Kulturkupeen

Art of Sport – på Copenhagen Contemporary.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Art of sport – på Copenhagen Contemporary – sjovt og overvældende.

Selv om både udstillingssted og udstilling har engelske titler er det hele en pæredansk udstillingsvirksomhed på Refshaleøen i København, støttet af danske skattekroner via Københavns Kommune og Kulturministeriet samt et flot håndfuld af de største, private, danske fonde.

Art of Sport. 2021. Olaf Nicolai. Udsnit af 9 meter lang kondisko. Foto: US.

”Art of Sport” er titlen på udstillingen, hvor det gratis katalog på glitret papir umiskendeligt ligner et program til en sponseret sportsbegivenhed. Set med det danske kulturministeriums øjne er det vel godt, at der ikke er forskel på sport og kunst – skidt og kanel.  Men alle de detaljer kan være ligegyldige, for da jeg endelig så udstillingen, og siden genså den, måtte jeg overgive mig. Så mange sjove, forskellige og interessante værker samlet har jeg ikke set hos CC  efter, at de er flyttet helt ud på Refshaleøen.

Det er nogle enorme rum, som CC råder over. I øvrigt får de mere end 3 million kroner årligt i støtte fra Københavns Kommune  plus hvad de kan hitte hos private fonde m.m.  Men den engelsksprogede kommunikation kan og bør man nok diskutere.

Art of Sport. 2021. Elmgreen og Dragset. Udsnit. Foto: US.

Elmgreen & Dragsets tennisbane   – til 6 stjerner

Største værk er af Elmgreen & Dragset : En tennisbane i let mørke. I det ene hjørne står en hvid dreng (full size for at blive i teminologien) med bortvendt ryg. Men går man hen til ham, bærer han et trofæ. I det andet hjørne diagonalt har en dreng, også helt hvid,  lagt sig udspaltet på banen. Her ligger taberen. Og kun én tilskuer er tilbage – en ældre mand, ligeledes helt hvid, i en skinnende rullestol. Værket er smukt at skue, lyssætningen eminent, og udsagnet giver sig selv – som Abba-sangen lyder ”The winner takes it all”. Men der er selvfølgelig flere skjulte historier: Små drenge i et konkurrencesamfund, sorgen over et ligegyldigt tab – og hvad med den ældre mand?  Hvem repræsenterer han? Et amputeret samfund?

Resten af sportsudstillingen

I de andre rum er der som på den slags gruppeudstillinger skiftende størrelser på værkerne, men rummene appellerer til det ekstraordinære. Og her er den måske 6 meter lange og tre meter høje kondisko igen genial. En almindelig kendt genstand forstørret til Goliath dimensioner. Hvad skal vi med det? Men igen smukt – æstetisk en nydelse.

Art of Sport. 2021. Erik A. Fransen. tour de France 2020. Udsnit. Foto: US.

Erik A. Frandsen har i de seneste år brilleret med vidunderlige tegninger fra diverse internationale cykelløb. Sidste år udgav Gyldendal bogen ”Iltgæld”, hvor Frandsens smukke tegninger stod side om side med Brian Nygaards tekst. Både tegninger og tekst har været trykt i Weekendavisen. På CC er det pastelkridttegninger på sort papir. I hobetal. En flot væg. Stemningen er dyster. Men det passer vel også til den situation, som rytterne konstant befinder sig i. For der gælder kun et: at vinde. Igen the winner takes it all. Erik A. Frandsens tegninger har en fantastisk udstråling: rytterne hælder som oftest en smule til siden i et sving, mens de sidder tæt på cyklerne. Stemningen, som jeg primært kender fra Tv-skærmen, får via Fransens indfølte tegninger et næsten evigt liv.

Art of Sport. 2021. Louka Anargyros. Udsnit. Foto: US.

Midt på gulvet i et andet rum ligger nogle motorcyklister og roder på gulvet. Det er Louka Anargyros’ skulpturer, som synes så virkelige, men faktisk er skabt i keramik og siden bemalet. De tre sammenflettede par er ikke kun dekorative, de fortæller en ekstra, politisk eller kønspolitisk  historie, i en tid hvor køn er til diskussion. For på gulvet i full size ligger mænd i varme omfavnelser. I stedet for at der står sponsornavne på ryggen og på benene af dragterne, er det homofobiske udsagn.  Se, det vidste jeg ikke dengang, jeg så den første skulptur ved afgangsudstillingen i 2018 på Charlottenborg. For Louka Anargyros er uddannet på Kunstakademiet i København. Nu er han og hans Leatherboys I,II,III,  i fint selskab  med verdenskendte og ældre kunstnere, og han har fortjent det. For han kan koge den store historie ned i ét konkret værk. Det signalerer kunstnerisk overskud. Lad os håbe, han kan blive ved.

Art of Sport. 2021.Sarah Lucas. Udsnit. Foto: US.

Jeff Koons er bl.a. repræsenteret ved et mindre værk: tre basketballs i et akvarium – hvor de er dækket halvt af vand. Det drejer sig om balance – også i livet – siger katalogteksten. Jeg tror nok, jeg har set vildere værker.

Den britiske billedhugger Sarah Lucas havde allerede i 2015 på Venedig Biennalen mærkelige plasticfigurer. Her er et af værkerne velplaceret lige nu på grund af titlen: Gold Cup Maradona og refererer til den nyligt afdøde argentinske superstjerne Maradona, der var en genial fodboldspiller. Han var forgudet i sit hjemland Argentina, men som så mange stjerner også offer for alle de fristelser, som livet byder på af sprut, stoffer og penge.  Værket skal være ironisk ved at demonstrere en hyper maskulinitet med ekstremiteter som plasticmammutbadedyr. Men luften kan gå ud af det hele, for den giftiggule skulptur er jo blot som en skrøbelig ballon.

Værker er der nok af på udstillingen, og mange er ganske sjove. Det er bare at gå ombord – og CC ligger jo lige ved siden af Reffen, det store madmarked på Refshaleøen.Så en sommerudflugt til det ydre København er ikke så dum en idè.

CC Lilebeth Cuenca Rasmussen. I am not what you see. 2021. Foto: US fra en performance.

Lilibeth Cuenca Rasmussen på 2. etage

En udstilling/installation et par etager oppe af Lilibeth Cuenca Rasmussen – er nok for viderekomne – og i hvert fald ikke for socialdemokratiets kulturudvalg. Stilfærdigt ser det ud med store gardiner i midten og et par sjove små huse og bagest i det store rum: kæmpe, hvide dyner  formet som noget, der hverken er dyr eller mennesker.

Hvad går det ud på: Lilibeth betragter sig selv som nomade – og derfor er det hele midlertidige boliger, som på en eller anden måde skal forene og sammenholde de forskellige kontinenter. Jeg var så heldig at se en performance midt i skulpturerne. Og så kom der liv mellem gardinerne på den stilfærdige måde med fløjtemusik og asiatisk slagtøj. Nogle dansepiger kunne svøbe sig i dynerne, mens en mand trak gardinerne væk. Alt er under evig forandring, forvandling og fornyelse.

Der sker flere arrangementer i installationsrummet.

Check selv, men spring ikke sportudstillingen over, for her er en let måde at møde de store,  internationale stjerner på.

www.copenhagencontemporary.org

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.