kan derfor ikke rigtig finde ud af, hvad Kollektivet Familien egentlig er ude på.  Men der er brugt mange gode og professionelle kræfter på at sætte værket i gang og søge statsmidler, mens der nok er brugt for lidt tid på tekst og instruktion. Samfundssatire er en kompliceret størrelse, dokumentarisme ligeså, og hvis de to elementer blandes, skal der virkelig arbejdes.

Kort sagt: En site specific performance uden konkret politisk brod.

Idé: Kunstkollektivet FAMILIEN
til og med 30. november 2019.

Kunstneriske ledere: Gry Guldager & Lene Skytt Pustelnik
Kunstnerisk sparringspartner: Rosa Sand
Performere: Gry Guldager, Lene Skytt Pustelnik, Gry Raaby, Azadeh Ghavamrad, Rasmus Månsson
Tekst: Gry Guldager, Lene Skytt Pustelnik, Gry Raaby, Azadeh Ghavamrad
Dramaturg: Tanja Diers
Komponist: Nils Foss
Instuktør assistent: Azadeh Ghavamrad
Scenograf: Allan Frausing
Kostumier: Camilla Lind
Produktionsleder: Gry Raaby
Bygger & teknisk afvikler: Rasmus Månsson
PR, Presseansvarlig og Foto: Carla Gianetti
Administration: Teater Får302

 Støttet af: Statens Kunstfond, Foreningen af Danske Sceneinstruktører

www.familien.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *