∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Arken 25 år. Ny jubilæumsbog.
I marts 2021 kunne Kunstmuseet Arken fejre sit 25-års jubilæum, mens den danske museumsverden var corona-lukket. Det var synd for Arken. Men her på wwww.kulturkupeen.dk markerede vi faktisk 25-året med en stor artikel: https://www.kulturkupeen.dk/arken-fylder-25-aar-jubilaeumsportraet/
Nu kommer museets egen bog og fortæller om museet syd for København, i Ishøj Kommune tæt på Øresund.
Museet har en markant arkitektonisk fremtrædelsesform og rummer i dag en stor samling på 500 værker af danske og internationale billedkunstnere. I bogen beskrives tillige mange af de opgaver, som et moderne, statssubventioneret kunstmuseum skal stå for. Og det er ikke småting. Hvor det tidligere var tilstrækkeligt at vise kunst og værker for publikum, lyder nye toner i dag fra ikke mindst kulturministeriets side. Der skal tænkes på pædagogik, brugerinddragelse og først som sidst skal museets fysiske korpus tage imod publikum, så de kan få maksimalt af oplevelser.
Alt det og mere til har Arken levet op til i de seneste 24 år. Men starten var urolig og blev forsidestof på grund af alt andet end KUNSTEN.
Bogen fortæller det hele. Flere af kapitlerne er skrevet af en ekstern kunstjournalist, Heidi Laura. Resten er museets faglige medarbejderes betragtninger. Det er godt, for derved kommer vi tættere på de tanker, som museet har gjort sig om sin egen eksistens og funktion.
Bogens første kapitler går tilbage i tiden, til den turbulente åbning. På næsten anekdotisk vis genfortæller Laura Heidi flere af de hændelser, vi oplevede dengang.
Udendørs Foto. Arken inc. Elmgreen og Dragsets Gyngehest, museets nye vartegn. Foto: Torben Petersen. ( s. 42).
Den avantgardistiske arkitektur
Jubilæumsbogen lægger ikke skjul på, at det var en vanskelig fødsel, både arkitektonisk, kulturpolitisk og først som sidst mandskabsmæssigt. Men selve arkitektursiden bliver ikke beskrevet i dybden, og der er ellers nok at diskutere. Søren Robert Lund var kun arkitektstuderende, da han i 1988 vandt førstepræmie ved en åben konkurrence, hvor omkring 100 havde indsendt forslag. Hans beton-projekt stod dog først færdigbygget i 1996. To år tidligere kunne den nu afdøde irakisk/britiske arkitekt Zaha Hadid (1950-2016) i Weil am Rhein i Sydtyskland indvie en brandstation, der lignede Arken lidt for meget. Men Hadid fik faktisk først den opgave i 1991. Der er skrevet en del om sammenfaldet, til Hadids fordel, men Søren Robert Lund må have været først. Begge arkitekter har måske blot forlæst sig på bl.a. den ældre, amerikanske arkitekt Frank Gehrys begrebsverden. Den diskussion er ikke med i bogen.
Dog bemærkes det, at Søren Robert Lund ikke har gjort indsigelser mod de seneste mange ændringer af bygningen og nødvendige tilbygninger, som er foretaget af andre arkitekter.
Foto af Ugo Rondinone-klovne i Arken. Foto: Anders Sune Berg. ( s.218-219).
Ren krimi
Ved museets fødsel var der mindst to fædre, Københavns Amt og Ishøj kommune. Direktøren Anna Castberg blev ansat et par år før bygningen var rede. Et halvt år efter åbningen i marts 1996 blev Anna Castberg i følge bogen fyret på grund af mgl. styr på budget og økonomi. Næsten sammenfaldende trykte Jyllands-Posten sine afsløringer.
Beretningen om museets første direktør er lidt af en krimi. Anna Castberg blev ansat i 1993 på sit troværdige ydre. Ingen checkede hendes papirer, referencer m.m. Den eksterne forfatter går her lidt stilfærdigt til værks. Det havde klædt beskrivelsen i bogen, hvis der havde været noter med kildehenvisninger. For det var journalisten Marianne Juhl på Jyllands-Posten, der kom på sporet af myten Anna Castberg allerede lige omkring åbningen af museet i marts 1996. Journalisten arbejdede på opgaven i næsten et halvt år for at sikre, at alt, hvad Jyllands-Posten skrev, var korrekt. Anna Castberg havde ingen eksaminer, og hendes cv var opdigtet. Hun havde hverken universitetsgrader eller erfaring fra museumsarbejde i udlandet. Anna Castberg blev aldrig dømt eller kom til at stå til regnskab for sine handlinger og bor i dag i udlandet. Desværre får Marianne Juhl i den nye bog ikke kredit for sit arbejde.
Stedet
Placeringen af Museet i området syd for København er naturligvis ikke nogen let sag at beskrive. For ingen må føle sig truffet. Her havde forfatteren måske kunnet komme rundt om problemet ved direkte at citere fra nogle aviser (og/ eller radioudsendelser). For vi var mange, der talte og skrev om den konkurrence imellem København Nord og København Syd, som museets opståen var udtryk for. Det var ikke uden grund, at det socialdemokratiske Ishøj og omegn gerne ville markere sig med en kulturinstitution større, flottere og mere international end Louisiana.
Paola Pivi: We are the Atlaskan tourists. Arken. Foto: David Stjernholm.(S.109).
Ny direktør
Et halvt år efter Castbergs exit, i begyndelsen af 1997, tiltrådte Christian Gether som direktør og viste sig som museets redningsmand. Han kom fra en stilling som leder af Center for Dansk Billedkunst. Han var kendt i alle kredse og havde eksamenspapirerne i orden. Og han er stadig direktør i dag, nu på 25. år. Hans job bestod i begyndelsen i at rette op på både budget og målsætning, og det er lykkedes over al måde.
Tidligt i processen skulle museet udvikle en vision og mission. Her var Christian Gether opmærksom på, at publikum skulle stå i centrum. Den gamle stille museumsinstitution var død. Arkens opgave blev at give publikum oplevelser. Publikum skulle ikke være ”gæster”, men snarere ”museumsejere”. Det betød også, at publikum gerne måtte ”føle” uden måske at være i stand til i ord at udtrykke det, de oplevede ved et bestemt kunstværk. Alle disse overvejelser og strategier har også haft betydning for den indkøbspolitik, der blev lagt.
Museet samling
Et museum uden en samling er blot et udstillingssted. Arken skulle finde sin egen identitet, og det er lykkedes at skabe en samling, der er anderledes end både Louisiana og de andre danske museers.
Et interessant kapitel er museets forhold til fonde og rige donatorer og mæcener. Samlingen er i løbet af de 25 år vokset på imponerende vis og rummer i dag 500 værker, hvoraf flere er af internationale stjerner som bl.a. Damien Hirst og Ai WeiWei. Også danske kunstnere: Olafur Eliasson og Jeppe Hein er repræsenteret i museets samling.
Ikke mindst de internationale indkøb skyldes museumsdirektørens ihærdighed og evne til at fastholde en række fonde og rige donatorer som trofaste museumsvenner og støtter. Det er et arbejde på linje med alt andet, men man skal have en særlig tæft. Fondene er Tordenskjolds Soldater inden for dansk kulturliv med A.P. Møller, Augustinus fonden og Realdania i spidsen. Men også mange andre har hjulpet med til at forme museet igennem 25 år med værker, tilbygninger og senest en hel voldgrav og beplantning. Også en anderledes Kunststi fra Ishøj Station ned til museet er markeret ved en række spektakulære skulpturer i det udendørs rum.
Damien Hirst-salen på Arken. Pressefoto.
Mæcener og den daglige økonomi
Selv om ”kunsten” skal opleves på museet, er det er også en kunst at holde fast i de gavmilde, rige mæcener. Det er lidt udansk, men har været nødvendigt for at løfte museet. Det beskrives ret ærligt i interviewform med Christian Gether. I øvrigt er sammenhængen og afhængigheden imellem privat kapital og kunstens verden et historisk fænomen, som går århundreder tilbage. Og så kan man lidt flot på nudansk sige: Lev med det. Men hvordan det i sidste ende passer ind i museet, der udsprang af en socialdemokratisk drøm om kunst og kultur til alle, også til dem, syd for hovedstaden, er en anden sag. Udgangspunktet var vist, at det offentlige skulle finansiere det hele. Sådan blev det ikke.
Arken er i dag et statsanerkendt museum, der efter kommunalreformen nu får sine midler fra staten, ca. 30 millioner kroner årligt på niveau med Louisianas tilskud. Museet må selv skaffe et tilsvarende beløb for at få forretningen til at løbe rundt.
Arken – set på den ny Ø, omgivet af voldgraven.
Udstillinger
Da de mange rygter og gisninger om den første direktør havde lagt sig, har Arken evnet at manifestere sig i publikums bevidsthed på grund af store, spektakulære og publikumsvenlige udstillinger. Her har ikke mindst verdensnavne som Edvard Munch og i de seneste år Frida Kahlo, van Gogh, Picasso og Niki Saint Phalle fået publikumsstrømmen vendt mod Ishøj. Også visuelt tiltrækkende udstillinger som ”Dyr i Kunsten” og granvoksne klovne og senest ”Blomsten” har været med til at gøre Arken kendt i publikums bevidsthed. Og det er nødvendigt, hvis man er et stort museum. Det hele er lykkedes på flotteste vis siden 1997.
Bagest i bogen er der en vigtig tidstavle, men endnu væsentligere er oversigten over udstillinger igennem de 25 år. Imponerende læsning.
Bogens forside og generelle farver signalerer blåt hav helt i overensstemmelse med museets tankesæt. Bogen er lidt klassisk i udstyr, layout og papirvalg. Det står måske i modsætning til den fremsynethed, som Christian Gether personificerer, og som indkøbspolitikken i høj grad beviser. Også udstillingsprogrammet igennem de 25 år har vist et gå-på-mod og en forfriskende anderledes tilgang at vise kunst på. At samme hus kan rumme både Munch, Picasso og pastelfarvede isbjørne er både dristigt og moderne.
Arken de første 25 år. 288 s. Udkommer d. 22.11. 2021.